kvinde i overgangsalder

Vi har testet: Kan kost, homøopati og kosttilskud lette overgangsalderen?

Da journalist Marie-Louise Truelsen omsider blev ramt af overgangsalderen, var hendes første tanke at få den til at gå væk igen, men helst så naturligt som muligt. Her kan du følge hendes vej gennem en ny kost, homøopatiske dråber og et hav af kosttilskud.

Jeg var egentlig begyndt at tro, at overgangsalderen nok bare aldrig ville ramme mig. I en alder af 55 havde jeg stadig regelmæssig cyklus og ingen af de symptomer, jeg igennem flere år havde hørt mine veninder fortælle om.

Jo, jo, jeg havde da fået ondt i mine led. Min søvn blev afbrudt flere gange i løbet af natten. Min migræne var vendt tilbage. Der var kilo, der ikke bare raslede af, når jeg havde behov for det. Ellers havde jeg det da super. Syntes jeg.

Men så, et par måneder efter min 55-års fødselsdag, fik jeg det en dag meget, meget varmt. Fra det ene sekund til det andet steg en brændende ild op igennem min krop og ramte mit ansigt med en styrke, som tog pippet fra mig.

Et par minutter efter forlod varmen mig igen, og jeg sad forundret tilbage. Hvad skete der lige der? Var jeg ved at blive syg? Næh. Jeg havde havde da bare haft min første hedetur. Og nærmest samtidig havde jeg det, der siden skulle vise sig at være min sidste menstruation.

Kickstart din dag

Start dagen med et stort glas vand med enten æblecidereddike eller en halv presset økologisk citron. Begge dele kan virke basisk på kroppen.

Æblecidereddike har en gavnlig effekt på vores naturlige tarmflora og dermed på vores sundhed. Citron hjælper med at regulere syre-base-balancen i kroppen. Citronsaften er desuden pakket med antioxidanter og vitaminer.

Velkommen i klubben. Overgangsalderklubben. Efter nogle måneder med tiltagende ledsmerter, træthed og jævnlige hedeture var jeg klar til at gøre noget – næsten hvad som helst, faktisk – for at få mit gode gamle jeg tilbage. Jeg havde hørt, at man kan få lavet forskellige tests, der bl.a. siger noget om ens hormonbalance, og jeg kontaktede Chloe Floor Olivia, som står bag klinikken Curra Me.

Til den indledende samtale fortalte Chloe, at der var en masse at gøre ved mine gener, hvis jeg var indstillet på at yde en indsats. Jeg tog en tænkepause på en måneds tid, for det skræddersyede program ville bl.a. gå ud på relativt restriktive regler for kosten, en hel del kosttilskud og formentlig en kur med homøopatiske ampuller. Var jeg klar til det? Hedeturene, den dårlige søvn og mine ømme led fik mig ret hurtigt overbevist om, at selvfølgelig var jeg det.

Goodbye til skyr og ost

Første skridt på vejen til mere velvære er et skema, hvor jeg skal svare på spørgsmål om bl.a. sygdomme i familien, højde og vægt, hvad jeg ønsker at opnå, hvor ofte jeg går på toilettet, min søvn, min egen fødsel, kost, motion og sexlyst. Der er en uge til min sommerferie, hvor jeg skal til Fanø og slappe af, spise lækker mad, skylle ned med ekstra vin, og hvor jeg nok også normalt vil kigge dybere i chips- og slikskålene. Sådan bliver det ikke i år.

Til min første konsultation hos Chloe tager vi en lang snak om min helbredstilstand og hvilke udfordringer, jeg oplever i hverdagen. Chloe gennemgår, hvordan jeg skal lave to tests, der skal danne baggrund for mit forløb, og hun udleverer en støttende ampulkur med homøopatiske dråber, som jeg straks skal begynde på.

