Sådan lykkes dit vægttab
Hvordan bliver du stærkere, sundere og gladere? Det har Mie Bo Madsen, coach og kreativ direktør i Manning Inspire, et bud på.
Start med at droppe dramaet og smid ordene "aldrig" og "altid" langt, langt væk. Og så skal du se at få sig en rollemodel...
Hvad skal mit mentale udgangspunkt være for at lykkes?
– Du skal være motiveret. Forestil dig, du står ved en skillevej med to mulige veje, du kan gå ned ad. Den ene kender du. Det er den, du er gået ned ad mange gange før, og som handler om, at det jo i virkeligheden går meget godt, og at du godt kan tabe dig et par kilo, hvis du holder dig fra slik i en uge. Den anden vej er den, der handler om en reel adfærdsændring, og hvis du vælger den, skal du virkelig ville det. Ellers går du i gang for så at give op 3-5 uger efter – og så mister du selvtillid og troen på dig selv. Det kan sammenlignes med at have en ven, der gang på gang bryder aftaler. Man har jo ikke lyst til at have venner, man ikke kan stole på.
Hvad skal jeg tænke over, inden jeg går i gang?
– At januar (eller vintermånederne, red.) måske ikke er den rigtige måned at gå i gang med et projekt, der kræver al ens viljestyrke. Måske har man bare lyst til at ligge under dynen og spise resten af julekagerne. Man skal også smide ordene "aldrig" og "altid" helt ud af sit vokabularium, og sætte nogle moderate mål, man faktisk har en chance for at overholde.
LÆS OGSÅ: Få hurtige resultater med disse øvelser
Hvilke mentale redskaber kan jeg bruge undervejs?
– Helt overordnet bliver vi motiveret af to universelle faktorer; nemlig pisken og guleroden. Det er en god idé at lave et slags årsregnskab for sig selv, hvor man skriver ned, hvad det kommer til at koste, hvis ikke man kommer i gang nu – og omvendt hvad man vil få ud af det. Altså udgifter og indtægter. I den første kolonne kan der f.eks. stå det antal gange, timer og minutter, man regner med at stå foran spejlet og hade sin krop og summen af penge, man bruger på bøger om sund mad og løbesko, der ikke bliver brugt. I den anden kolonne kan der f.eks. stå antallet af dage, man springer ud af sengen, fordi man har mere energi, og hvor sexet, smuk og overskudsagtig, man vil føle sig. Det virker, fordi man får sat tal på fordelene og ulemperne, og det virker motiverende.
Se også på fitliving.dk: Løb dig fri fra stress
Hvordan undgår jeg at falde i undervejs – og hvad hvis jeg gør?
– Det hedder ikke hvis, men NÅR, du falder i. Det gør alle, og du kan lige så godt have en plan B klar, før du overhovedet går i gang. Vil du bare give op, eller vil du fortsætte? Drop dramaet, og se på, at du faktisk er rigtigt godt på vej. Du kan også prøve at se på grunden til, du faldt i. Er træningen begyndt at kede dig? Skal du ændre menuen? Du har på nuværende tidspunkt faktisk fået noget erfaring og kan sagtens tillade dig at justere moderat på forholdene – uden at ændre på selve målet.
Er det vigtigt at sætte mål og del-mål?
– Det er enormt vigtigt at sætte sig helt konkrete delmål. Det kunne være at tabe fem kilo eller at kunne løbe ti kilometer på en bestemt dato. Hvis ikke projektet er målbart, føles det som at løbe et marathon, der aldrig slutter. Du må gerne sætte barren højt, men det skal være realistisk for dig. De overordnede mål handler om følelser – om at føle sig smuk og sexet, eller hvad det handler om for netop dig. Delmålene er i princippet bare bonuspoints.
LÆS OGSÅ: "Madforskrækkelsen har taget overhånd"
Hvem skal jeg involvere i mit projekt?
– Jeg synes, man skal holde beslutningen lidt for sig selv, fordi det her er noget, man gør for sig selv. I hvert fald i begyndelsen. Men hvis det af praktiske årsager giver mening, så indvi din familie.
Hvordan holder jeg motivationen på lang sigt?
– Det er meget udansk, men det kan være godt at bruge en rollemodel, der ikke nødvendigvis er en, du kender. Det kan sagtens være en Hollywood-stjerne. Ved at "låne" rollemodellens evner får vi selv flere og andre kompetencer, og det virker motiverende. Man skal definere rollemodellens tre mest fremtrædende kvaliteter – og så skal man spørge sig selv; "Hvad ville han/hun gøre/tænke/føle lige nu?" Derudover skal du huske at sige til dig selv, at det er din krop og din sundhed, det handler om, og lade være med at synge lange sange om, hvor hårdt det er at løbe en tur. Det handler om din livskvalitet, du børster jo også tænder hver dag!
Hvad er et sundt mentalt forhold til sin krop?
– Forestil dig, at du har en beholder indeni, der opbevarer lykkehormonet oxytocin. Jo mere fuld beholderen er, des smukkere, sundere, stærkere og sexet føler du dig. Du er selv ansvarlig for at fylde beholderen 80 % op, resten kommer fra omverdenen. Et godt forhold til kroppen er med til at fylde beholderen op. Det er simpelthen den direkte vej til lykke og livsglæde, så du kan blive et lysende og strålende menneske. Og så får du måske også lyst til mere sex. Det er en opadgående spiral.