Sådan holder du motivationen hele vinteren
Vores løbelyst falder drastisk, når dagene bliver kolde og mørke, viser en undersøgelse. Her er fem råd fra adfærdsekspert Sille Krukow til at kickstarte et sundere liv.
Vi kender det alt for godt. Man burde tage en løbetur, fordi det er alt for længe siden sidst, men det er så koldt og mørkt udenfor, at sofaen lokker meget mere end de oversete løbesko. Selv om hver fjerde voksne dansker løber regelmæssigt, kommer selv de mest dedikerede motionister mindre ud på løbestierne i de kolde måneder end i de lune. Det viser tal fra Idrættens Analyseinstitut.
Over 4000 dedikerede motionsløbere er blevet spurgt, hvor mange ture de løber i henholdsvis sommer- og vinterhalvåret. Og hvor 65 procent kommer på tre til fire ture om ugen i sommerperioden, daler det tal til 45 procent, når kulden kommer. Til gengæld stiger andelen af løbere, der nøjes med en enkelt eller to ture, om vinteren – hvis de da overhovedet kommer af sted.
Den danske nudging-ekspert Sille Krukow, der er kendt fra DR programmet ’Vanens Magt’ har et par snedige tips til, hvordan vi ’snyder’ os selv til at holde motivationen for et sundere liv, når vejret er som nu.
1. Giv dig selv et hint! Køb løbesko i en larmende farve, og stil dem dér, hvor du tager sko på hver morgen. Så bliver du mindet om dine løbeambitioner flere gange dagligt.
2. Bliv set! Løb et sted, hvor der er andre mennesker. Vi opfører os nemlig meget anderledes, når folk kan se os - og hvis de andre ovenikøbet er af det modsatte køn, har det en øget effekt!
3. Drik dig til mere motion! Hav en gennemsigtig kande med vand og et glas vand på kontorbordet, så drikker du mere – og så går du også mere, da du jo så skal oftere på toilettet. Faktisk får du rejst dig næsten dobbelt så mange gange i løbet af en dag!
4. Gør det nemt! Vi er magelige og spiser helst dét, vi har lige ved hånden. Derfor ender vi ofte med at putte usunde ting i munden, når vi er lækkersultne, også selv om vi har klare intentioner om det stik modsatte. Derfor er det en god idé altid at have sukkerfri og mættende snacks i tasken.
5. Følg flokken! Trækker sofaen stadig? Bed dine venner om at sms’e eller snappe, hver gang de selv er kommet af sted på en løbetur. Vi mennesker er nemlig flokdyr, og derfor får du lyst til at gøre dét, dine venner gør, forklarer Sille Krukow
Kilde: Essencius og Idrættens Analyseinstitut