"Hvad blev der af madglæden?"

Der er røg i køkkenet. Kok og tv-vært Louisa Lorang har sat en Big Ben-kuglepen i håret som spænde, krydset snorene på sit sorte forklæde om maven og er i fuld gang. Der skal laves ti specielle juleretter hos fotograf Anders Schønnemann. Hans studie har til huse i nedlagte fabrikslokaler på Østerbro, og de kolossale newyorkervinduer glor ud på et køligt Nordvest med røde karréer og gule trætoppe. I første parket ligger den omdiskuterede moské, som Københavns Kommune har været mange år om at finde en ”egnet” plads til. Louisa Lorang tørrer hænderne i forklædet, tager en tår vand.

– Det er sgu på tide, at de får sådan én. Vi kan da ikke være andet bekendt i et land, hvor vi praler med at have religionsfrihed, siger hun og tømmer magasinet i sit holdningsgevær for første gang og får samtidig sagt samtalens indledende sgu.

Banderiet vender vi tilbage til – for den kvindelige kok kendt fra ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ appetit” øver sig i at spare på ederne. For sin datters skyld. I papkasser på gulvet rundt om studiets køkken står alle de gode råvarer, som er hentet på Grønttorvet.

"Jeg laver en lang indkøbsliste, og så sørger han for, at alt er der."

Hun har selvfølgelig været oppe klokken fem og håndplukke de fineste fennikler og hente ingredienser her til morgen.

– Nej, det gør min mand, Benjamin, altid. Jeg laver en lang indkøbsliste, og så sørger han for, at alt er der, når vi skal i gang med at fotografere. Det dur ikke, at natronen mangler, hvis der står i opskriften, at der både skal bagepulver og natron i. Man kan ganske vist ikke se det på billedet, men jeg er kok, så jeg ved det, siger Louisa og anretter en skål med hvidkålsgratin foran fotografen.

Hun stikker skeen igennem gratinens skorpe og taler videre om den fordeling af opgaver, hun og hendes lille familie har fundet frem til, og som, de synes, fungerer godt:

LÆS OGSÅ: Sådan fik Camilla Miehe-Renard en ny krop på 4 uger

– Vi er enige om, at man ikke skal arbejde fuld tid begge to, mens børnene er små. Så Benjamin er ”medhjælpende ægtefælle” i min forretning. Det er der jo masser af kvinder, der er, men man ser ikke så mange mænd på den post. Det har taget pædagogerne i vores børns børnehave lang tid at forstå, at hos os er det Benjamin, de skal ringe til, hvis børnene bliver syge og skal hentes, ikke mig. Jeg kan bare ikke tage telefonen, når jeg laver tv, eller gå midt i en madfotografering. Så på en måde er Benjamin og jeg helt ligestillede. Synes du ikke, Anders?

"Helt ærligt, ligestilling?"

Der er lidt stille ovre ved computeren, hvor Anders Schønnemann sidder. Så kommer det ærlige svar fra fotografen, der har kendt og arbejdet med Louisa og Benjamin i syv år.

– Helt ærligt, ligestilling? Ligestilling betyder jo, at man er lige i relationen. I har jo byttet de gængse kønsroller helt om. Benjamin er moren – og damen.

– Høhø. Det kan godt være, Anders ikke tror det, men vi er faktisk ret ligestillede, siger Louisa og får det sidste ord i den sag.

Ville skrive teaterstykker

Hun og Benjamin mødtes for tretten år siden på Boldhus Teatret. Dengang skulle de være dramatikere og skrive teater, men ”vi var åbenbart ikke særligt gode til det, for de ville hellere have vores mad”, forklarer Louisa Lorang. I stedet endte parret med at lave en masse catering til kolleger og arrangementer.

Den let fredagsagtige stemning på studiet en dødssyg grå tirsdag skyldes, at det er sidste arbejdsdag, inden Louisa drager til New York med Benjamin og børnene, Ester på 7 og Isak på 3 år. De har byttet bolig med en amerikansk familie fra Brooklyn i ti dage.

– Så bor de i vores lejlighed på Christianshavn imens. Det er smart. Jeg elsker internettet. Forleden spurgte jeg bare sådan lidt ud i space, om der var nogen, der kendte en fed restaurant i nabolaget, og så var der en ældre herre, der svarede. Han var pensioneret fra Guide Michelin, siger Louisa og tjekker tiden for at se, om brødet skal ud af ovnen. En duft af jul og mormor spreder sig, idet assistent Christina Nissen sniger en pind ned i brødet for åben ovnluge.

– Det skal ud nu, hvor det er pænt, kommanderer Louisa fra den anden ende af studiet – åbenbart med røntgenblik.

"Så hvad blev der af madglæden midt al den ”jeg kan ikke tåle brød, gluten og fedt”."

Aldrig noget fake

Mad er en af livets store glæder, mener Louisa Lorang, fordi måltider er samlingspunkter og mulighed for at overgive sig til sanserne. Mad giver os ”noget at se frem til” og ”eaters high” hver dag, mange gange.

