ALT tester: Nøgenyoga

Jeg ved godt, at du sikkert tror, at jeg er ekshibitionist eller måske har et overdrevent positivt billede af, hvordan jeg ser ud uden tøj eller indbilder mig, at jeg er drøngod til yoga. Jeg er ingen af delene, tværtimod har jeg strækmærker på bagdelen og appelsinhud på knæ og lår plus en masse andre krops-issues, som jeg ikke spilder tid på i hverdagen, fordi jeg – heldigvis – normalt har tøj på. Til gengæld er jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad der får andre end mig til at troppe op med en yogamåtte under armen for at dyrke Go Bare Yoga uden en trevl på kroppen en ganske almindelig torsdag, hvor der er "Kender du typen?" og "Familien på Bryggen" i tv.

Mit forhold til naturister er fordomsfuldt og fremkalder billeder fra min barndoms tv af tyske turister ved Vesterhavet kun iført dingleværket, hvide tennissokker og brune snøresko. En uddøende race ville jeg sige, hvis ikke det var, fordi der åbenbart er en trend på vej af mindre bonerthed. Flere og flere nøgenbader, går i sauna og dyrker nu åbenbart også både yoga og crossfit uden en trevl på kroppen. Det kommer fra USA, men vi har da også nordiske traditioner i den retning med f.eks. vinterbadning.

Jeg føler mig som verdens mest modige kvinde, da jeg ringer på klokken til yogastudiet. Mine kolleger venter på rapport i morgen, og vi er alle enige om, at det her er noget af det mest angstprovokerende, vi kan forestille os: nøgenhed plus bevægelse i selskab med fremmede.

Men eftersom ingen andre tilbyder at gå i stedet for mig, er der jo ingen anden måde at finde ud af på, hvad nøgenyoga går ud på – og gør godt for – end selv at troppe

op i Yogafactory i Hellerup. Det første yogacenter i Danmark, der har sat Go Bare Yoga, som det så pænt hedder, på ugeplanen. Er det et tilløbsstykke?

Tværtom. Vi er seks tilmeldte denne aften. Første gang måtte centeret have de andre yogainstruktører til at stille op. Men det er god PR, bedyrer Charlotte Axel, der ejer studiet. 11.000 har været inde på hjemmesiden for at se billederne og læse om nøgenyoga.

Tag egen måtte med

I forhold til det hype er der utroligt stille i centeret denne aften. Underviseren Yogiji X, er sort og glatbarberet bortset fra en lille hårpisk og kommer fra Los Angeles. Vi er tre kvinder på holdet og tre mænd. Jeg har travlt med at placere min yogamåtte bagest i lokalet for at undgå, at der er nogen, der skal stå bag ved mig, men opdager til min skræk, at der alligevel er én, der lægger sig bagved.

Godt jeg har min egen måtte med, tænker jeg stadigvæk iført mine joggingbukser og T-shirt. Instruktøren går rundt i bar overkrop med en lille keramikskål i hænderne, som det ryger op fra. Med bagsiden af hånden skubber han den grålige røgsøjle rundt i lokalet. Det lugter hashagtigt. Jeg er nu så utilpas over hele projektet, at jeg tænker: Det skal nok passe. Hvis der også bliver brændt hamp af, så er der gået 100 procent Woodstock i min torsdag. "Sage", beroliger han, for det er selvfølgelig bare salvie mod "insecurity". Håber det virker på alt det andet, jeg føler lige nu – lyst til at stikke af f.eks. En af de andre kvinder, en ung, blond amerikaner, kommer over og giver mig et knus. Hun virker ret nervøs. Hun kan ikke lide sine bryster, så for hende er det åbenbart et lær-at-elske-dig-selv-som-du-er-projekt. De andres motiver kender jeg ikke, men jeg har forestillinger om, at mændene i hvert fald er mærkelige, enten ekshibitionister eller perverse.

Døren bliver lukket. Instruktøren byder velkommen, kigger rundt og siger, at nu tager vi tøjet af, hvorpå han begynder at klæde sig af på en imponerende naturlig måde. Jeg skynder mig at sætte mig på måtten, bliver lille som en bylt, og kravler ud af tøjet, som jeg lægger i en lille bunke lige ved siden af måtten. Faktisk dækker knæene ret meget, når man sidder i skrædderstilling. Jeg tør hverken kigge på mig selv eller de andre. Det er, som om jeg ser uden at se – en tilstand, der først aftager, da jeg er ude af lokalet igen en times tid senere. Jeg håber, at de andre har samme visuelle nedsmeltning. Vi får besked på at hilse på to nye ansigter ("ikke se ned"), og jeg vælger selvfølgelig at sige hej til de to andre kvinder på holdet. De er rigtigt pæne uden tøj, kan jeg se selv uden at kigge.

SE OGSÅ: Sund på 10 uger - Træningen skal være sjov

Er der nogen, der kigger?

