”Jeg er blevet skilt, og jeg skammer mig”

"Jeg føler det som en falliterklæring, at jeg ikke kunne få det til at lykkes!"

Dorte kommer fra en kernefamilie og havde en forestilling om, at hun og hendes mand skulle være sammen altid, blive gamle sammen, nyde deres børnebørn sammen og følges ad gennem livet. Men nu er hun blevet skilt, og hun føler, at der er noget i vejen med hende, siden hun ikke kunne finde ud af kærligheden. 

"Jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, at vores veje skulle skilles. Alligevel føles det skamfuldt. Hvordan kan det være, at det både var det rigtige at gå, og at jeg samtidig synes, det er nærmest pinligt og et tab af status? Det er da så uendelig gammeldags at tænke sådan, men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det. Hvad handler det om?" spørger hun.

Læs også

Er skilsmisse det rigtige valg? 5 veje til at lære at mærke dig selv

Dorte er ikke alene om følelsen af skamfuldhed i forbindelse med sin skilsmisse. Ofte er vi i processen omkring skilsmissen optaget af at få børnene godt igennem og af alt det praktiske og administrative, vi skal tage os af og forholde os til. Skam er en følelse, som kan dukke op senere i processen.

Spørgsmål som: Hvorfor kunne jeg ikke passe på min familie? Hvad er der i vejen med mig, siden jeg ikke lykkes med kærligheden, når andre gør det? Hvorfor måtte jeg ende med at spille fallit over for parforholdet? Finder jeg nogensinde en kæreste igen, eller er jeg ikke værd at elske? Hvem vil have sådan en aflagt ekskone som mig?

Oplevelsen af skam kan handle om forskellige ting og blandt andet være påvirket af, og hvad vi har lært om kærligheden i løbet af vores opvækst. Jeg spørger derfor Dorte, om hvad hun har du lært om at skabe et godt ægteskab, og om hvad kærlighed er ifølge de måder, hun har set sin far og mor udtrykke den på?

"Min far og mor mødte hinanden som ganske unge og er stadig sammen – et ægteskab er for livet. Det har altid været mit forbillede. De har så godt et makkerskab og venskab og har haft det alle årene. Jeg har tænkt, at jeg også skulle leve sådan med den mand, jeg blev gift med. Det har altid været min forestilling om kærligheden, at den ville være sådan. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle blive skilt."

Så handler din skam om ikke at leve op til dine egne idealer om kærligheden?

"Ja, det er helt klart en del af det. At jeg havde en forestilling om, hvordan det skulle være, og så bliver det ikke sådan. Så det er en sorg, men det føles også som en falliterklæring. Men der er mere i det med skammen. Jeg ved ikke rigtig, hvad det handler om."

Læs også

"Må jeg gå fra mit parforhold, bare fordi jeg ikke er lykkelig?"

Du sagde tidligere noget om at spille fallit over for parforholdet.

Har det betydning for dig, hvad andre synes?

"Ja, det er der helt klart også noget om. Jeg kan huske, at min fraskilte veninde engang sagde at det var så ubehageligt at blive inviteret til middag, hvis hun da overhovedet blev det, fordi det ofte var for par, og så endte hun altid ved siden af en eller anden evighedsungkarl. I dag er der selvfølgelig flere singler, så det bliver nok ikke det samme for mig. Men der er klart et tab af status på en eller anden måde. Vi er ikke længere et par sammen med andre par. Jeg hænger ligesom og dingler et sted. Selvom det lyder lidt tosset at sige det. Men det føles sådan."

Læs også

Benedikte Hansen: ”Det har gjort ondt hver gang, men min sidste skilsmisse slog mig ud på en anden måde”

Der er flere elementer i Dortes skam. Der er tabet at hendes ægteskab og erkendelsen af, at det ikke kom til at vare for altid, som hun havde forestillet sig. Dernæst er der følelsens af at være ”halv” og ikke længere en del af et par. Det lyder som om, det er lidt hjemløst for hende, siger jeg. 

"Ja, det føles lidt hjemløst ”bare” at være mig nu. Selvom det er det rigtige, så føles det lidt amputeret. Når vi sådan samler det hele, kan jeg forstå mig selv bedre. Det her er jo helt eksistentielle overvejelser, som vel er meget almindelige. Jeg tænker, at jeg vil tale lidt mildere til mig selv i fremtiden. Det er jo, som det er, med de følelser, som følger med, og nu tænker jeg også om det, at det er en proces. Den må tage sin tid, og det er ok."

5 trin til bedre at forstå dine følelser

1. Vær nysgerrig på dig selv og din tvivl 

Har du en reaktion eller nogle følelser, hvor du er i tvivl om, hvorfor du har det som du har det? Eller undrer du dig over, at dine følelser er så stærke omkring et emne, eller at din reaktion føles ude af proportioner med det, der skete?

Det kan være, at du blev meget såret over noget, din partner sagde, og rationelt tænker, at det ikke var så slemt, men alligevel blev du virkelig ramt. Læg mærke til dine reaktioner og til hvad, der udløste dem.

2. Hold øje med dit indre liv

Læg i den næste tid mærke til, hvordan du reagerer uden nødvendigvis at sige noget til dem, du reagerer på. Læg blot mærke til, hvad der foregår inden i dig. Notér, hvad der skete, hvordan du fik det, og hvad du så eventuelt gjorde. Så har du noget materiale at arbejde med og blive klogere på.

3. Led efter en rød tråd i dine følelser 

Føler du dig ofte ikke hørt, ikke god nok, ikke taget alvorligt, ikke respekteret? Er der en eller flere følelser, som går igen i forskellige situationer?

Du kan hjælpe dig selv, hvis du kan genkende et mønster, for så kan du nemmere ændre adfærd senere. Det er ikke vigtigt, om det er din partner, dine børn, din chef eller din søster, som vækker disse følelser, men mere følelsen i sig selv, du skal lægge mærke til. 

4. Forbind følelserne til fortiden 

Ofte har vi følelser og mønstre, som følger os gennem livet, og det kan derfor give god mening, at det føltes på samme måde, når din veninde vendte dig ryggen i folkeskolen, eller da din far skældte dig ud som barn. Oplevelser af at blive holdt udenfor eller føle sig utilstrækkelig er ofte så voldsomme, at de sidder fast i os som et lille traume, som kan blive reaktiveret i nutiden.

5. Mød dig selv med omsorg 

Øv dig i at sige til dig selv: Jeg kan godt forstå, at jeg bliver ked af det lige her, det minder om dengang … Eller: Følelsen af ikke at gøre det godt nok er virkelig ubehagelig, og det er meget forståeligt, at jeg reagerer, som jeg gør. Giv dig selv det, som nogle andre skulle have givet dig engang: forståelse, omsorg, varme og rummelighed.