Pernille Øhlenschlæger

Depressioner og rastløshed ramte Pernille uden grund – først i dag forstår hun hvorfor

Rodløs og rastløs. Sådan beskriver Pernille sine ungdomsår, hvor hun famlede i blinde for at finde sin vej i livet. Depressionerne ramte, tilsyneladende uden grund, men i dag ved 38-årige Pernille, at der var en rigtig god grund, som består af fire bogstaver: ADHD.

"Ruths Walk In" står der bøjet i pink neon. Navnet på forretningen med genbrugstøj til kvinder her i Koldings gågade er naturligvis ikke tilfældigt: Ruth var nemlig Pernille Øhlenschlægers farmor, og det er Pernille, der driver butikken.

Selvom Ruth døde, da Pernille var ganske lille, står hun som et forbillede for sit nu 38-årige barnebarn. 

"Min farmor Ruth var kendt for at have flotte kjoler på, men hun havde ingen penge, så hun syede kjolerne af gamle gardiner. Jeg drømmer om at få mere af hendes kreativitet, og så er det jo helt i tråd med min kærlighed til genbrug," fortæller Pernille med et smil.

Derfor har hun opkaldt butikken efter farmors klædeskab, for i Pernilles "cirkulære garderobe", som hun kalder butikkens koncept, er der plads til alle slags tøj, alle slags mennesker og især er der plads til Pernille! 

PernilleØhlenschlæger1.jpg
Pernille sælger tøj i kommission og har kunder fra hele landet i sin cirkulære garderobe i Koldings gågade.

"Jeg har altid følt mig anderledes, men nu, hvor jeg har fået en ADHD diagnose, ved jeg, at der er en grund til, at jeg ser verden på en anden måde end de fleste. Før var jeg ked af, at jeg er sådan, men i dag er jeg stolt af at være den, jeg er. Tænk, at jeg har en hjerne, der kan åbne en butik fra tanke til handling på bare 35 dage," forklarer Pernille.

"Ruths Walk In" åbnede i marts 2022, og da først beslutningen var taget, var Pernille og kæresten Peter hurtige til at gå fra ide til handling. 

"Jeg elsker, at jeg kan tænke så meget ud af boksen," erklærer Pernille.

I dag omfavner hun sin diagnose, men indtil hun for tre år siden fik konstateret udviklingsforstyrrelsen ADHD, var hun ked af, at hun ikke passede ind i nogen kasser.

Famlede i blinde

"Når jeg ser tilbage på mit liv, og især mine 20'ere, havde jeg svært ved at blive ved noget. Jeg røg ind og ud af uddannelser, fordi jeg konstant løb tør for energi. Mit selvværd svandt ind, og jeg flyttede meget rundt. Jeg flygtede, kan jeg se i dag. Udadtil virkede jeg flyvsk. Jeg gik meget i byen, men når jeg kom hjem, faldt jeg sammen. Jeg var ensom," erkender Pernille.

Dengang vidste hun ikke, at den konstante uro bl.a. skyldtes manglen på dopamin, som mange med ADHD har, og som er det signalstof i hjernen, der giver drivkraften til vores handlinger. 

"Jeg famlede i blinde for at få noget dopamin, og derfor kunne jeg i perioder være meget flittig med skolearbejde for derefter pludselig ikke at være det," fortæller hun.

Da Pernille var 27 år, mødte hun sin eksmand, som hun har tvillinger på i dag otte år sammen med. Det tog tre år at blive gravid, og da børnene endelig kom til verden, blev Pernille hjemme hos dem, til de var tre år.

Vi var i en boble, og det passede mig så godt. Min eksmand er en fantastisk far, som også gav mig meget ro. Det første år af deres liv er nok det bedste år i mit liv," siger Pernille og tilføjer: 

"Jeg er så taknemmelig for de to rødder!"

Opmuntret af årene derhjemme følte Pernille et nyt overskud. Da hun blev opfordret til at gå ind i lokalpolitik, sagde hun ja. Hun havde ikke tænkt på, at det aktiverede alt det, som hun ikke trivedes i. 

"Det var lidt af et sceneskift at gå fra at være hjemme hos børnene og til at tage blazer på og være politiker. Det var slet ikke mig!"

Pernille ryster lidt på hovedet. Det var en hård tid, hvor hun kørte sig selv for hårdt, blev skilt fra børnenes far og ikke var i balance med sig selv. 

"Jeg havde kraftige hovedpiner, tunnelsyn, og der er en måned, som jeg ikke husker ret meget fra. Jeg trak mig fra politik, fik antidepressiv medicin og prøvede at få mig selv på fode igen," fortæller Pernille.

Vendepunktet

Corona kom som sendt fra oven for Pernille, der med samfundets nedlukning kunne komme tilbage til den boble, hun havde det så godt i.

"Det fungerede så godt, når jeg bare kunne være hjemme med mine børn. Da samfundet åbnede op igen, var jeg slet ikke klar."

Pernille fik det psykisk dårligere og dårligere og endte med at lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling i Kolding. Det blev hendes vendepunkt.

"Det var rart at blive lyttet til, og det var en megalettelse at få konstateret, at jeg lider af ADHD. Samtidig medførte det også en identitetskrise, for hvad så?" siger Pernille.

I maj 2021 havde hun mødt Peter, som i dag er hendes kæreste og partner i "Ruths Walk In", og sammen besluttede de at åbne butikken her, så Pernille kunne få et job. 

Pernilleoehlenschlaeger2.jpg
Pernille nyder kundekontakten, men har også ansatte i butikken, for hun kan ikke klare at være "på" hele tiden. Til gengæld nyder hun at lave opslag på bl.a. Instagram, hvor ruths_walk_in har knap 3000 følgere.

"Vi bor ikke sammen, for jeg har det godt med at bo alene og være der for mine børn hver anden uge, når de er hos mig. Peter har også to børn, som han vil være der for, men så har vi jo butikken her sammen," som Pernille siger.

Her er hun, så ofte hun kan, og selvom det har været et sejt første år med butikken, så er Pernille besluttet på at blive i farmors klædeskab. 

"Jeg har fået medicin, som hjælper mig, og jeg har lært, at jeg skal leve struktureret og have styr på mine prioriteringer. Ellers brænder jeg ud. Før i tiden var jeg der altid for andre, men ikke for mig selv. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at prioritere mig selv. Det bliver aldrig et helt jævnt liv med ADHD, og det er okay," siger Pernille med et smil.