"At bo sammen efter skilsmissen er som en åben hjerteoperation"
Det er ofte ambivalent at sige farvel til en partner. Der er alle grundene til at gå, og samtidig er det også det menneske, du havde troet, du skulle være sammen med, til døden jer skilte. Læs med og få et ærligt indblik i de store følelser og nogle værdifulde perspektiver på, hvordan du navigerer i dem.
"Jeg er helt ude at skide."
Ordene virker helt malplacerede i Henriettes mund. Hun plejer at være billedet på pæn tale, smukke bluser i lyse farver og opsat hår, men her sidder hun. I sort trøje, med hår, der ikke er børstet, og rander under øjnene.
"I går skændtes jeg med Carsten. Jeg blev så vred, at jeg smækkede med dørene, og da han gik efter mig, kastede jeg en vase på gulvet. Vi skændes aldrig. Vi har været sammen i næsten 20 år. Vi har aftalt at blive skilt. Vi har styr på alt det formelle, så jeg kan ikke forstå, at jeg nu begynder at skændes med ham."
Huset holder dem sammen
Mens Henriette giver los for sine frustrationer, tænker jeg på, om det måske er held i uheld, at de er nødt til at bo sammen, fordi huset ikke bliver solgt. De besluttede for nogle måneder siden at ende forholdet, men de talte ikke rigtigt om noget. Al samtale var konkret kommunikation om ejerforhold, økonomi og aftaler.
"Ved du, hvad det værste er?"
Jeg ryster på hovedet, og Henriette taler videre:
"Efter Carsten var gået ud af soveværelset og ned i stuen, havde jeg en fantasi om at følge efter ham. Om at sætte mig på ham og bare have sex midt i sofaen."
Henriette ser på mig, som om hun har afsløret, at hun i virkeligheden er fra en anden planet, og jeg kan ikke lade være med at sende hende et smil.
"Hvad ville være problemet med det?", siger jeg med et skævt smil. Før hun kan nå at protestere, fortsætter jeg:
"At blive skilt er fyldt med ambivalente følelser, og fordi du er nødt til at være sammen med Carsten, kan du ikke lukke ned for dem."
Henriette ser lettet ud:
Annonse
"Jeg har været bange for, om jeg var ved at blive alvorligt stresset eller syg, fordi jeg har opført mig afsindigt."
Jeg ryster på hovedet:
"Jeg oplever bare, at du er vred og ked af det."
Vi taler om at give alle følelser plads. Om at tillade sig selv at føle hver en ting. Sorgen over, at de ikke skal gå hånd i hånd ind i kirken den dag ude i fremtiden, hvor deres datter skal giftes. Smerten over at tænke på deres eget bryllup og ikke kunne forstå, hvor den kærlighed blev af. Vreden over, at hun føler, at Carsten har svigtet hende ved at trække sig ind i sit arbejde. Frygten for at blive gammel alene.
Læs også: "Vi skændes mere i sommerhuset, end vi hygger"
Annonse
Hvem er jeg nu?
Henriette komme tilbage en uge senere og siger:
" Efter sidste samtale meldte jeg mig syg. Jeg har været hjemme. Grædt. Set på billeder. En dag skændtes Carsten og jeg om, hvem der skal have Pillivuyt- porcelænet. Jeg kunne mærke, at jeg dybest set er ligeglad med det, men ikke ligeglad med, hvem han skal servere middag for på det. Men jeg gav ham det. Vi har også talt meget sammen. Vi drak en flaske vin i går for første gang i årevis, og han sagde, at han følte sig alene sammen med mig. At al hans snak om at ville have mere sex også havde handlet om at ville føle sig elsket."
Henriette sukker dybt.
"At bo sammen og være i dette er som en åben hjerteoperation."
Jeg tager hendes hånd, og vi sidder lidt i tavshed.
"Vi havde også sex. Bagefter græd jeg, og Carsten holdt om mig. Så rejste han sig og sov på sofaen. Jeg sov først længe efter, men jeg kan mærke, at det var godt. Det hele. Både at elske med hinanden, men også at han ikke sov hos mig. For selvom jeg godt kan fantasere om, at det er os to igen, så ved jeg, at det er slut, og jeg skal til at lære mig selv at kende igen."
