Anders Nedergaard

Anders Nedergaard: “Slap bare af, kvinde. Du er præcis, som du skal være!”

Tænker du tit, at du burde smide et par kilo, træne noget ekstra og spise (endnu) sundere? Anders Nedergaard har et andet forslag: Prøv allerførst bare at blive gode venner med din krop!

Du har nok købt flere træningsblade end dette og sikkert også nogle træningsbøger. Måske har du endda forsøgt dig med detox, juice-kure, faste og farverige kosttilskud. Det er nemlig kvinder, der køber flest blade og bøger om træning og ernæring, flest træningsdimser og flest træningsforløb og bootcamps. Selv bøger om træning og livsstil til mænd bliver i overvejende grad købt af kvinder – til deres mænd.

Kvinder er bare mere sårbare i forhold til at føle sig kropsligt utilstrækkelige end mænd. Om det er vores kultur eller noget biologisk, ved jeg ikke, men undersøgelser viser, at kvinder gennemsnitligt er mere utilfredse med deres kroppe end mænd. Og når kvinder ser billeder af slanke kroppe, påvirkes deres kropstilfredshed mere (negativt) end mænds.

Det er der masser af markedsføring af livsstils- og sundhedsprodukter, som forsøger at udnytte. Opskriften er jo enkel: 1. Etablér følelse af utilstrækkelighed, 2. Sælg produkt, der “fikser” det. 3. Gentag. Og når der ikke er skruppelløse marketingfolk, der forsøger at stoppe ting ned i halsen på kvinder, så opsøger mange af jer det faktisk selv i form af sociale medier. Kvindelige fitness-, sundheds og livsstils-VIP’er har kæmpestore følgeskarer, langt større end mænd i tilsvarende positioner, og de fleste af deres følgere er kvinder.

Al denne tvivl om at være god nok får kvinder til at shoppe rundt i livsstil, sundhed, kost og træning. Fra low carb til palæo og fra reformerpilates til crossfit. Udover at det virker dårligt, og måske endda potentielt er usundt for kroppen, så er det simpelthen bare ikke måden at blive gode venner med sin krop på. Derfor er det allervigtigste, jeg kan sige til dig lige nu: Slap af!

Du behøver ikke jagte et magisk fix af et eller andet. Du er nemlig ikke i stykker. Drømmen om en genvej, der kan løse et eller andet problem er netop kun dét – en drøm. Og ofte er problemet en konstruktion skabt af vores kultur og marketingfolk.

Ægte sundhed og velvære kræver tilfredshed med din egen krop og væren. Dét er umuligt at opnå, hvis du hele tiden stræber efter noget på grund af en følelse af utilstrækkelighed. Du kan sagtens have et mål om, hvad din krop skal kunne eller være – men det skal være en rejse og ikke en flugt. Når du konstant shopper rundt i livsstilsløsninger for at fikse et problem, vil selve træningen og kosten blive meget resultatorienteret. Og når du udelukkende arbejder resultatorienteret, for eksempel træner eller spiser for at tabe dig, er der lavere sandsynlighed for, at du holder fast i træningen, kosten eller hvad du nu bruger som redskab.

Hvis du vil være glad for at bo i din krop, kræver det, at du kan være til stede i den og behandle den godt. Det er svært, hvis de livsstilsvalg, du udsætter kroppen for, er rettet mod at opnå et resultat – i stedet for noget, du bare gør, fordi det er fedt eller føles godt.

Så slap af – der er ikke noget galt med dig, og der er ikke noget, som skal fikses. Hvis du har tilbøjelighed til dårlig kropsselvtillid, så vær bevidst om det, og lad det fare. Det er bare det mentale pulterkammer, der laver ballade. Og lad være med at pirre den indre tvivler unødigt på de sociale medier.

Vælg din livsstil ud fra, hvad der giver dig værdi, glæde og underholdning, frem for hvad der “har størst effekt”. Gå i stedet efter at blive gode venner med din krop, dét virker! 

LÆS OGSÅ: Jakob Søndergaard: "Motion skal være 100 procent lystbetonet"

LÆS OGSÅ: Mød FIT LIVINGS mandepanel

LÆS OGSÅ: Michelle Kristensen & Luisa Lorang: Sådan finder vi den sunde balance

Om Anders Nedergaard

Navn: Anders Nedergaard.

Alder: 37 år. Profession: Selvstændig konsulent, forfatter, foredragsholder, iværksætter m.m.

Uddannelse: BSc Biokemi, MSc humanbiologi, ph.d. muskelbiologi.

Privat: Skilt, i forhold, far til to børn på 13 og 8 år.

Sport: Træner fra nul til seks gange ugentligt: Primært styrketræning, desuden løb, gymnastik, svømning og kampsport.

Se mere: andersnedergaard.dk, instagram.com/anders_nedergaard, facebook.com/andersnedergaard.dk, facebook