"Jeg er begyndt at tvivle på kærligheden til min mand"

"Jeg er begyndt at tvivle på kærligheden til min mand, og det har jeg aldrig gjort før. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Hanne er tydeligt frustreret og er kommet til mig for at få hjælp. Hun har været gift med sin mand i 35 år, og de har tre voksne børn sammen. Hun har altid tænkt på sig selv og sin mand som lykkelige og synes, de har haft et godt liv og et godt ægteskab, men over de seneste par år er hun begyndt at se lidt anderledes på det hele."

"Jeg har følelsen af, at der ikke er plads til mig. Jeg har mest lyst til at være alene og orker ikke rigtigt hans selskab. Det føles krævende at være sammen. Jeg overvejer naturligvis også, om vi måske skal skilles, men den tanke er meget grænseoverskridende."

Hanne er 63 år gammel og har levet et for hendes generation klassisk liv med en mand, der har gjort karriere, imens hun selv har arbejdet på nedsat tid for at kunne tage sig af hjem og børn. Hun har været glad for sit liv, fortæller hun. Det har været et godt liv, og hun har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, om det var sådan et liv, hun gerne ville leve. Hun har haft det godt sammen med sin mand, de nu voksne børn er kommet godt i vej, og hun og hendes mand har et godt forhold til dem alle tre.

Når du er glad, er jeg glad

Når der sker store forandringer i vores livssituation, giver det helt naturligt anledning til at gøre status og overveje, om vi er tilfredse med det liv, vi lever. For Hanne er det pensionsalderen, som nærmer sig, der har været med til at sætte gang i hendes overvejelser.

Overvejelserne går også på, om hun og hendes mand skal blive sammen. For at forstå, hvorfor hun er havnet i denne her situation, taler vi sammen om, hvordan hun kender sig selv og sine værdier, når hun ser tilbage på det liv, hun har levet, og på sit parforhold. Forstår hun sig selv og sine følelser?

"Jeg har altid været meget optaget af, hvordan min mand og børnene havde det. Det har altid først og fremmest handlet om familien for mig. Så når jeg ser tilbage nu, har jeg måske ikke været så godt til at gøre det, jeg selv havde lyst til. Jeg fik nemt dårlig samvittighed, hvis jeg skulle noget, som kun var for mig, især hvis børnene blev kede af det, når jeg gik, eller jeg kunne fornemme på min mand, at det ikke passede ham.

Jeg har ikke været god til at opfylde mine egne behov først. Vi levede jo et meget komfortabelt liv, så jeg tror ikke, jeg har følt, at jeg kunne være utilfreds med noget. Jeg har aldrig tænkt over det før."

Jeg spørger lidt mere ind til, hvordan Hanne har udtrykt sine behov og sat grænser i løbet af sit ægteskab.

"Jeg har altid bedst kunnet lide, når alle havde det godt. Når de var glade, så var jeg også glad. Jeg er nok det, man vil kalde konfliktsky, og det er forbundet med stort ubehag for mig, hvis min mand bliver skuffet eller vred over noget, jeg gør eller siger."

Hanne har altid hellere villet tie end at skabe konflikt, men nu er der noget, som har forandret sig på det punkt.

"For jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere irriteret på min mand. Også over nogle små og ligegyldige ting. Det er ikke rart at sige, men nogle gange kan jeg slet ikke holde ham ud, så vil jeg bare væk. Ud og væk. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg har det sådan, for samtidig elsker jeg ham jo. Vi har det godt sammen og vil mange af de samme ting i dag med børnebørnene og rejser og vores bridge."

LÆS OGSÅ: "Det, der har ramt mig hårdest, er, at han tvivler på os to sammen"

Hanne krymper sig ved at fortælle om sin irritation, men jeg kan fornemme, at hun er nysgerrig på sine nye følelser, så jeg spørger, om hun oplever et større behov for at blive hørt nu end tidligere.

"Ja, det kan man godt sige, og når jeg tænker over det, så har jeg måske aldrig været så godt til at mærke efter, hvad jeg selv havde lyst til. Jeg er som sagt konfliktsky, og det begrænser mig meget, fordi jeg så ikke får sagt fra, men indordner mig efter de andres behov. Det føles bare som om, at det kan jeg ikke længere."

