Amanda Nørgaard fik angst: "Basically kunne jeg ikke forlade mit hus i 9 måneder"

September 2017. Amanda Nørgaard sidder i junglen i Peru, hvor hun sammen med sin kæreste er rejst til for at deltage i et meditation- og healingsforløb. Det varer en måned, hvoraf Amanda og hendes kæreste i en periode sidder isoleret hver for sig i 14 dage.

“Jeg talte ikke med nogen eller havde øjenkontakt med nogen i de 14 dage, og jeg levede af ris og grønne bananer. Det betød, at jeg blev konfronteret med mig selv, og det var både fantastisk og nervepirrende. Jeg fandt ud af, at den frygt, der er for at se ting, der gør ondt, i øjnene, ikke er så farlig. Jeg tror, at du skal gennemleve dem for at sætte dem fri og deri ligger også en forløsning.” Amanda smiler.

Det gør hun ofte, for det hun nu skal fortælle og forklare, brænder hun for. Turen til Peru var en af de mange milepæle, der var med til at afføde den markante drejning, hendes liv har taget i løbet af de sidste par år. Et liv der i dag har base i en langt mere spirituel og åndelig verden end tidligere. Hvor meditation og Kundalini yoga spiller en altafgørende rolle for, at Amanda i dag føler, at hun er et mere helt menneske, sammenlignet med dengang hun kun levede af at være en af Danmarks mest benyttede modeller.

For det gør hun stadig, men nu er livet mere i balance. Som 17-årig flytter hun fra Charlottenlund til New York for at arbejde som model, og i den periode begynder hun at dyrke yoga. Ikke på grund af filosofien eller det spirituelle bag, men fordi hun får det godt af det. Et par år senere får hun for vane at gå lange ture rundt i New York, hvor hun lytter til musik og fordyber sig i sin gang. Det får hende til at føle sig tilstede, og hun nyder mere og mere at være sig selv i byen, der indbyder til alt andet.

I 2014, fem år efter hun er flyttet fra Danmark, bliver Amanda ramt af angst, som hun tidligere har kæmpet med i sin barndom. Efter to somre med en fuldt booket kalender og mange rejser bliver hun syg. Eller det tror hun ihvertfald. Det strejfer hende ikke, at hun igen har fået angst.

“Jeg får et ildebefindende på gaden, tror jeg skal kaste op, får enormt meget kvalme og hyperventilerer. Basically kan jeg ikke forlade mit hus i ni måneder, med mindre jeg er tvunget til det på grund af et job.

Flere gange går jeg én blok fra mit hjem og må så tage en taxa den samme blok tilbage igen. Jeg er en fighter, og jeg kan leve med meget smerte, så jeg relaterer det overhovedet ikke til den angst, jeg tidligere har haft. Jeg er så viklet ind i det, at jeg slet ikke kan se, hvad der er virkeligt. Angsten har spundet mig ind i sådan et spind, at jeg er overbevist om, at jeg er syg, når jeg står der og skal kaste op. Alt, der skulle være i balance, er i ubalance,” fortæller Amanda.

Fanget i sit eget spind

Efter næsten et år med angstanfald og en periode hvor Amanda mindre og mindre kan kende det billede, hun ser i spejlet, researcher hun på sin tilstand, og hurtigt rimer det hele på angst. Hun finder frem til et 40-dages meditationskursus på lydbog, som handler om at kurere angsten, og lige så stiller manøvrer hun sig tilbage på det spor, der leder tilbage til hendes gamle jeg.

Vendepunktet kommer en dag, hvor hun går hele vejen fra sit hjem i East Village til et posthus i modsatte ende af byen.

“Det er en virkelig stor dag. Da jeg blev syg, gik jeg fra at gå og lytte til musik i flere timer og kigge på mennesker til pludselig ikke at kunne gå mere. Nu kan jeg gøre det igen. Uroen er ikke væk på turen, men der er en forbedring, og jeg kan huske, at jeg føler mig så fri på den tur. Fri for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid. Det var meget rørende. Jeg fik min basale menneskeret tilbage: Jeg kunne gå frit på gaden. Der blev meditation noget, jeg kunne se havde en effekt,” siger Amanda.

Hun begynder stille og roligt igen at fylde hverdagen med masser af arbejde og arrangementer. Hun flytter til sin drømmelejlighed i sit drømmekvarter og indretter den med alle de ting, hun bedst kan lide. Men der er stadig en dissonans.

“Da jeg sætter mig i sofaen i mit nye hjem, får jeg et wakeup- call. Jeg har lige fået mit drømmehjem, men det går op for mig, hvor dybt ulykkelig jeg er. Jeg har bygget et luftkastel omkring mig, og nu skal jeg leve i det. Når du ikke ser på de ting, du bør se på, får du nogle gange en kæmpe lussing, og det gjorde jeg. Jeg bliver ikke ramt af følelsen af angst, men af en dyb, dyb håbløshed, og det føles virkelig ikke rart.