En ampul om dagen, fem dage om ugen. Vi taler også om en stribe kosttilskud, som jeg med fordel kan begynde på med det samme, ligesom Chloe anbefaler, at jeg hver morgen drikker et glas vand med en teske æblecidereddike eller citronsaft.

Og så kommer den store snak om kosten. Der er to ting, der særligt er i fokus, og som jeg skal undlade at spise: Korn og mælkeprodukter. Goodbye til skyr om morgenen, ostemadder og til rigtig mange andre ting, jeg er ret vild med. Chloe forklarer, at korn og mælkeprodukter er med til at skabe inflammation i kroppen, og det er efter hendes opfattelse langt hen ad vejen det, der kan være med til at påvirke mig i en negativ retning.

Jeg skal også lære noget nyt. At erstatte. I stedet for hvidt brød og rugbrød skal jeg f.eks. købe eller bage brød, der er lavet på frø og kerner, f.eks. Curra Mebrød eller klassisk stenalderbrød. Det sidste kender jeg, og det kan jeg godt lide.

Gedeost kan jeg godt beholde, hvis jeg virkelig trænger til ost. Hurra. Og så handler det ellers om at spise grønt og proteinrigt til alle måltider og få godt med sunde fedtstoffer. Og så skal jeg i øvrigt holde fingrene fra sukker og svinekød.

Test din sundhed

DUTCH-testen giver et samlet billede af dine steroidhormoners funktionalitet. Det er en omfattende analyse af bl.a. kønshormoner, stresshormoner og søvnhormoner, og du får indblik i dit niveau af kortisol, DHEA-S, østrogen, progesteron, testosteron og melatonin. Testen er oplagt ved hormonelle ubalancer som bl.a. fertilitetsproblemer, stress og overgangsaldersymptomer.

Organix-testen giver et billede af ernæringsmæssige og metaboliske ubalancer i din krop. Den tester på organiske syrer fra cellerne og viser ubalancer i forhold til bl.a. fedtforbrænding, kulhydratforbrænding, energiomsætning, B-vitamin-mangel, leverfunktion, neurotransmittere og svampevækst i tarmsystemet m.m.

Kilde: Curra Me

Sukker kan også være med til at skabe inflammation, og svinekød er noget meget syreholdigt kød, får jeg at vide. Jeg er en tur forbi supermarkedet på vejen hjem og køber ind til det stenalderbrød, jeg allerede har en opskrift på, finder noget mandelmælk til kaffen, og prøver også at købe en sojayogurt bare for lige at prøve, om jeg kan lide det. Og så en masse grønt, naturligvis. Det bliver spændende.

Jeg glæder mig voldsomt til at komme i gang, og jeg tænker, at min sommerferie er et godt sted at begynde, selvom der også vil være dage, hvor jeg helt sikkert kommer til at falde i. Det har jeg orienteret Chloe om, og det er hun cool med. Der er bare ikke noget ved at deltage i ”Tour de Smørrebrød” med vennerne rundt i sommerhusene uden at kunne spise smørrebrød og drikke det, der nu bliver serveret til. Men ellers ... så er det bare med at sætte i gang.

All in på projektet

I løbet af ferien får jeg lavet de to tests. Den ene er en DUTCH-hormontest, som er meget omfattende og kræver, at man holder tungen lige i munden i forhold til tidspunkter, og hvad man indtager, mens man indsamler spyt og urin.

Den anden er en såkaldt Organix-test, som er hurtig og nem at lave. Jeg får sendt mine prøver afsted til et laboratorium og afventer svarene, som kommer efter sommerferien. Chloe gennemgår begge test omhyggeligt med mig. Organix-testen slår ud i forhold til mit fedtstofskifte, hvilket kan forklare min periodiske træthed og den udtalte ømhed i kroppen.

