Hvor meget koffein må man få?

Får du for MEGET koffein? Måske eksperternes anbefaling vil overraske dig…

Er du så glad for kaffe, at du nogle gange får kvalme, uro i kroppen eller andre bivirkning? Se her, hvordan koffein påvirker din krop – og hvor du evt. kan skære ned, hvis du får for meget.

Starter du også dagen med en kop kaffe? Slukker tørsten i en kold cola eller varmer dig på et krus te, når det er koldt udenfor? Fælles for de tre drikkevarer er, at de indeholder koffein. For meget koffein er ikke godt for kroppen, og hører du til dem, der kickstarter dagen med en kop kaffe og fylder på i løbet af dagen, får du måske for meget. Men hvad er koffein egentlig?

Koffein er et naturligt stof, der findes i blade, frø og frugter fra mere end 60 forskellige planter, bl.a. kaffe-, te- og kolaplanter. Koffein har en stimulerende effekt på hjernen, som bl.a. gør, at det virker opkvikkende og gør dig mere opmærksom og udholdende.

Samtidig giver det en følelse af velvære og bedre humør. Men da for meget koffein kan skabe afhængighed og have en række forskellige bivirkninger i kroppen, bør du ligesom med andre nydelsesmidler være opmærksom på, hvor meget koffein du får dagligt og drikke kaffe, te, cola og andre koffeinholdige drikke med måde.

Ifølge anbefalingerne bør voksne få højst 400 mg koffein om dagen, hvilket svarer til ca. tre kopper almindelig kaffe på 200 ml. I de mængder kan koffein godt indgå i en sund og afbalanceret kost. Gravide bør holde igen med kaffe, te og andre koffeinholdige drikke og højst indtage, hvad der svarer til 300 mg koffein dagligt.

Gode og dårlige sider ved koffein

Det er ikke en skrøne, at du bliver mere vågen af at drikke en kop kaffe. Koffein virker nemlig opkvikkende, da det stimulerer centralnervesystemet og produktionen af kamphormonet adrenalin, der bl.a. får blodkarrene til at trække sig sammen og øger pulsen og blodtrykket.

Desuden øger koffein udskillelsen af dopamin, der både virke smertestillende og får dig til at føle dig glad og veltilpas. Ved for høje doser koffein, kan der dog opstå forgiftning, der bl.a. giver mavepine, kvalme og hovedpine. Mindre doser kan dog også give bivirkninger.

Mindre bivirkninger:

  • Sure opstød
  • Diarré
  • Kvalme
  • Søvnløshed
  • Hjertebanken
  • Hovedpine
  • Uro i kroppen
  • Påvirkning af musklerne, rystelser
  • Irritabilitet, rastløshed
  • Lider du af angst, maveproblemer eller rytmeforstyrrelser i hjertet, kan for meget koffein forværre generne.

De skjulte koffeinkilder

De fleste forbinder som regel koffein med kaffe, men faktisk er der mange andre drikkevarer, herunder te, cola og flere læskedrikke, der indeholder koffein. Desuden forekommer koffein og større eller mindre mængder i flere fødevarer og nogle typer medicin, fx i visse smertestillende midler, kosttilskud og forkølelses- og influenzamedicin.

Chokolade – særligt den mørke – indeholder også koffein, ligesom en lang række forskellige fødevarer er tilsat koffein som aromastof eller næringsstof for at opnå en let bitter smag. Det gælder bl.a. mejeriprodukter fx yoghurt, men også is, frozen yoghurt, slik og forskellige slags søde sager.

Kaffe, te og de andre kilder til koffein

Selvom kaffe er den mest udbredte kilde til koffein, er der også koffein i bl.a. cola, te, kakao og energidrikke. Her kan du se, hvor meget koffein, der er i de forskellige drikkevarer.

Kaffe: Mængden af koffein i kaffe kan variere meget og afhænger bl.a. af kaffetypen og bønnerne.

Almindelig kaffe: (125 ml) 85 mg koffein Pulverkaffe: (125 ml) ca. 65 mg koffein Koffeinfri kaffe: (125 ml) 3-6 mg koffein

Espresso (30 ml): ca. 50 mg koffein

Varm kakao (200 ml): 6-10 mg koffein

Te: Mængden af koffein varierer alt efter te-typen, hvor længe den trækker, og hvor varmt vandet er.

Sort te (230 ml): 47-90 mg koffein

Grøn te (230 ml): 20-45 mg koffein

Hvid te (230 ml): 6-60 mg koffein

Matcha-te (et gram matcha-pulver): 35 mg koffein

Iste (330 ml): 25-60 mg koffein

Læskedrikke: Koffeinholdige læskedrikke (330 ml): 26-57 mg koffein Coca-Cola (330 ml): 23 mg koffein

Andre sodavand end cola (330 ml): 2,5 mg koffein

Energidrikke: Indholdet af koffein i energidrikke kan variere meget.

RedBull (250 ml): 80 mg koffein

Cult Energy (250 ml): 37,5 mg koffein

Burn Day (250 ml): 80 mg koffein

Chokolade: Mængden af koffein i chokolade varierer alt efter hvilken kakaobønne, der er tale om, fermenteringstid mm. Jo mørkere chokoladen er, jo mere koffein.

Chokoladebar (30 g): 20 mg koffein

Mørk chokolade (30 g): 60 mg koffein

Mælkechokolade (30 g): 6 mg koffein

Danskerne elsker en god kop kaffe

Vi danskere drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe dagligt, og er det fjerde mest kaffedrikkende folk i verden. 86% af de danske mænd og 76% af de danske kvinder drikker kaffe.

Mænd drikker i gennemsnit dagligt en kop mere end kvinder. For både danske mænd og kvinder er der et stigende forbrug af kaffe med alderen op til 45-64 år, og personer med længst uddannelse drikker mindst kaffe.