Sådan kom jeg i gang: 5 kvinder om deres favoritmotion
Drømmer du om at finde en motionsform, som er perfekt til dig? Og opleve, at du faktisk glæder dig til at komme af sted? Mød fem kvinder, der har fundet deres favoritmotion − og få inspiration til selv at komme i gang.
LØBE
Camilla Anderson, 30, havde aldrig dyrket seriøs motion og var endelig kommet i form til at kunne løbe tre-fire km. Men hendes storebror drillede hende med, at det ikke var rigtig løb og udfordrede hende til at løbe et halvmaraton. På to måneder trænede lillesøster sig selv op til 21,1 km − og nu elsker hun at løbe.
− Pludselig havde jeg lovet min storebror at løbe halvmaraton og købt et startnummer! Heldigvis var der hele otte måneder til, tænkte jeg, så jeg havde god tid til at komme i form, fortæller 30-årige Camilla Anderson.
Men den lange tidshorisont betød, at hun ikke var så fokuseret på sit løbeprojekt, og pludselig var det vinter. En vinter med rigtig meget sne og is, der virkede, som om den aldrig ville smelte, husker Camilla.
− Først midt i marts måned, da sneen var væk, kunne jeg ikke trække den længere. Der var to måneder til løbet, og jeg måtte i gang med at træne, hvis jeg ikke skulle trække mig, og det ville være pinligt over for min storebror, syntes jeg. Camilla begynder at løbe fast tre gange om ugen. Hun starter med tre mindre ture og udvikler sit eget lille løbeprogram inspireret af storebror og løbeprogrammer i forskellige magasiner, bl.a. fit living.
− Da mine tre faste løbedage var etableret, fik jeg det fif af min storebror at lave pulstræning med et pulsur, så en af mine ugentlige løbeture kom til at bestå af intervaltræning med fokus på pulsen. Det var virkelig hårdt, og jeg gjorde det udelukkende, fordi jeg havde læst, at det var den hurtigste vej til at komme i form, siger Camilla Anderson.
− Jeg løb altid alene. I høj grad fordi jeg også brugte løbeturene som afstressning, da jeg havde meget travlt på mit arbejde på det tidspunkt. Ifølge løbeprogrammerne skulle Camilla i form til at kunne løbe 15 km før løbet. Det nåede hun med bare to måneders træning i benene og følte sig klar til at tage af sted til løbet i Göteborg sammen med sin storebror.
− Det var en super oplevelse. Der var masser af livemusik og publikum, som klappede os frem. Jeg blev helt høj, husker hun. Men vejret gjorde løbet hårdere end ventet, da solen efter to måneder med koldt og trist vejr pludselig bragede igennem, og temperaturen nåede 25 grader. Alligevel fuldførte hun sit første halvmaraton på 2 timer og 20 minutter, hvilket hun var svært tilfreds med efter bare to måneders træning.
− Jeg melder mig stadig til nogle løb i ny og næ for at holde mig fokuseret, men lige nu løber jeg mest, fordi jeg synes, det er rigtig rart. Både i kroppen og mentalt, fortæller Camilla.
Camillas bedste råd
1. Kom ind i en god rutine. Løb f.eks. tre gange om ugen. Gerne på faste dage. Så går det hurtigt frem og bliver meget, meget sjovere.
2. Træn efter din puls. Pulsuret kan hjælpe meget i din træning, fordi det gør det lettere at presse sig selv.
3. Husk et par gode løbesko, der holder dig fri for skader.
DYRKE YOGA
Carina Moberg, 45, har taget mange tilløb til at starte til yoga, men der skulle to piskesmæld til, før det endelig lykkedes. I dag elsker hun den styrke og fordybelse, som yogaen giver hende.
For 10 år siden styrketrænede og løb Carina Moberg. Men to piskesmæld tvang hende til at stoppe op og revurdere sit liv.
− I første omgang ville jeg ikke anerkende, at jeg var skadet, og jagtede i stedet desperat mit gamle jeg, fortæller Carina Moberg. Men kvalme, synsforstyrrelser, hovedpine og smerter betød hyppige behandlinger med zoneterapi, akupunkturmassage og mange besøg hos kiropraktoren, indtil Carina for et år siden stoppede op.
− Jeg tænkte, der måtte findes noget, som kunne hjælpe mig til en bedre hverdag, husker hun. Dette noget var yoga, og det sidste år har Carina dyrket hathayoga to-tre gange om ugen hos Wellcome Fitness i Hellerup.