Sukkeromsætningen er heller ikke i top, og symptomerne på det er cravings, ustabilt blodsukker og træthed. Chloe vil gerne have, at jeg spiser fem-seks gange i løbet af dagen. Ikke til jeg er mæt, men bare til jeg ikke er sulten mere. Søde sager – og her taler vi frugt, tørret frugt og så videre – skal jeg ikke indtage før kl. 14. Og så skal jeg i øvrigt fortsat holde mig til en kost med grønt, protein og sundt fedt.

Jeg mangler også B-vitamin, mit dopaminniveau er lavt, og jeg slår ud i forhold til inflammation, som også kan give appelsinhud, ømhed i bindevævet og løbende næse. Tarmen trænger til at blive boostet med gode bakterier, og testen viser også, at jeg har en vis intolerance i forhold til gluten og laktose, så det er godt, at jeg i vidt omfang har droppet mælke- og kornprodukter.

DUTCH-testen er en hormonanalyse, som viser, hvordan kroppen håndterer og bruger steroidhormonerne. Da jeg er gået i overgangsalderen, viser min test ikke overraskende, at jeg ligger lavt i DHEA (”vitalitetshormonet”), i progesteron (hormonet, der styrer velvære og holder slimhinderne i topform), østrogen (”kvindehormonet”) og testosteron (”driverhormonet” eller ”herrehormonet”).

Cortisol (”stresshormonet”), som er et hormon fra binyrerne, ligger midt på dagen til den meget lave side, og testen viser også, at jeg har en smule af det, som Chloe kalder oxidativt stress på celleplan. Kort fortalt er oxidativt stress en tilstand, hvor mængden af farlige og vævsnedbrydende frie radikaler overstiger mængden af beskyttende antioxidanter, og det kan skabe grobund for sygdom, tidlig ældning og mange andre problemer.

Den gode kost til kvinder 40+ifølge Curra Me

  • Hav fokus på erstatning: Byt dine kompakte kulhydrater ud med grøntsager, og hav fokus på erstatninger som stenalderbrød og knækbrød lavet af kerner og frø, linse- og bønnepasta, kikærteris osv.
  • Byt komælksprodukter ud med nøddemælk, gedeost eller nøddeyoghurt.
  • Undlad at spise svinekød. Spis i stedet fisk, kylling og bælgfrugter.
  • Fyld halvdelen af din tallerken med grøntsager, og spis, til du ikke er sulten mere. Spiser du, til du er mæt, overskrider du kroppens behov.
  • Undlad at indtage raffineret sukker, som bl.a. findes i slik, kager og sodavand. Spis i stedet frugt, og find opskrifter på "sundt" slik og kage. Drik f.eks. lakridste om eftermiddagen, hvis den søde trang melder sig, og køb ren lakrids i helsekostbutikken, hvis munden trænger til noget at arbejde med.
  • Hav fokus på grøntsager, sunde proteinkilder og koldpresset økologiske fedtstoffer til de store måltider.

Selvom det lyder voldsomt med alle de ubalancer, er min tilstand overordnet okay set i forhold til min alder, får jeg at vide, men der kan gøres meget for at optimere, hvordan jeg har det. Det er fint at se sort på hvidt, hvor ubalancerne er, og det er godt at vide, at der kan sættes præcist ind. Jeg får en liste over yderligere kosttilskud, som jeg skal begynde at tage.

Det er voldsomt mange flere kosttilskud, end jeg er vant til, og det er dyrt, synes jeg, men hvis det kan hjælpe, så giver jeg det en chance. Jeg bliver nødt til at købe en doseringsæske på apoteket for at holde styr på de mange daglige piller. Jeg køber også den fiskeolie, som Chloe anbefaler. Den er også dyr, men skulle efter sigende være rigtig god. Nu går jeg all in, så kan jeg altid købe en anden hen ad vejen, tænker jeg.

Kroppen sladrer

Hverdagene sætter for alvor ind efter ferien, og jeg spiser så rigtigt, som jeg kan, efter anvisningerne. Jeg har ingen problemer med at undvære korn og svinekød. Det sidste spiser jeg alligevel aldrig, og brød bliver fint erstattet af stenalderbrødet, som jeg selv bager. Det er meget, meget nemt.