Jeg kan mærke, at der, hvor der skal være fyldt ud indeni, er der rigtig hult. Jeg troede, at jeg havde nået målet, men så var det slet ikke det mål, jeg skulle nå. Alt det, jeg havde troet, jeg skulle, og alt det, jeg troede, jeg skulle opnå og have, det var bullshit.

Det går op for mig, at jeg har skabt et spind, som jeg selv har været med til at spinde, og nu ligger jeg som en flue, der skal ædes af det liv, som jeg har kreeret, men som ikke er det liv, jeg vil have.”

Kort tid efter tager Amanda på sommerferie i Danmark, og her går hendes krop og sind i selvsving.

“Jeg er i konstant stress. Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke spise, jeg kan slet ikke være i ro. Min energi flyver rundt, og jeg er manisk. Jeg snakker hele tiden og er i en krop, der siger, at lige om lidt, rammer du muren. Udefra kan jeg godt se, at der er noget galt, men jeg ved også godt, at der er en dyb intuition, der rører på sig, og som jeg begynder at lytte til.”

Efter en måned i Danmark tager Amanda tilbage til New York og siger sin lejlighed op. Hun vil væk fra byen, der aldrig sover for at finde ud af, hvordan hun selv kommer til det igen.

“Jeg kunne godt være blevet og skabt noget nyt, men min intuition sagde mig, at der var noget, jeg ikke gjorde rigtigt. Jeg fulgte ikke min vej. Vi tror, at livet skal være hårdt og yde modstand, men hvis vi følger vores vej, er livet en motorvej uden trafikkø. Jeg havde et mønster, der ikke tjente mig, og derfor var jeg ikke glad – jeg levede ikke min sandhed.”

At forstå sin egen styrke

Kort tid efter Amanda er flyttet tilbage til Danmark, får hun en indskydelse. Hun skal til Tanzania og bestige Kilimanjaro. Syv dage senere står hun for foden af bjerget. Det tager hende seks dage at nå toppen, og undervejs er hun for det meste stille sammen med sin guide, som hun har meddelt, at hun ikke har lyst til at tale særlig meget.

“At være på det bjerg alene og gå i så mange timer var en stor form for meditation for mig. Hver aften var jeg rørt, fordi jeg mærkede mig selv så meget. Jeg mærkede, hvordan min kreativitet blomstrede op, jeg skrev digte og alt flød, fordi jeg var så meget i flow. Jeg blev rørt over ting, jeg så og de følelser, jeg mærkede, og der blev åbnet op for nogle dybe lag i mig og en følelse af at vende hjem,” siger Amanda og beskriver sig selv som lykkelig, da hun nåede toppen. Og som sig selv igen, da hun vendte hjem.

“Da jeg vendte hjem, forstod jeg min egen styrke. Det var enormt kraftfuldt. Jeg valgte at bestige Kilimanjaro, fordi jeg ville have en fysisk udfordring, men det var i stedet enormt styrkende åndeligt og mentalt. Magien som er mig, essensen, flyder frit, når jeg ikke tænker. Tankerne vil altid være der, men jeg kan lære ikke at reagere på dem og lære at operere fra en højere bevidsthed. Der et derfor, jeg mediterer, så mit ego og min underbevidsthed kan få mindre fylde og styre mig mindre, så jeg ikke reagerer på hver en tanke."

Selv om Amanda har vendt ryggen til sit tidligere liv, arbejder hun stadig som model, men i højere grad på egne præmisser. Hun rejser helst ikke alt for spontant, og hun vil gerne vide, hvor hun skal bo i god tid. Fordi hun ikke længere bliver kastet rundt i modelmanegen, er hun mere glad for sit arbejde i dag, end hun har været længe.

“Jeg er stadig åben og sød, men jeg passer på mig selv på en anden måde end tidligere, og jeg sætter nogle andre grænser. Når folk booker mig, booker de også en pige, der kan fylde et helt rum, fordi jeg som person er enormt energisk. Jeg arbejder med, at jeg skal mestre min energi, fordi jeg har så meget at give, og det føles naturligt for mig at give. Men jeg behøver ikke at løfte for 10, og jeg skal ikke sidde helt tappet efter et job. Jeg skal værne om mig selv, for på den måde kan jeg være der for andre på en ærlig og sund måde,” siger Amanda.