Bank på hos dig selv

Hanne og jeg taler om, at hun i de mange år med hjemmeboende børn har haft fokus på familiens behov og er kommet ud af træning med at mærke efter, hvad der er rigtigt for hende selv. Faktisk i en grad, hvor hun ikke kan mærke, hvordan hun egentlig har det, og hvor hendes grænser går. Nu hvor der er lidt mere ro og overskud, oplever hun det som om, at hun endelig banker på hos sig selv.

For at kunne vide, om du stadig elsker din mand, og I skal blive sammen, er du nødt til først at lære at mærke efter, hvem du selv er, og hvad du har brug for. Er du klar til det?

LÆS OGSÅ: ”Min selvudvikling har ført os længere fra hinanden”

"Ja, for når jeg ikke kan mærke mig selv, kan jeg heller ikke mærke kærligheden til min mand. Det er som om, kærligheden har kørt på autopilot og ikke været dybfølt. Jeg er nødt til at lære mig selv at kende for at kunne mærke, om jeg stadig vil ham. Og selvom det lyder lidt hårdt at sige, så må vi se, om jeg også vil ham, når jeg har været igennem den proces."

5 trin til at lære dig selv og dine grænser at kende

1. Observér din adfærd 

Har du på fornemmelsen, at du er blevet fremmed for dig selv og dine følelser? Måske fordi andres behov er kommet før dine egne i en længere periode? Så brug den næste tid på at observere dig selv. Læg mærke til i hvilke situationer, du ikke får sagt fra eller pr. automatik indretter dig efter andres behov og ikke får sagt, hvad du selv har lyst til. Vær ikke fordømmende, men registrér blot din egen adfærd. Skriv meget gerne observationerne ned, så du kan få øje på mønstre og får en række gode, konkrete eksempler på hvornår, det her sker, og hvordan.

2. Bliv klog på dine følelser 

Jo skarpere du bliver på at betragte din adfærd, jo bedre vil du også blive til at mærke efter, hvad situationerne gør ved dig. Læg mærke til din følelsesmæssige respons i de situationer, hvor du sætter dig selv og dine egne behov til side og lader de andres bestemme. Kan du mærke, om du bliver kold indeni eller måske tom? Eller måske giver det dig en følelse af værdi at være noget for andre? Tag også her meget gerne notater, så du kan blive klogere på, hvordan du er skruet sammen, og på, hvad der sker inden i dig. Igen: Vær ikke fordømmende, blot observerende.

3. Sammenlign med adfærd tidligt i livet 

Den måde, vi håndterer voksenlivet på, har ofte rod i barndommen. Så måske giver det mening for dig at kaste et blik bagud og se, om din adfærd er tillært tidligt i dit liv. At forstå, hvornår og hvorfor vi gør, som vi gør, er første skridt til at forandre adfærden til det bedre – for os selv og for vores relationer. Det handler ikke om, at du skal tage et opgør med dine forældre eller en skolelærer, som ikke så dig, men om at få en forståelse for dine egne mønstre. Hvis du ikke kan finde nogen sammenhæng mellem dengang og nu, så lad det blot ligge.

4. Øv dig i det små

Øvelse gør mester, så øv dig i det små og der, hvor det ikke føles alt for farligt til en start. Mærk efter, hvad du i virkeligheden har lyst til og ikke lyst til i mindre betydelige sammenhænge, og giv udtryk for det. Det, vi lærer tidligt i livet, gør vi helt per automatik som voksne, og derfor skal der øvelse til for at ændre på vanen, men jo oftere du gør det, jo bedre bliver det. Husk også, at det, som føles farligt i fantasien, ofte ikke er det i virkeligheden. Gør dig nogle gode og positive erfaringer, som kan motivere dig til at øve dig de steder, som kan føles mere udfordrende.

5. Del din proces med din partner 

Det kan føles grænseoverskridende, men det er vigtigt at være åben om din proces, fordi det netop er en øvelse i at stå ved dig selv – at være tydelig og vise, hvem du er. Det styrker dit selvværd og din selvkærlighed. Samtidig kan det også hjælpe din partner med at komme dig i møde der, hvor det er svært. Jo bedre din partner er klædt på til at støtte dig, jo mere vil det gavne jeres relation. Og hvis I skulle ende med at gå fra hinanden, så vil du komme stærkere ud på den anden side med større indsigt i dine egne grænser og følelser.