Sådan holder Ibi Støving sig sund
Tv-værten Ibi Støving, 37,spiser igennem, når hun er på arbejde, men drosler ned, når hun har fri.
TRÆNING
For et par år siden løb jeg maraton. Det skulle jeg nok ikke have gjort! Undervejs fik jeg en skade i knæet, som har plaget mig lige siden, fordi jeg absolut skulle være sej og gennemføre, selvom jeg kunne mærke, der var noget galt. Nu cykler jeg, fordi cykling ikke belaster knæene så meget. Jeg pisker af sted i 45 minutter, og det er absolut kun for motionens skyld – ikke fordi jeg elsker det. Til gengæld er jeg blevet rigtig glad for at styrketræne med en fitnessbold. Jeg har været på bootcamp hos Lotte Arndal og lært nogle gode øvelser, som jeg stadig laver derhjemme.
Fitnessbold, Alun.dk, 499 kr.
KOST
Jeg spiser efter min blodtype. Det har jeg gjort i 12 år, og det er det eneste, der fungerer for mig. Jeg kan sagtens drikke sjusser og tømme brødkurven, når jeg er ude, men jeg kunne ikke drømme om at proppe mig med rødt kød og mælkeprodukter. For tiden laver jeg morgen-tv på TV 2 sammen med Morten Resen. Han serverer altid omelet for hele holdet, når vi mødes kl. 4.45, så det er min morgenmad. Bagefter får jeg en smoothie og en stor speltbolle, og vi har tit en kok på besøg i programmet, så jeg får virkelig spist igennem, mens jeg er på arbejde. Til gengæld drosler jeg ned bagefter. Min eftermiddagslur redder mig fra kagefælden, og min aftensmad er ofte bare en suppe med årstidens grøntsager.
Økologisk suppe, Irma, 29 kr.
LÆS OGSÅ: ALT tester: En måned uden kød
KOSTTILSKUD
Jeg tager et calciumtilskud, fordi jeg ikke spiser mælkeprodukter. Og så sluger jeg en skefuld flydende fiskeolie hver morgen. Det er bestemt ikke nogen fornøjelse, men det skulle være godt for mit dårlige knæ.
Nordic Natural Omega-3 fiskeolie, Helsemin, 239 kr.
TAKE-AWAY
For tiden arbejder jeg fem dage og har fem dage fri. Det kan være svært at nå at lave aftensmad de dage, hvor jeg arbejder, så jeg køber tit take-away, men kun den sunde slags! Jeg er især glad for thaimad, men det kan også være noget suppe eller salat. Jeg vil selvfølgelig helst selv lave mad til min søn og jeg hver dag, men jeg bor alene med ham, så nogle gange må jeg bare prioritere anderledes. Der skal også være tid til at lave andre ting sammen.
Ibi bestiller sin thaimad via Roomservice.dk.
HUDPLEJE
Jeg er simpelthen den mest illoyale forbruger af skønhedsprodukter. Jeg er altid frisk på at prøve noget nyt, hvis det f.eks. bliver anbefalet i ALT for damerne! Men min ansigtscreme får jeg lavet hos Elisabeth Gierus. Man starter med en konsultation, hvor hun analyser ens hud, og 14 dage efter får man en økologisk creme, hun selv har lavet i sit laboratorium, og som er skræddersyet til ens ansigt. Det er fantastisk.
Customised daycream, Elisabeth Gierus, 1.950 kr.