− Yogaen har gjort, at jeg har kunnet skære 30-40 procent af mine behandlinger væk. Det er da fantastisk, siger Carina.
− For mig er timerne næsten en slags indre zoneterapi. Jeg får en følelse af et roligt, indre flow, som samler mine tanker. Det bedste er dog, at træningen giver dig en bedre holdning og øget kropsbevidsthed, mener hun.
− Mange har et travlt liv med job, børn og forpligtelser, og det er sjældent, at vi giver os selv lov til fem minutters absolut afslapning. Sådan slutter hver yogatime, og det er balsam for sjælen. Carina Mobergs bedste råd er at give dig god tid til øvelserne.
− Man skal ikke lede efter det spirituelle. Øv dig i stedet i at lave stillingerne rigtigt. Når de er på plads, kommer det åndelige helt af sig selv, siger hun.
− Jeg er f.eks. blevet meget bedre til at tackle uforudsete situationer. Jagten på mit „gamle jeg“ er også stoppet. Jeg har erkendt, at jeg er der, hvor jeg er i livet.
Carinas bedste råd
1. Gør det! Ikke fordi andre synes, at det er fantastisk, men for din skyld.
2. Vær tålmodig. Stillingerne kan være svære, men pludselig oplever du sammenhængen og mærker kroppen åbne sig.
3. Giv dig selv tid til afslapning.
DANSE ZUMBA
38-årige Mille Kalsmose syntes selv, at hun var blevet lidt kvabset efter ikke at have dyrket så meget motion de seneste år. Så for tre måneder siden meldte hun sig til sin første zumba-time og blev fuldstændig bidt af det. Efter en uge havde hun allerede tabt sig halvandet kilo − bare ved at have det sjovt!
Mille Kalsmose har spillet håndbold på eliteplan og dyrket sport hele sin ungdom, men på grund af slidgigt i ryggen holdt hun helt op.
− Jeg har forsøgt mig med løb, yoga og lidt fitness, men udelukkende fordi jeg følte, at jeg skulle, fortæller Mille Kalsmose, der savnede glæden ved at bevæge sig. En test i et magasin afslørede, at Mille var til sociale sportsgrene − gerne med musik, og pludselig huskede hun, hvor glad hun var for at danse, da hun boede i Spanien. Men hun kunne alligevel ikke se sig selv på et latinhold på en danseskole.
− I stedet fandt jeg en danselærer, som hed Salsa Fritz, og det lød simpelthen så corny, at ham måtte jeg prøve, griner Mille. Salsa Fritz og zumba viste sig at være det helt rigtige. Første time var så skæg, at hun mødte op igen allerede dagen efter.
− Jeg følte mig så godt tilpas i kroppen. Det var, som om rytmen blev siddende i mig efter timen. Jeg kunne mærke, at jeg havde fundet min favoritmotion, og som bonus havde jeg tabt mig halvandet kilo bare efter den første uge, siger Mille.
− Det, jeg elsker ved zumba, er, at det er godt for konditionen samtidig med, at det er legende og sjovt. Når timen er gået, føler jeg, at jeg kunne have fortsat. Sådan har jeg aldrig haft det med motion før. Også zumbaens fokus på yndefulde bevægelser og kvindelighed tiltaler Mille.
– Jeg er overbevist om, at kvinder får en mere feminin kropsbevidsthed ved at danse, og det klæder os godt, mener hun. Zumba træner især i hofter og taljen, men Mille Kalsmose bliver ikke øm på samme måde som efter anden træning.
– Min overbevisning er, at en motionsform ikke kan stå alene. Skulle der alligevel være en, der kan, så er det zumba, tror jeg.
Milles bedste råd:
1. Kast dig ud i det.
2. … og prøv dig frem. Zumbatimer er meget forskellige. Nogle er mest dans, mens andre er mere aerobic.
3. Instruktører er også forskellige, find en, som passer til
CYKLE PÅ ARBEJDE
Anti-cykelmennesket Stinne Ølshøj, 33, cykler 14 km på arbejde. Hver vej. Forklaring? Hun solgte sin bil. Det var altså ren nød, som fik hende i gang − men nu vil hun slet ikke undvære sine daglige cykelture.
− Jeg var et ægte anti-cykelmenneske! Jeg havde ikke ejet en cykel i 12 år og var i den grad typen, der trippede rundt i høje stiletter og foretog selv de mindste ærinder i bil. Jeg troede faktisk ikke, at jeg kunne leve uden bil, fortæller 33-årige Stinne Ølshøj. Stinne er alenemor, og derfor havde hun svært ved at finde tid til motion i en travl hverdag. Ændringen til et mere aktivt liv kom da også tilfældigt.