– Så hvad blev der af madglæden midt al den ”jeg kan ikke tåle brød, gluten og fedt”, spørger den 35-årige kok, der bliver fast madskribent på ALT for damernes madsider – og glæder sig til at lave ”rigtig” og sund mad til læserne uden kunstige sødemidler. Hvordan kunstig mad smager, ved hun ikke, og hun har aldrig været på en slankekur i sit liv.

LÆS OGSÅ: Sunde tips: Vi bliver dummere af at gå på kur

– Til gengæld er jeg nok spiseforstyrret på en anden måde, fordi mit liv jo handler om mad. Men forstyrrelsen, hvis man kan kalde den det, går ud på, at jeg f.eks. nægter at spise dårlige croissanter eller kæmperejer fra områder, hvor jorden er så udpint, at den er økologisk død. Når man først har smagt en croissant fra Fougaz (økologisk bageri og spisested i Torvehallerne, red.), eller ved, hvor mange antibiotikarester, der er i dårlige skaldyr, er det nemt for mig at vælge croissanten til og rejerne fra. Men at droppe en fødevaregruppe helt, sådan som mange gør med kulhydrater, fatter jeg ikke. Min mund elsker at smage på nye ting – og for mig er høj madkvalitet den bedste kur mod at overspise og tage for meget på, siger Louisa Lorang alvorligt.

"Jo mere fake mad, jo mere spiser jeg"

– Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at jo mere fake mad, jo mere spiser jeg. Hvis jeg f.eks. er så uheldig at havne på en dårlig restaurant, holder jeg ikke op med at spise og skubber tallerkenen væk, jeg bliver ved med at spise. Det er næsten, som om jeg tror, at næste bid eller næste ret vil give mig den følelse af tilfredshed, smagsløgene jo er kloge nok til at kræve. Min morale er derfor, at man lige så godt kan gå efter det ypperligste fra starten. Det betyder også, at jeg ikke køber en trist sønderhakket gris, som, jeg bare ved, har haft et lorteliv, fra en køledisk. Kvalitetsbevidst, ja – konsekvent, njaaa.

– Der er dage, hvor køberemoulade smager bedre end hjemmerørt. Benjamin elsker at drille mig med, at jeg spiser Kalles Kaviar, fordi han godt ved, at jeg synes, det er flovt. ”Hvem har puttet Kalles Kaviar ned i kurven under øko-varerne”, siger han, når vi står oppe ved kassen i Irma, og jeg har prøvet at gemme tuben med Kalles under alle øko-grøntsagerne. En anden situation, hvor jeg havner på skodholdet, er på flyrejser – der spiser jeg ALT på bakken, selv ting jeg ellers aldrig ville røre. Det er sådan en angst, der griber én i flysædet, fordi man ikke selv kan bestemme, hvornår man får noget at spise – så gælder det om at hamstre.

Forargelse over dyrevelfærd varer ikke ved

Louisa kan godt grine over sine egne ”madfælder”, mest fordi de er harmløse i den forstand, at de kun går ud over hende selv og hendes krop, ikke over dyr. Til gengæld fatter hun ikke, at folk kan ignorere grisenes liv, når de køber ind til frikadeller.

– I min omgangskreds bliver folk typisk forargede, når de har set en tv-dokumentar om, hvor dårligt man behandler dyrene, eller om kødets ringe kvalitet. Så nægter de at spise gris i tre uger, og næste gang vi ses, har de glemt det igen og står og glor fortabt ned i køledisken. Det er, som om man kun kan forbinde de to ting i så og så lang tid, før vanerne tager over igen. Jeg har på den anden side også overtrådt andres grænser med min holdning til ”hvad der er et godt dyreliv”.

LÆS OGSÅ: "Jeg er go ved mig selv med magasiner og sushi"

Hver jul samles Louisa og hendes familie og svigerfamilie i nordsjællandske Lynge, og den 21. december slagter Benjamins far så gæs og ænder til julemiddagen. De glade gæs ofrer hovedet og livet på svigerfars slagtebænk. Bagefter er alle med til at plukke fjerene af fuglene, både børn og voksne. Sidste år postede Louisa et smukt billede af et par kridhvide gåsehalse med frisk rødt blod på instagram. Et snapshot af livets cyklus, syntes hun.

"De svinede mig og kunne ikke tage det!"

– Folk var bestemt ikke enige, er du gal. De svinede mig og kunne ikke tage det! Jeg blev simpelt hen bestormet af sure mennesker, der syntes, at det var makabert – jamen, hvad tror de, der sker med grisene, de spiser? Vores gæs havde i det mindste haft et liv. Mine følgertal raslede ned, og først fik jeg den der klump i maven: Louisa, der gik du over stregen, men så blev jeg vred og tænkte, det er der sgu ikke noget gøre ved.

Døde dyr er åbenbart provokerende. Noget andet, der provokerer, er Louisa Lorangs sprog. For nylig ringede en Se og Hør-journalist. Bladet ville lave en artikel om hende, der siger ”pisse” på fjernsynet.

