sur og irriteret kvinde

"Jeg bliver sur og irriteret og skælder ud på mig selv"

Eva kommer ofte op at skændes med både sin kæreste, veninder og kolleger. Nu beder hun om hjælp til at ændre sin adfærd, og terapeut Rikke Thuesen fører hende igennem en proces, der skal bringe hende i kontakt med de essenstilstande, der ligger under den uønskede adfærd.

Eva er en kvinde på 45 år, som er kommet i terapi for at få hjælp til at arbejde med konflikter i hendes nære relationer. Hun oplever at have en uhensigtsmæssig adfærd, hun skændes, forlader rummet og bliver angrebslysten. Det vil hun gerne kigge på.

Hvad er det, du er allermest træt af? 

At jeg ikke er herre over mine mønstre, og at jeg handler uhensigtsmæssigt.

Hvad gør det ved dig?

"Jeg bliver sur og irriteret og skælder ud på mig selv."

Så den del af dig, der synes, det er ok, at du skælder dig selv ud, hvor bor den? 

"Den bor i nakken …"

Eva tager sig til nakken og bukker hovedet fremad.

Prøv at lukke øjnene og tage kontakt til den del.

Hun lukker øjnene og har stadig hånden i nakken – strækker sig lidt, hendes vejrtrækning lyder anstrengt.

Når den del er aktiv, hvad føler du så?

"Jeg er ked af det og vred, jeg spænder lidt."

Forestil dig, at du byder den del af din personlighed velkommen. Sig til den, at du godt ved, den har en positiv intention, selvom du ikke ved, hvad den positive intention er endnu. Spørg denne del af dig selv: ”Hvad er det, du ønsker for mig?”.

"Svaret er fred, og at jeg kan gøre det, jeg gerne vil."

Så når du har opnået det, du gerne vil, hvad vil den så gerne give dig?

"Fred og glæde og overskud. Og at jeg er nærværende med mig selv og andre."

Ind til essensen

Essensforvandlingsmetoden (Core Transformation Process) er udviklet af Ph.d. og NLP-terapeut Connirae Andreas og hendes søster, NLPterapeut Tamara Andreas. Metoden kan bruges til at undersøge uønskede følelser og mønstre og begrænsende tanker, og den indeholder teknikker til at nå til dybe indre tilstande, som man ellers kun sjældent har kontakt med. Man tager udgangspunkt i et problem, en negativ følelse eller adfærd, og gennem processen når man ind til essenstilstande som fred, enhed og nærvær.

Læs mere om metoden på Coretransformation.org

Når du oplever ro og nærvær fuldt og helt som en måde at være i verden på, hvad sker der så?

"Så opfylder jeg min mission, så kan jeg gå med lys og kærlighed og dele ud til andre."

Og når du fuldt og helt kan gå med kærlighed og lys?

"Så er jeg helt mig selv."

Ok, jeg vil bede dig forestille dig, at du træder ind i den tilstand, som vi måske kan kalde din kernes essenstilstand?

"JA, siger hun med høj klar stemme."

Træd fuldt og helt ind i tilstanden, ind i kernen. Personlighedsdelen, der giver spændinger i nakken, har troet, at du skulle gøre en masse ting for at være i den tilstand. Men hvis du nu allerede er i tilstanden som en måde at være i verden på, hvad vil det så gøre ved dig?

"Give mig ro, nærvær og overskud til at gøre én ting ad gangen."

Forestil dig, at du lader essenstilstanden berige dit liv, og spørg personlighedsdelen i nakken: ”Hvor gammel var du, da du blev dannet?”.

"2 år."

Så allerede som 2-årig ville den del give dig din essenstilstand, men en 2-årig har ikke adgang til den livsvisdom, du har nu. Så forestil dig, at du lader denne del, som er 2 år gammel, vokse op inde i dig, så den integreres med resten af dig og din visdom. Anerkend den del for at ville give dig essenstilstand, og giv delen muligheden for at træde helt og fuldt ind i essenstilstanden.