Både familie og venner er lige dele forargede og imponerede over, at jeg skal fistre rundt uden tøj på til yoga. Heldigvis er der mørklægningsgardiner i yogasalen indkøbt til formålet. De er trukket helt ned, så ingen kan se ind udefra – centeret ligger i stueetagen ud til en trafikeret gade. Jeg har hjemmefra besluttet, hvilke stillinger jeg nægter. Hvis du kender lidt til yoga, ved du f.eks., hvordan hundestræk ser ud. Det er grimt med tøj, uden tøj tør jeg slet ikke at tænke på. Heldigvis viser det sig, at vi skal lave øvelserne med lukkede øjne i den første del af timen. Godt for æstetikken, men knap så nemt rent balancemæssigt. Mens jeg vælter rundt som en blind, hører jeg læreren sige noget i retning af "at man skal være opmærksom på, om man hele tiden lige skal smugkigge lidt...". Jeg håber sandelig ikke, det er fyren bagved mig, der står og lurer.

Mine øjne er helt lukkede!

Derfor er det særligt overraskende at opdage, at jeg efter 25 minutter nærmest har glemt, at jeg ikke har tøj på. De yoga-øvelser, asanas, Yogiji X har planlagt, er så anstrengende, at man er nødt til at være koncentreret og fokuseret. Jeg sveder selv uden tøj på. Fyren bag mig er begynder, og det betyder, at han tiltrækker sig lærerens opmærksomhed en del. X kommer ned og retter ham ind i stillingerne nede bag ved min måtte. "Værst for dem", tænker jeg, mens jeg passer min egen træning. De to andre kvinder på holdet er virkeligt pæne at se på, veltrænede og balletagtigt smukke. Man kan tydeligt se, hvordan musklerne arbejder under huden – og synet er en behagelig modgift til den seksualisering og perfektionisme, der omgærder både kvindelig og mandlig fysik. Jeg tager mig selv i kortvarigt at være begejstret for ideen om levende croquis.

Så er der håndstand

Efter en halv time får vi lov at åbne øjnene, men jeg kigger stadig ikke rigtigt (jo, et kort øjeblik på lærerens meget faste, brune baller). Der er ingen overvægtige på holdet, og det er afgjort en sport for de unge og muskuløse. Jeg kommer til at tænke på ham den ældre deltager i "Robinson" for nogle år siden, Dan – og hans bagdel og beslutter mig for, at det er sidste gang, jeg skal til nøgenyoga. Til gengæld kan jeg godt se pointen for andre i lokalet. Yogiji X passer det især godt til, da han stilfærdigt beder os komme op i håndstand, hvilket jeg hverken kan eller vil. Der er point for hans måde at instruere os på, nærmest som om han ikke ænser, at der mangler noget – f.eks. tøj i lokalet. Jeg undskylder min manglende deltagelse i såvel håndstand som andre afslørende stillinger med, at jeg har Bakers Cyste i knæet, en gammel løbeskade. Han smiler forstående. Jeg har læst, at man godt kan risikere, at instruktøren får erektion midt i det hele, og glæder mig over, at han har så meget selvkontrol og springer den overraskelse over.

To af deltagerne har deres anden nøgenyogatime i dag. De kan fortælle, hvordan genertheden aftager, og at det er meget sjovere fra gang til gang. Go Bare Yoga er et hit for selvaccepten, mener de. Min indre skeptiker er til gengæld ved at vågne efter det første nøgenchok. Jeg tænker ikke på accept, men på at få laserbehandlet sprængte blodårer. Det store spørgsmål nu, hvor jeg ikke længere er døden nær af skræk og flovhed, er: Hvad gør nøgenheden godt for ud over, at man kan sige, at man har gjort det?

Det får jeg faktisk ikke svar på i løbet af timen, men min egen konklusion, da jeg cykler hjem med måtten bag på cyklen er, at nøgenyoga kan sammenlignes med at køre i rutsjebane. Det er grænseoverskridende, man er i akut alarmberedskab, fordi man på et dybt psykologisk plan er bange for at dø af skræk. Det kilder i maven. Det er også det eneste sted, det kilder – oplevelsen er 100 procent uerotisk.

Efter timen møder jeg en af mændene ude på gaden i tøj. Han virker forlegen og er selvfølgelig sød. Jeg skammer mig over, at jeg har spioneret og været fordomsfuld over for et projekt, der giver mening for andre.

– Hvem ved, måske ses vi en anden gang? vinker jeg, da jeg hopper op på cyklen.

Der er lidt New York over denne torsdag – og over centeret, tænker jeg. Hvor er det dog luksus, at man har mulighed for at "prøve" noget så newyorker- og LA-skørt for 120 kr. i København, også selvom det sikkert mest handler om PR.

Jeg er pavestolt over, at jeg "gik måtten ud" – og jeg nyder rosen fra kolleger og andre kvinder, der synes, det er sejt gjort. Lidt som dengang til gymnasiefesten, hvor jeg turde spise ormen i tequilaflasken. Og de andre var ved at brække sig.

LÆS OGSÅ: 4 effektive øvelser, der kroppen sommerklar