− Da min søn skulle i skole, flyttede vi kommune. Jeg prioriterede boligen frem for bilen, så bilen blev solgt, og jeg købte mig en cykel, og så måtte William på knap seks år også til at cykle, hvilket var helt nyt for ham, for det havde vi ikke fået trænet særlig meget, kan jeg godt afsløre. I dag har Stinne 14 kilometer til og fra arbejde, som hun cykler i et roligt tempo.
− Jeg racer ikke af sted, for jeg har ikke lyst til at være svedig, når jeg kommer på arbejde, og hvis jeg skal have skiftetøj med, så bliver det for omstændeligt. På dage med virkelig dårligt vejr tager Stinne indimellem toget, men hun er alligevel ikke i tvivl om, at hun har fundet sin yndlingsmotion. Faktisk er hun så glad for at cykle, at hun også cykler længere ture i weekenden. Her går hun efter grønne, pæne cykelruter, som giver hende en masse positiv energi.
− Jeg kan sagtens mærke, at jeg er i bedre form nu, end da jeg bare brugte min bil og løb en tur i ny og næ. Jeg tror, at den daglige motion giver mig noget, som min krop ikke har prøvet før. I det hele taget passer det perfekt til min travle hverdag, hvor det kan være svært at få lagt lidt „alenetid“ ind til motion, siger Stinne, og skulle økonomien pludselig være til det, så har en bil ikke højeste prioritet længere.
− Nu kan jeg jo se, hvor nemt jeg kan klare mig uden.
Stinnes bedste råd
1. Start i det små.
2. Nyd det. Lad være med at piske dig selv frem, sørg i stedet for at nyde din motion.
3. Vær tålmodig. Der er en sportsgren for alle. Så bliv ved med at lede, indtil du finder den, som er lige dig.
DYRKE SPINNING OG STYRKETRÆNING
Herfrid Hammer var 25 år og en sløv banan. Lige indtil hun blev presset med til en spinningtime af en veninde. Det fik hende i gang med regelmæssig motion − og så tabte hun 12 kilo på et år.
Jeg kommer aldrig i gang med at træne. Sådan rigtig i gang. Herfrid Hammer gik længe og klagede over, at hun ikke havde tid og lyst til motion.
− I et anfald af „nu skal det være" meldte jeg mig ind i et træningscenter via et godt januartilbud. Jeg startede fuldstændig desperat op og trænede så meget, at jeg gik helt død efter den første måned, husker Herfrid Hammer. Ændringen kom først, da en veninde tilfældigt til en grillaften overbeviste hende om, at hun skulle med til en spinnningtime næste morgen for at brænde kalorierne af.
− Den første time var SÅ hård, og jeg måtte holde igen med belastning bare for at kunne overleve timen, siger Herfrid Hammer. Men allerede efter den første time var hun bidt af at spinne. De første fire måneder spinnede hun på livet løs, og en uge var hun helt oppe på otte timer. Men pludselig var det ikke sjovt mere, og Herfrid var lige ved at gå død i træningen, men så kom veninden på banen igen.
− Min veninde fik mig til at prøve alle mulige andre former for træning: Boldtræning og styrke både i maskiner og med vægte. Og også lidt løb. Og pludselig blev det meget skæggere. I dag træner Herfrid Hammer fast trefire gange om ugen. Gerne om formiddagen, da hun er studerende og alene med to piger på to og otte år, og det kan være svært at passe ind om aftenen. Herfrid har også ændret lidt på sin kost. Igen inspireret af veninden.
− Jeg har lært, at man godt kan bage lidt sundere kager, men jeg er ikke blevet frelst. Mine døtre og jeg spiser stadig slik om fredagen. Med god samvittighed, siger hun. Siden sidste sommer har Herfrid tabt 12 kilo, og hun kan mærke, at hun er blevet en del fastere. Hun føler sig stærkere og har fået mere vilje og udholdenhed. Både i forhold til motion og livet generelt.
− Jeg har fået meget mere energi, og min selvtillid har fået et boost, fordi jeg er blevet glad for min krop. Jeg er faktisk ret stolt af mig selv nu. Og bikinien er allerede luftet.
Herfrids bedste råd
1. Træn med en veninde, så I kan holde hinanden til ilden.
2. Prøv forskellige hold i dit træningscenter, så du finder dine favorittimer.
3. Find det antal træningstimer om ugen, som passer dig – og hold så fast i det. Regelmæssighed er vigtigt.