"Der er en del i halsen, der har indvendinger nu, jeg kan mærke, det spænder."

Så hvad er den dels positive intention?

"Den vil give mig accept."

Kan du tage imod det?

Eva smiler:

"Ja, det kan jeg godt."

Så når du fuldt og helt har accept, hvad er du så i stand til?

"Så er jeg i stand til at være i relationer og fællesskaber."

Og når du fuldt og helt evner fællesskabet, hvad vil du så få ud af det?

"Jamen så er jeg jo i min essens. Så når jeg forstår, at det i virkeligheden er et ønske om at finde nære relationer, fællesskab og kærlighed, så kan jeg jo stoppe med at slå mig selv i hovedet. Og jeg behøver jo egentlig ikke gøre så meget – jeg skal bare være. Sikke en fred."

Eva fandt ud af, at der var en del af hende, der troede, at hun skulle gøre en masse for at få ro, nærvær og overskud, og at hun i virkeligheden altid har adgang til den tilstand. Den indsigt har ændret måden, hun forholder sig på i konfliktsituationer, og styrket hendes evne til at være i relationer og fællesskaber med nærvær og kærlighed.

5 trin til at komme ind til essensen 

1. Se den kærlige intention

Først og fremmest skal du anerkende, at al adfærd har en positiv intention – også den adfærd, du er træt af. Så har du en uhensigtsmæssig måde at opføre dig på, så prøv at kontakte den del af dig, der er styrende i den adfærd, ved at lukke øjnene, forsøge at mærke, se, fornemme, føle, høre delen, og spørg den så: Hvad er det, du ønsker for mig, og hvad er din kærlige intention?

2. Hvad er essensen?

Når du har fundet frem til den kærlige intention, vil den ofte udspringe af et dybere ønske om at komme i den essenstilstand, som du af mange forskellige årsager har fjernet dig fra i løbet af livet. Det kan være en tilstand af indre fred, kærlighed, nærhed, en tilstand, hvor alt føles okay. Søg nysgerrigt efter din kerneessens, du ved det, når du mærker den.

3. Hvad spænder ben?

Spørg, hvad der forhindrer dig i at opnå det, der er intentionen bag din adfærd? Hvad er det, der holder dig fra at mærke din kerneessens? Her kan du opleve, at der er noget modstridende i en delpersonlighed, der forsøger at stikke en kæp i hjulet og sabotere dine ønsker. Ved at se på det, der forhindrer dig, kan du få dine modstridende dele til at arbejde sammen, så du opnår den tilstand, du gerne vil have.

4. Integrer tilstanden

Nu skal du forestille dig, at du fremover går rundt i verden med denne følelse af essens. Din dybeste inderste tilstand af væren, kærlighed, nærvær og ro. At du møder udfordringer, mennesker, oplevelser med adgang til denne uudtømmelige kilde af kærlighed og væren. At du lader dit indre lys stråle og er kærlig overfor alle dine personlighedsdele, også når de laver ballade og skaber indre og ydre konflikter.

5. Øv dig - igen og igen

Øv dig i at træde ind i og ud af essenstilstanden, så det måske til sidst bliver en naturlig integreret måde at være i verden på. Du kan evt. have gavn af et mantra a la ”jeg er mild, blid og kærlig”, som kalder dig til bevidsthed, når du bliver fanget af indre eller ydre dramaer, ligesom vejrtrækning, kropsskanning og afslapning af muskler også kan være en hjælper til at mærke din sande essens.

Rikke Thuesen

Er psykoterapeut, sexolog og parterapeut og certificeret PREP-leder. Hendes passion er parforholdet, og hun tilbyder individuelle parsamtaler og holder foredrag om, hvordan man bliver en bedre kæreste og får et godt og udviklende parforhold. Hun hjælper par til at forstå hinandens forskelligheder og behov og at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og tydeligt.

Læs mere på Rikket.dk