undgå sukkertrang

Sådan bekæmper du din sukkertrang

Få kost- og træningekspert Birgitte Nymanns bedste tips til at dæmpe din sukkertrang.

Vi kender alle til situationen, hvad enten det er på job eller hjemme i sofaen, hvor blodsukkeret er lavt eller vi keder os lidt, og så rækker fingrene automatisk ud efter kage, slik eller andet sødt.

Hvis dit blodsukker har været højt på grund af et stort sukkerindtag, vil det falde hurtigere, end hvis du havde spist sund mad. På den korte bane kan sukker gøre dig glad, fordi højt blodsukker får hjernen til at producere serotonin − et stof, der kobles sammen med vores humør. Men kun kortvarigt. Blodsukkeret falder hurtigt igen. Det samme gør humøret. Tit vil du ligefrem være i dårligere humør, når slikposen er tømt.

Heldigvis kan vi snyde sukkertrangen, inden vi dykker ned i slikkassen. Her får du trænings- og kostekspert Birgitte Nymanns enkle tips til, hvad du kan gøre:

- Massér dine ører i et minut. Tag fat i øreflipperne, og massér. Massagen giver dig ro.

- Bevæg dig. Gå f.eks. en tur. Bevægelse stimulerer nogle af de samme stoffer i hjernen som sukker – derfor virker bevægelse eminent på sukkertrang. 10 minutter kan være nok.

- Ring til en ven. Det hjælper at sætte ord på det, der skaber uro i din krop. Bagefter kommer roen.

- Tag dybe vejrtrækninger. Det hjælper kroppen med at afstresse

- Drik et glas vand. Drik 2-4 deciliter vand i ét snuptag, vent 5 minutter, og se, hvad der sker. Sukkertrang kan nemlig opstå, fordi du mangler væske – og derfor forsvinde, når du drikker. Du kan også drikke danskvand med f.eks. citron.

Kilde: Birgitte Nymann, Slankekuren, Politikens Forlag

SE OGSÅ: fit tester: 21 dage uden sukker

SE OGSÅ: 9 brugbare tips: Spis dig til mere overskud

SE OGSÅ: Kan du sove dig sund og slank?