Et af de vigtigste redskaber til at gøre det, er hendes daglige praksis af yoga. Hun dyrker både Yin yoga, Hatha yoga og Kundalini yoga, som er hendes favorit. “Kundalini virker for mig, fordi det er hurtigt, effektivt og praktisk, og fordi du bruger bevægelser og mantra, så det er meget svært at have plads til tanker. Det er ikke hver meditation, der er tankeløs, og alt er en lære.

Når jeg føler, jeg mestrer noget, dukker der noget nyt op, jeg skal fordybe mig i, og det er meget essensen af livet. Jeg er ydmyg overfor den rejse, det er at være menneske. Det er en evig rejse, og det kan føles lettere bare at gøre, som jeg plejer, men det, jeg får ud af det her, er et helt liv, hvor jeg kan gøre det, jeg skal gøre, og hvor jeg har frihed.”

Skal lære at slå rødder

Amanda nævner frihed flere gange. Det er vigtigt for hende, at alle får lov til at leve det liv, som netop deres indre fortæller dem, er det rigtige. At ingen lader sig styre af andre. “Jeg udfører min meditationspraksis hver dag for at højne min bevidsthed og for at kunne være mere ærlig og ren over for mig selv og andre. Det er en mental vitaminpille på daglig basis,” siger hun, der ser skiftet i sit liv som så stort, at hun har svært ved at beskrive det fyldestgørende.

“Det liv, jeg levede før, bestod af en pige med en enorm sensitivitet, som var understimuleret uden at være bevidst om det. Nu er essensen af mig her, jeg har en ret til at være her i den her form. Det betyder ikke, at jeg ikke dykker indimellem eller tvivler, men det er også en måde at lære på. Nogle gange skal jeg besøge nogle ting igen og blive ked af det, vred eller tvivle, og så vokser jeg videre derfra. Jeg falder aldrig lavere, end hvor jeg har været, for jeg har en anden styrke til at rejse mig.” Lige nu er Amanda ved at lære at slå rødder. De dybe af slagsen, som skal holde hende på jorden.

“Jeg har en tendens til at suse opad. Det er unaturligt for mig at søge nedad, så det skal jeg lære at mestre. Det er enormt vigtigt for mig at lære at være groundet. Det arbejder jeg med hver dag. Nogen kan måske synes, at det lyder som meget at skulle gøre, men det gælder om at tage et trin ad gangen og kode det ind. Jeg øver mig i at gøre det stille og roligt, for det bliver nødt til at gå langsomt. Hvis du overbeviser dig selv om, at du skal være verdens mest groundede menneske i morgen, så bliver du helt sikkert skuffet.” Hun beskriver det som en til tider intens vej, hun har valgt, men samtidig som en vej hun på alle måder altid vil vælge at gå ned ad igen.

“Jeg er så taknemmelig for, at jeg kun var 24 år, da det gik op for mig, at jeg levede ude af takt med min naturlige rytme. Alle de udfordringer, jeg har mødt på min vej, har været min største lære. Min nye vej betyder, at jeg er vendt hjem. Den forstærker de evner, jeg har og gør, at jeg ikke brænder ud. Jeg kan nu søsætte missioner i mit liv, som hviler på et godt fundament. Jeg er hjemme i mig selv på en helt anden måde, hvor jeg er tilstede, og hvor jeg er i stand til at give fra et sted, som er ærligt og kærligt. Og ikke fordi nogen forventer, at jeg skal gøre tingene på en bestemt måde, mindst af alt mig selv,” forklarer Amanda, der ser sin livsrejse som et kald og derfor er i gang med at uddanne sig til Kundalini yogainstruktør, så hun kan give noget videre til andre.

“Siden jeg var helt lille, har jeg følt mig draget af det åndelige. Dengang var det ikke noget, man talte så meget om, men jeg følte mit hjemme i det. Der var noget i min sjæl, der resonerede med det. Jeg har også altid følt, at jeg har haft et kald om at gøre noget for andre og at hjælpe folk. Jeg føler, jeg har en pligt til at gøre det. Når du har et talent, forpligter det, men det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg er en lærer.

Det liv, jeg har levet og lever, giver mig så meget indsigt og forståelse for både sorg og glæde, men vigtigst af alt, forståelse for, at vi alle kan, hvis vi tør. Jeg tror på, at jeg kan lære fra mig og hjælpe andre med at lede dem hjem. Jeg er kun 26 år, og jeg har stadig mange ting at lære, men min mission er, at folk skal være frie, uanset om det er fra dårlige vaner eller dumme tanker, og jeg vil gerne give dem redskaberne. Vi er meget stærkere og visere, end vi giver os selv credit for. Jeg har selv været fange, så jeg ved, hvad det betyder for et menneskeliv, når du endelig kan træde ud i friheden. Den største frigørelse er at frigøre dig fra dig selv.”