Et par gange vælger jeg at spise almindelig pasta, som jeg elsker, og min mave bliver straks oppustet og gør ondt. Meget interessant, hvor opmærksom man bliver på kroppens signaler, når man lever relativt ”rent”.

Sukker kan jeg langt hen ad vejen godt leve uden, jeg har faktisk ikke de store cravings, og når de så alligevel lige opstår indimellem, spiser jeg hellere frugt frem for slik eller kage. Og så tillader jeg mig også noget 85 procent mørk chokolade, når jeg virkelig har lyst til noget ”frækt”, hvilket også er helt ok med Chloe.

Det værste for mig at undvære er faktisk mælkeprodukterne. Jeg plejer at spise skyr eller A38 om morgenen, det savner jeg, og jeg har fundet ud af, at jeg virkelig ikke bryder mig om soyayoghurt og lignende erstatningsprodukter. Jeg savner også ost helt vildt. Så ja, jeg ryger i somme tider, men tænker, at hvis jeg bare kan holde planen 80 procent af tiden, så er det godt og måske mere realistisk på den lidt længere bane.

F.eks. mærker jeg ikke noget i kroppen de gange, jeg kommer til at spise ost af komælk, og det er jo egentlig dejligt at vide. Der skal være plads til selskabelighed, hvor man ikke selv styrer, hvad der bliver serveret, og en enkelt hovsa hist og her. Fanatiker bliver jeg aldrig.

Efter et par måneder vælger jeg at droppe morgenmaden helt og indfører på den måde en slags faste fra kl. 19.00 til 11.30. Chloe er ikke begejstret for det, hun vil gerne have, at jeg får protein og grønt om morgenen, men jeg har det faktisk virkelig godt på den måde.

Når jeg ikke kan spise min yndlingsmorgenmad, vil jeg hellere være fri for at spise, og så længe jeg har det godt på den måde, er det også fint for Chloe. Jeg tager pænt mine homøpatiske ampuller om morgenen, jeg spiser mine kosttilskud, og jeg får mit olieshot.

Overgang med mere overskud

Efter knap seks måneder er det tid til at gøre status. Og hvordan har jeg det så nu? Faktisk ret godt. Mine hedeture er stort set væk, hvilket er helt utroligt dejligt. Smerterne i mine albueled, som ellers har vækket mig om natten, er helt væk, og de andre led har det også klart bedre.

Jeg sover bedre, men vågner dog stadig flere gange hver nat. Migrænen, som ellers var begyndt at banke på igen, da menstruationen ophørte, er faktisk også væk, og det samme er den mere almindelige hovedpine, som jeg også har lidt en del af.

Om forløbet

Marie-Louise Truelsen har gennemgået et forløb med seks konsultationer, ampulkur og en basispakke af kostilskud. Prisen for sådan et forløb er kr. 14.000. Hertil kommer en Organix-test til kr. 2.595 og en DUTCH-test til kr. 3.199 som kan tilkøbes.

Forløbet og de to tests er sponsoreret af Curra Me, der ikke har haft indflydelse på artiklens udformning. Det understreges, at et forløb hos Curra Me ikke kan erstatte professionel lægelig rådgivning eller behandling, og at de tests, der foretages, ikke er beregnet til at diagnostisere, behandle, helbrede eller forebygge sygdomme. Ved tvivl eller bekymring opfordrer Curra Me altid til, at man søger lægelig rådgivning

Vægten viser tre kilo mindre, og selvom det ikke var det, der var hovedformålet med projektet, så er det da en dejlig sidegevinst. Chloe mener også, at min krop ser anderledes ud, fordi mit fedtvæv sidder anderledes, end da jeg begyndte. Min energi svinger lidt, synes jeg, og afhænger – ikke så mærkeligt – af hvor travlt jeg har, og hvor meget jeg har tid til at prioritere mig selv. Men generelt har jeg masser af energi og overskud til at klare min aktive hverdag.

