Parterapi: "Hjælp, min mand er i krise"

Annemette ser træt ud, da hun træder ind ad døren i min praksis. Grundtræt.

"Jeg har virkelig brug for din hjælp", siger hun og sukker dybt.

"Jeg har gjort alt, hvad jeg overhovedet kan, og jeg orker ikke mere. Min mand, Thomas, blev fyret sidste år, og siden da er det gået ned ad bakke. Først var han vred, og det kunne jeg sagtens forstå, så jeg gav ham plads og tog mig af familien, så han kunne køre sit eget løb og have sin proces.

Det var okay på det tidspunkt. Så blev han ked af det, og det kunne jeg også sagtens rumme, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at støtte ham og kramme og snakke", fortæller hun.

"Men NU jeg kan ikke mere. Thomas har været ledig i 14 måneder, og han er blevet apatisk. Sidder det meste af dagen og glor serier. Får ikke taget initiativ til noget. Jeg føler mig magtesløs og kan efterhånden ikke finde på flere måder, jeg kan hjælpe og støtte ham på.

Jeg veksler mellem at have lyst til at sparke ham seriøst over skinnebenet, så han for helvede vågner op og gør noget, og at tage ham i mine arme og holde om ham. Men lige meget hjælper det. Jeg kan jo ikke løse det for ham, og jeg orker faktisk ikke mere."

Savn, vrede og skuffelse

Jeg forstår fuldt ud Annemettes frustration.

"Det kan være noget af det hårdeste og mest opslidende for kærligheden i et forhold at se sin elskede lide. Og det er nærmest endnu værre at være vidne til, at han ikke gør noget ved situationen, men bliver hængende i dyndet", svarer jeg hende.

"Ja, lige præcis", siger hun og fortsætter:

"Jeg har prøvet at tale med ham. Jeg har bedt ham om at tage sig selv og os alvorligt. Jeg har tryglet ham om at gøre noget ved sin situation. Og jeg har truet ham med at forlade ham, hvis ikke han snart finder en løsning og får taget sig af sig selv, så vi kan fortsætte vores liv sammen. Men der sker ingenting. Jeg savner ham, men jeg er også meget vred på ham. Og skuffet."

Pas på dig selv

Når vi lever sammen med et andet voksent menneske, er vi nødt til at respektere, at de håndterer livet anderledes end os selv. Måske har de brug for længere tid til at finde en løsning på deres udfordringer, måske skal de være længere tid i det svære for at kunne finde en vej ud. Der er mange muligheder.

Det svære for dig kan være at rumme, at din mand ikke gør det, som kan forekomme så åbenlyst for dig for at komme videre. Det vigtigste er derfor, at du tager dig af dig selv i den proces. Du risikerer at give for meget, gå for meget på kompromis, sætte dig selv til side og ende med at være tyndslidt og vred og såret.

Derfor bliver det Annemettes vigtigste opgave at give slip på tanken om, at hun kan redde Thomas. Måske skal hun endda slippe tanken om, at hun overhovedet kan bidrage til, at han flytter sig. Han er voksen og bliver nødt til at gå vejen selv – på sin egen måde og i sit eget tempo.

Annemette og jeg afslutter vores samtale med målet om, at Annemette skal give Thomas plads og samtidig passe på sig selv. Om hun på et tidspunkt når til det punkt, hvor hun bliver nødt til at gå sin vej. Det må vise sig. Det ved kun hun selv.