Det mener eksperterne om Grøn Keto
En ting er, at opskrifterne er lækre, og at grøn keto giver inspiration til en hverdag med flere grøntsager. Men holder kuren, hvad den lover? Vi har bedt to kosteksperter finde den videnskabelige lup frem og gennemgå grøn keto-principperne.
Er grøn keto sundere end traditionel keto?
LK: “Først og fremmest så er det ikke en decideret keto-kur. Der er for mange kulhydrater i deres kostplaner til, at det kan klassificeres som keto. Derfor er der i højere grad tale om en grøn low carb high fat-kur. Man kan sige, at det er en god introduktion til keto, fordi kuren starter blødt op.
Men hvis det er vigtigt for dig, at kroppen kommer i ketose (hvor kroppen forbrænder fedt som primært fedtstof, red.), så skal du ikke på denne kur. Det tager også nogle uger, før kroppen skifter næsten helt over til forbrænding af ketonstoffer, så det er ikke noget, man bare lige gør på tre uger.”
BJC: “De to forfattere bag bogen er uden tvivl nogle gode og dygtige businesskvinder. De har taget alt det, der virker og trender ude i samfundet lige nu og mikset det sammen i en cocktail, som de kalder grøn keto. Bogen er fuld af buzzwords såsom klimavenlig, grøn, faste og keto. De trækker altså på nogle klare samfundstendenser og rider med på en bølge.
Traditionel keto er i høj grad båret af animalsk protein, men nu hvor vi i samfundet har så stort et fokus på bæredygtighed og klimahensyn, så dur det ikke længere med alt det kød. Derfor skal keto rebrandes for at kunne sælge, og det er, så vidt jeg kan se, det, de to forfattere har gjort.
Så jeg vil sige, at det er en bog, der mere bærer præg af at optimere en forretningsmodel end at fremme folkesundhed eller redde klimaet. Men i et businessperspektiv så er grøn keto klart bedre end traditionel keto, hvis man vil sælge bøger til klimabevidste danskere.”
Er det godt at kombinere periodisk faste med grøn keto?
LK: “I bogen skriver de, at fasten både booster dig og giver din krop ro. På trods af at det er lidt selvmodsigende, så betinger det jo, at kroppen ikke er i ro. Vi kan godt føle os stressede rent mentalt, men derfor behøver vores krop ikke nødvendigvis have brug for ro. Kroppen er bygget til at bevæge sig og blive brugt, og fordøjelsessystemet er gearet til at håndtere mad.
Både hvis vi spiser meget på én gang eller skal undvære mad i et stykke tid. Sådan er vi designet. Vores tarmbakterier har også brug for at være i gang, så jeg kan ikke sige, at jeg vil anbefale faste. Men hvis nogen føler, at det er godt at faste, så er det fint. Det er ikke usundt, men det er heller ikke sundere end ikke at faste. Derfor vil jeg også mene, at bogen lægger sig lige på kanten af det fysiologisk korrekte.
Det er altså ikke fysiologisk korrekt, at faste booster dig, men det kan godt booste dig mentalt. I bogen står der også, at du vil ældes langsommere og nedsætte risikoen for kræft, hvis du faster. Det er der mig bekendt ikke evidens for. Jeg bryder mig i det hele taget ikke om, at de vender tingene på dén måde og maler fanden på væggen. Hvis du ikke faster, så ældes du ikke hurtigere.”
Er tre-ugers-planen effektiv?
BJC: “Hvis du trives rigtig godt med faste, planer og struktur, så kan det være en befrielse med en tre-ugers-plan. Du får et fleksibelt puslespil, hvor du selv vælger, hvilke brikker du vil bruge hvilke dage, og så kører du bare. Du behøver ikke tænke så meget, og du får fornemmelsen af, at du er forberedt og har styr på det, og det kan nogen godt lide.
Hvis du på den anden side ikke er til faste planer, så kan den have den modsatte effekt og gøre, at du føler dig begrænset, fordi du oplever en form for tvang. Så det kommer an på, hvem du er. Men grøn keto-kuren har en grad af fleksibilitet i sig, hvilket gør den lidt nemmere at passe ind i en almindelig hverdag.”
Er grøn keto klimavenlig?
BJC: “Det bæredygtige element er mere glasur end substans i kagen. Kuren udelukker okse- og svinekød, og det er fint, men der er stadig meget kylling og ost i kuren. Tager man bæredygtighedsbrillerne på, så er det faktisk bedre at spise svinekød end kylling og ost.
Men det segment, som nok tiltrækkes af grøn keto, de spiser ikke så meget svinekød, fordi det ofte bliver associeret med traditionel, dansk mormormad. Det er altså ikke moderne, hvorimod kyllingefrikadeller mere er noget, folk kan identificere sig med.
Det er rigtigt, at der er mere grønt i kuren end i traditionel keto, men en bæredygtighedsfortaler vil nok ikke sige, at grøn keto er særlig bæredygtig. Grøn keto er en måde at tilbyde de mennesker, som synes, at principper som keto og faste er fedt, et kick, uden at de behøver at have dårlig samvittighed over de store mængder animalsk protein, som er en del af traditionel keto.”
Vores testperson føler sig mindre oppustet, men mere træt – hvordan hænger det sammen med grøn keto?
LK: “Når man spiser mindre, så kommer man i energiunderskud, og det kan gøre, at man føler sig mere træt. Det er dog ikke noget, der nødvendigvis varer ved. Men nye tiltag og vaner kræver altid noget af os mentalt, det tager tid, og man skal igennem en omstillingsperiode.
Så det giver god mening. I forhold til oppustethed så kommer det an på, hvilken kost hun indtog inden kuren. Hvis du plejer at spise rigtig meget protein, så danner det ”gasser i systemet”. Hvis du så skærer ned på proteinerne, så kan det godt føles som mindre oppustethed.
Det er altså sandsynligvis selve skiftet, der oftest giver effekterne og reaktionerne. Desuden vil det være sådan, at jo mindre man spiser, jo mindre skal tarmbakterierene arbejde med, og jo mindre gas kommer der.”
Holder kuren, hvad den lover?
LK: “Kuren lover en hel masse, eksempelvis at du får et stabilt blodsukker og undgår sukker-cravings. Men du kan sagtens have sukker-cravings, selv om dit blodsukker er stabilt. Så det er noget vrøvl. Kuren lover også, at de mange grøntsager skaber et sundt og velfungerende tarmmiljø.
Det er rigtigt, at grøntsager er sunde, men dit tarmmiljø afhænger også af mange andre ting, så man kan ikke nødvendigvis sætte lighedstegn mellem de to ting. Ligeledes skriver de, at du får et immunforsvar i balance. Hvad betyder det overhovedet?
Det lyder udelukkende som reklame. Du kan ikke alene spise dig til en rask krop. Du kan mildne symptomerne, men rask af at spise grøn keto, det er at skrive for meget. Hvis du spiser efter kostrådende og er fysisk aktiv, så er det rigtig godt. Du behøver ikke alt muligt fancy pancy.
Yderligere påstås det, at du med grøn keto kan tabe fedtet på maven. Det er decideret forkert. Man kan ikke tabe sig på specifikke områder af kroppen. Det er sundt og fornuftigt at spise grønt, men jeg er ikke vild med indpakningen. Der er for mange ting i bogen, der ikke er helt fysiologisk korrekte.”