– Der kom breve til redaktionen, nogle var søde, andre ret hårde. I de søde stod der: Du er så sød og dygtig, men vil du ikke godt lade være med at bande? Jeg vidste sgu ikke, at jeg bandede så meget. Men det sagde en kollega på programmet, at det gør jeg faktisk.

– Jeg fik den lyse ide, at jeg ville prøve at tale lidt mere jysk, når jeg var på. Bandeordene løber af med mig, når jeg bliver entusiastisk, og der går Østerbro-jargon i den. I det efterfølgende program talte jeg bevidst langsomt og jysk, og det virkede. Men efter programmet var der så en seer, der skrev ind og ville vide ”hvorfor Louisa Lorang taler bornholmsk…?”. ”Gu’ er jeg røv, bornholmer, jeg prøver bare ikke at bande så meget. Min datter Ester har lavet en bandekasse til mig. Det gør indtryk, for jeg vil ikke gøre nogen kede af det.

Træt af at spise gran

Louisa Lorangs karriere som kok startede sent. Til alt held kom hun lære i Frederiksberg Have hos en ”rigtigt sød chef”, for det er de færreste køkkenchefer, der kan håndtere at have en ”voksen” gående i køkkenet. Den 25-årige Louisa slap for at blive kostet rundt på den klassiske skræl-nu-de-kartofler-og-hold-kæft-maner. Hun lavede to bøger som nyuddannet: ”Vild med salater” og ”Vild med Vegetar” (Lindhardt og Ringhof). Redaktøren på bøgerne aftalte med Go’morgen Danmark, at Louisa skulle komme i studiet og gøre reklame for bøgerne og stege lammekoteletter.

"Jeg var sikker på, at min fjernsynskarriere var slut."

– Det var op til påske, og mens jeg stod og stegte – lam oser – gik røgalarmen på Hovedbanen i gang. Pludselig stod der ti røgdykkere i studiet klar til at slukke branden, og de skulle alle sammen lige kramme Cecilie Frøkjær. Det var skørt. Da jeg kom ud i bilen til min kæreste og vores datter bagefter, var jeg sikker på, at min fjernsynskarriere var slut, siger Louisa, der i mellemtiden har flikket næste ret sammen på en tallerken.

En høj, let rosa burger med smeltet gedeost i købte øko-boller fra Urtekram. Ikke-hjemmelavede-for-så-begynder-det-at-blive-etpres- og-vi-har-jo-ikke-tid-til-det-hele.

– Jeg laver generelt mad, jeg selv vil spise og have tid til at lave en hverdagsaften. Jeg hopper lidt fra stil til stil og skifter fokus. Så er det morgenmad, det handler om, så flere grøntsager. Hver ny dille er samtidig ny inspiration. Jeg levede som veganer i 14 dage for at undersøge, hvad man egentlig kan uden æg, kød og den konsistens, vi kender fra animalske fødevarer. Der opfandt jeg avokadoaiolien, som smager næsten som mayonnaise. Jeg opdagede også, at man kan lave ”pasta” af squash og gulerødder og spise det med en skøn ragout og få børn til at høvle det ned. Louisa Lorang kan lide mad fra alle verdens køkkener, inklusive det meget omtalte nordiske.

"Personligt er jeg træt af at spise gran og rå makrel."

– Det har været optur med det nordiske køkken, michelinstjerner og international interesse, fordi det også drypper på os andre i madbranchen. Men personligt er jeg træt af at spise gran og rå makrel, siger Louisa Lorang, som er vokset op på ydre Østerbro med en superallergisk mor, der mest var optaget af, at der stod ”øko” og ”bio” på alt.

– I mit barndomshjem handlede det meget lidt om nydelse, så det er ikke derfra, jeg har arvet madglæden. Det er fra min mormor. Hos hende sad jeg altid på køkkenbordet og kiggede, mens hun lavede mad. Derfor siger jeg også tit ”spørg din mormor, hun ved det”, hvis folk bøvler med sauce eller andet. Min mormor aner ikke, at det hedder legere, hun ved bare, hvordan hun laver god sauce. Til sine pensionistveninders store fortrydelse køber hun kun økologisk. Hun er 89 og får folkepension. Det er da en ægte økolog, for hun scorer jo ikke point på at være ”rigtig”. Andre synes, hun er åndssvag.

På turen til New York skal der spises igennem. Morgenmad en gang, to gange frokost, hvor alle bestiller noget forskelligt, plus dobbelt aftensmad.

– Vi spiser tidligt med børnene, for de skal jo i seng, Når de så sover, lister en af os ned på gaden og henter takeaway. Jeg kan stadig blive stanglykkelig over at opdage en ny en smagssammensætning og skulle prøve den af på mine læsere. Det håber jeg aldrig går over. Og skulle jeg en dag blive ”mæt af mad” har Benjamin og jeg aftalt, at vi skal sidde og være gamle og kræsne. Kun bestille østers, kaviar og champagne – sådan noget, der ikke skal tilberedes.

LÆS OGSÅ: "Det sjoveste kilo jeg har tabt"