Camilla Martin: Jeg har aldrig været på slankekur
Camilla Martin er tidligere professionel badmintonspiller, og har altid set sin krop som et værktøj, som hun var afhængig afpgasit job, men efter et karriereskift fra sportsstjerne til sportsvært, blev motion pludselig noget, som var svært at tage sig sammen til...
Hvordan har du det generelt med din krop?
− Min krop har i mange år fungeret som et værktøj for mig, fordi jeg er tidligere professionel badmintonspiller, så jeg har aldrig rigtig tænkt på den som andet end noget, jeg skulle bruge til noget. Det skal forstås på den måde, at jeg aldrig har skullet bekymre mig for, om jeg havde behov for at tabe mig, eller om jeg skulle lægge kosten om, for i mange år var det en del af mit liv at være i rigtig god form. Jeg har altid haft det fint med den og det har jeg faktisk stadig væk.
Hvordan vil du gerne have det med din krop?
− Helt optimalt ville jeg måske gerne have lidt større bryster og en stritnumse, men det er ikke noget, jeg ikke ville kunne leve foruden. Jeg kender min krop så godt, fordi jeg har skullet bruge den i så mange år, så jeg ved, at den et eller andet sted er, som den nu en gang er.
Har dit forhold til din krop ændret sig med årene?
− Ja, af to omgange. Dels da jeg stoppede som professionel for otte år siden, hvor jeg simpelthen ikke gad lave noget. Jeg kunne ikke finde ud af at løbe, hvis jeg kun skulle motionere. Jeg tror, jeg trængte til en pause fra at lave noget fysisk på det tidspunkt. Dels var en stor forandring for mig at få børn. Jeg tror i hvert fald, jeg tog 25-20 kilo på med min ældste søn. Jeg spiste meget, og jeg lavede ingenting. Da jeg tre måneder efter fødslen stadig gik i graviditetstøj, begyndte jeg at få et anstrengt forhold til min krop, fordi jeg aldrig før havde skulle anstrenge mig for at være i form. Derfor begyndte jeg at løbetræne og var normalvægtig en måned efter.
Hvad betyder motion for dig?
− Jeg træner typisk 3-4 gange om ugen, hvor jeg løber eller styrketræner. Badminton spiller jeg ikke mere. Det var en stor del af mit liv i mange år, men nu... Jeg ved, at hvis jeg tager ud og spiller med nogle venner, ville jeg gerne kunne det samme, som jeg kunne dengang – og det kan jeg bare ikke. Og så har det også været vigtigt for mig at lære at dyrke noget andet motion, hvor jeg ikke skulle løbe på tid eller jagte et mål. Det har været svært for mig at finde balancen mellem eliteidræt og motion og slippe mit konkurrencegen.
Hvad betyder kost for dig?
− Jeg er vokset op med meget sund mad, så det har altid været meget naturligt for mig at leve sundt. Jeg synes, jeg lever sundt, men der er også plads til rødvin og slik. Jeg har altid kunne træne mig ud af det, hvis jeg har haft et problem med vægten.
Har dit syn på din krop ændret sig, efter du har fået børn?
− Egentlig ikke, for jeg har ikke haft ti kilo, der er blevet hængende. Så jeg synes faktisk ikke, jeg har været gennem særlig store kropsmæssige forandringer, men det er klart, at kroppen får en anden funktion i en periode, når man har fået børn, fordi brysterne skal bruges til at amme med og sådan nogle ting.
Lever du mest i kroppen eller i hovedet?
− Med nogle ting er jeg meget oppe i hovedet, og med andre ting er jeg meget nede i kroppen. Hvis jeg går gennem svære perioder, kommer det meget til udtryk i min krop. Så taber jeg mig, ikke fordi jeg ikke spiser, men fordi jeg bruger meget krudt på at stresse. Det sætter sig i min krop. Men generelt er nok meget rationel og logisk tænkende.
Hvad er din krop god til?
− Fordi jeg har trænet hele mit liv, er jeg god til det meste, synes jeg faktisk. Men jeg er bedre til lange distancer end korte, eksplosive distancer. Jeg er ikke specielt hurtig. Fysisk og psykisk har jeg det bedst med noget, der varer længere tid.
Hvor bliver din krop udfordret?
− Når jeg presser mig selv. Der har jeg været så mange gange som tidligere elitesportsudøver, så det gider den ikke mere. Jeg får ondt i knæet og ryggen og bliver meget træt, når jeg presser mig selv for meget.
Går du op i, hvad du vejer?
− Nej, ikke i forhold til et konkret tal. Jeg går mere op i, hvordan jeg har det. Hvis jeg kan mærke, jeg begynder at falde lidt sammen eller synes, det hænger lidt, så ved jeg godt, at jeg skal træne lidt mere. Jeg ejer ikke en vægt, men min vægt har heller aldrig ændret sig med mere end 1-2 kilo, bortset fra da jeg var gravid.
Hvad er din holdning til slankekure?
− Jeg har aldrig været på slankekur. For mig handler en sund livsstil om, at man skal tænke over, hvad man putter i munden, og hvis du så gider træne tre gange om ugen, burde det ikke være mere svært end det at kontrollere.