Jeg føler, at jeg er godt på vej ind i den næste fase af mit liv med alt, hvad den måtte byde på. Alt i alt har forløbet været en god booster og en fin mulighed for at kigge lidt udefra på mit liv og på de ting, som jeg gør. Jeg er blevet opmærksom på, at jeg med overskuelige forandringer i hverdagen kan have det bedre.

Fremadrettet anbefaler Chloe, at jeg fortsætter med at undgå korn og mælkeprodukter, som er det, der især kan være med til at lave ballade i mine led og mave. Det har jeg tænkt mig at følge, for det er faktisk ikke så svært, når man først har vænnet sig til det.

Egentlig burde jeg også fortsætte med mange af kosttilskuddene, men det kommer jeg ikke til. Det er simpelthen for mange kosttilskud hver dag, og det er for dyrt, synes jeg, så nu vil jeg se, hvad jeg kan nøjes med uden at gå på kompromis med alt det gode, jeg har opnået.

Ifølge Chloe er en højt doseret mulitivitaminpille, C-vitamin, magnesium og Q10 de vigtigste kosttilskud for mig at holde fast i. Bliver der behov for justeringer hen ad vejen, vil jeg igen tage fat i Chloe.

Marie-Louises skræddersyede plan

Kosttilskuddene

Hos Curra Me tilpasses kosttilskuddene den enkelte på baggrund af de tests og udfordringer der foreligger. I Marie-Louise Truelsens tilfælde var det følgende tilskud:

Multivitamin: Her får vi vigtige spormineraler, mineraler og vitaminer, som støtter kroppens energiproduktion, immunforsvar og hormonsystem.

Q10: Støttende for energiproduktionen.

Flora: Mælkesyrebakterier, der støtter tarmsystemet.

D-vitamin: For et sundt hormonsystem, immunforsvar og stærke knogler.

Magnesium: Spiller en væsentlig rolle i kroppens stofskifteprocesser bl.a. via samspillet med flere hundrede forskellige enzymer. Magnesium er også vigtig ved overførsel af nerveimpulser til musklerne og hjertet.

Alfa Lipton: Fungerer som en antioxidant i kroppen.

Tryptofan: En essentiel aminosyre.

Carnitin: En aminosyre, som bl.a. findes i kroppens muskelvæv.

Glutathione: Dannes af tre aminosyrer, nemlig glutaminsyre, cysteine and glycerine.

Omega-3: Fiskeolie med højt indhold af omega-3 virker antiinflammatorisk på kroppen.

Ampullerne

Ved et forløb hos Curra Me sammensættes en homøopatisk ampulkur, som er specifikt tilpasset den enkelte. Homøopati stammer oprindeligt fra Tyskland, hvor det bruges meget, og det er en gammel behandlingsform, hvor man får meget små doser af forskellige stoffer.

Et homøopatisk præparat bliver fremstillet af materialer, der er udvundet af råstoffer fra mineral-, plante- eller dyreriget. Stoffet opløses i alkohol eller vand. Derefter ryster man den fortyndede opløsning, hvormed der skulle ophobes energi i opløsningen.

Opløsningen fortyndes igen, og denne proces gentages så mange gange, at der til sidst ikke kan spores aktive stoffer i opløsningen. Molekylerne i opløsningen skal angiveligt stadig kunne huske det aktive stof.

I Marie-Louises tilfælde blev der ved sammensætningen af ampulkuren sat fokus på stoffer, der kunne understøtte udrensning, slimhinder, immunforsvar, stofskifte, hormonsystem, kredsløb, energi og bindevæv. Kilde: Curra Me

Eksperten

Chloe Floor Oliva er Master Health Mentor med særlig ekspertise indenfor hormonelle ubalancer.

Læs mere på Currame.com