Emma Libner fik en diagnose sent i livet: "Pludselig har jeg svært ved at forstå, hvad det egentlig er, jeg laver"

Du har fået en ADHD-diagnose sent i livet. Hvad gjorde, at du tænkte, at du måske havde ADHD?

Det sker jo faktisk først, da jeg går i gang med at skrive min bog.

Lige pludselig har jeg svært ved at forstå, hvad fanden det egentlig er, jeg laver. Det er meget underligt for mig, for jeg har selv valgt at skrive den og selv valgt, hvad jeg gerne vil skrive om. 

Min største drøm har altid været at skrive en bog, og nu er tiden kommet, og det er fedt, jeg har en pissefed redaktør og alting aligner. Og jeg har virkelig brugt lang tid på at dygtiggøre mig og blive klog inden for mit område, og så er det bare som om, at lige pludselig sejler det hele.

Der er intet hoved og hale i det, og jeg har svært ved at overskue overhovedet at trykke på tasterne. I lang tid siger jeg til mig selv, at det jo bare er en skriveblokade, det er bare the struggling artist life.

Men så slår det mig, at … ”Emma, du har jo faktisk aldrig rigtig kunnet lide at skrive”. Altså, det har været min outlet, men det har faktisk været ret svært at samle tankerne og få det ned.

Læs også

Sanne Salomonsen: Gør dette hver dag, og du får det skidegodt

Hvordan fører det til, at du bliver udredt?

Jeg havde en idé om, at folk, der havde ADHD, ikke kunne holde fokus i en samtale og haltede bagud i skolen, men jeg kunne godt koncentrere mig i skolen – hvis der var stille – og hvis jeg havde mulighed for at isolere mig og virkelig zone ind på opgaven.

Og det slår mig lige pludselig, at det faktisk på mange måder stadig er sådan, jeg arbejder. Jeg bliver superstresset, hvis jeg ikke har de rigtige rammer.

Jeg har hele tiden troet, at ”det er bare lidt hårdt at gå på studie” eller ”det er bare lidt hårdt at have et arbejde” og ”på et eller andet tidspunkt går det over”.

Og så står jeg og er i midten af 20’erne og har drømmeopgaven foran mig, og selv da – mens jeg sidder hjemme i mit soveværelse og skal lave det, jeg elsker allermest – så er det stadig fucking svært. 

Læs også

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

Så jeg begynder at summe over, at der måske er ”noget”. Og ved et tilfælde er der så to mennesker, som jeg ikke kender så godt, som – uafhængigt af hinanden og med en uges mellemrum – siger til mig ”Emma, du kunne godt være sådan én, der havde ADHD”.

Så jeg begynder at læse lidt om det og kommer ned i et kæmpe kaninhul af info, som bare på mange måde passer på mig.

Hvad er det?

Generelt er der ekstremt meget fart på tankerne – min hjerne er som E45 i myldretid. Det giver en masse gode idéer, men for det meste er det bare superstressende.

Jeg drømmer nogle gange om at kunne skrue mit hoved af, ligesom man kan skrue fødderne af en Bratz-dukke, så jeg bare kan slappe af. Jeg mangler impulskontrol – jeg påbegynder hele tiden nye ting i min jagt efter at blive stimuleret og glemmer halvdelen eller mister interessen igen.

Det resulterer i en masse rod og moralske tømmermænd, når jeg igen-igen må bakke ud af ting, jeg har sagt ja til uden at tænke mig ordentligt om. Og så brænder jeg hurtigt ud.

Jeg føler mig som et gammelt batteri, der konstant løber tør for strøm, fordi jeg let bliver overstimuleret af andre mennesker og sanseindtryk.

Læs også

Kan jeg tillade mig at slå hånden af min mor?

De fleste almindelige arbejdsdage ender ofte med, at jeg falder i søvn kort efter aftensmaden. Så mit sociale liv er virkelig påvirket af det.

Og så er der sådan noget som ikke at kunne læse andre mennesker. Hvis folk har en sarkastisk humor og ikke selv griner, når de har fyret en joke af, så kan jeg godt nogle gange begynde at svare på det, de siger. Og jeg synes selv, jeg er ret klog, men nogle gange kan jeg godt virke lidt dum eller akavet i sociale sammenhænge.

Hvad gør det ved dig, at der pludselig er den her brik, der passer ind i puslespillet?

For det første kan jeg se, at jeg jo egentlig ikke har svømmet imod strømmen med vilje, selvom det er den fortælling, jeg har taget på mig – sådan ”jeg er bare anderledes”.

Det har nok mere været min eneste mulighed for at finde mening i ting, altså at tage den der ”anderledeshed” på mig og eje den.

Men i virkeligheden er det nok et udtryk for, at jeg bare har været lidt et håbløst tilfælde, der ikke har haft mulighed for at finde min plads i alting. Og det har jeg på mange måder nu.

Jeg har faktisk ikke sagt til nogen udenfor min private sfære, at jeg har fået diagnosen, for på mange måder er det jo bare et udtryk for, hvem jeg altid har været. Så for mig har det mest været en hjælp til mig selv.

Læs også

Min yngre kæreste opfører sig som et forkælet barn

Men nu siger du det højt – offentligt. Hvordan føles dét?

Det føles enormt autentisk at stå ved det hele. Jeg håber også, at der er nogen, der kan relatere til det. Der er rigtig mange, der er på en lignende rejse.

Jeg føler mig sgu ikke så speciel. Altså jo, jeg er anderledes, men jeg er ikke særligt speciel. Jeg er bare et menneske, og det er fucking hårdt at være et menneske. Men hvis du altid har følt dig som en alien, der er dumpet ned med et rumskib, så er der måske noget om snakken.

Og det er ikke for at sige, at du nødvendigvis har en diagnose. Jeg tror bare, jeg gik i mange år og prøvede at feje den der følelse af at være forkert væk, hvor jeg nok i virkeligheden skulle have tacklet den.

Føler du dig stadig som en alien som voksen?

Jeg tror stadig, jeg er lidt alien-agtig, men jeg tror, at jeg forstår det bedre nu. At det ikke er så farligt og faktisk også kan være sjovt. Og at det giver mig adgang til nogle ting i mig selv, som jeg nok ikke ville være foruden.

Hele den der kreative nerve, min evne til at sanse stemninger nærmest før, de opstår, min retfærdighedssans og min evige optimisme – eller tro på det gode i andre.