Sommer sundhedstips

Sundhedseksperternes bedste tips: Sådan får du en sund sommer

Sluk computeren, og kom udenfor, spis frisk frugt, delikat hummer og hop i bølgen blå. Der er masser af gode tips til at få en både sund, aktiv og samtidig afslappet sommer. Her får du sundhedseksperternes bedste.

Marie Steenberger: ernæringsekspert og forfatter, Mariesteenberger.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Sundhed handler om kvalitet og ikke så meget om kalorier, men selvfølgelig kan du både være sund og skære ned på kalorierne. Her tænker jeg på frugt, bær, magre udskæringer og masser af grønt til grillen.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

Du skelner først og fremmest mellem, hvad der er sundt, og hvad der er slankende, for der kan være stor forskel. En sodavandsis indeholder for eksempel ikke mange kalorier, men til gengæld er den heller ikke så "sund" som en økologisk Hansen-is uden farvestoffer.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Alt, hvad der er let i sommervarmen som frugt, bær og vand. Gå om bord i grønthandlerens disk eller besøg de mange gårdbutikker, og bliv inspireret af deres lækre udvalg. Og vælg gerne masser af fisk til grillen i stedet for kød.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Gør noget andet, end du plejer. Kroppen kan hurtigt vænne sig til samme distance i samme tempo med samme motionsform, så brug sommeren til at prøve noget nyt. Spring for eksempel ud i kitesurfing, havkajak, dykning eller bestig en klatrevæg.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Hav det rigtige tøj på, og gør noget, du synes er sjovt. Tænk mere i leg og eventyr end i motion og bevægelse. Det er mere motiverende.

Michelle Kristensen: sundhedsskribent i ALT for damerne, ernæringsekspert i Go'morgen Danmark, forfatter og afholder bootcamps, Michellekristensen.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Sørg for at få grøntsager til både frokost og aftensmad. Alt fra ærter og gulerødder til tomater og salat smager af mere om sommeren, og det er en skam ikke at udnytte det.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

Tænk på, at du har mere tid om sommeren, fordi jobbet ligger mere stille, og du holder sommerferie. Det giver mere tid til at røre sig, og det betyder i sidste ende, at du kan drikke mere rosé og spise is oftere, end når du ikke bevæger dig. Husk, at morgenmaden skal sidde lige i skabet. Spiser du en sund morgenmad, holder du dit blodsukker stabilt, og du har fået en god start på dagen.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Har du børn, så brug tiden til at være sammen om udendørslege: at hoppe i skoven eller gå en tur på stranden. Det er sjovt, og de kan lære noget om alt fra buske til træer og frø. Udnyt, at du kan træne udenfor. Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ser folk stå i et motionscenter og træne i varmen, og studier viser, at de, der træner udenfor, har mindre tendens til at blive deprimeret. Og husk at spise ude.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Jeg er kæmpefan af bær, alt fra jordbær til stikkelsbær og hindbær. Det er unikt at bo i et land, hvor man kan plukke noget, der smager af slik, fra en busk.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Kan du lide at svømme, så udnyt, at du kan svømme en tur i havet. Svømning er en god motionsform og særlig god i kombination med løb, fordi du særligt træner og styrker overkroppen. Jeg svømmer hver dag i havet, når jeg har ferie – det er en skøn naturoplevelse.

Louise Bruun: ernæringsekspert, personlig træner og forfatter, Louisebruun.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Drop at spise is og drikke alkohol hver dag, selvom det er fristende i det varme vejr.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

I princippet handler det om at tage en beslutning om, hvornår man vil "synde". Jeg lever selv efter en regel, der hedder 80/20, som betyder, at jeg lever sundt 80 procent af min tid, mens jeg lever uden særlige regler og gerne må synde de sidste 20 procent. Jeg er meget logisk i min tilgang til sundhed, og for mig giver det ikke mening at leve totalt asketisk. Der skal også være plads til at spise en is indimellem.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Det myldrer med skønne råvarer, der vokser lige uden for døren. Lækre kåltyper, ærter, æbler og blommer bare for at nævne nogle få ting. Lav masser af god, naturlig og lokal mad. Og invitér dine venner til et skønt sommermåltid.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Jeg elsker at lave yoga om sommeren, jeg elsker at svømme i havet, og jeg elsker at gå lange ture i skoven. Det er alt sammen intelligent og naturlig bevægelse, som jeg er meget optaget af. Jeg tror på, at vi er bygget til at være i naturen. Vi producerer en masse endorfiner, når vi er udenfor på grund af alt det, vi ser, dufter og mærker. Det får vi meget mere ud af end at stå i et lukket lokale med kunstigt lys.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Sørg for at bruge naturen, den er fantastisk om sommeren. Dyrk yoga udenfor, planlæg dine løbeture og gåture i naturen, og svøm en tur i havet.

LÆS OGSÅ: Slankeboost på Kreta: Vægttab og ren velvære

Martin Bonde Mogensen kostvejleder, Body SDS-terapeut og forfatter til flere bøger om juicer og smoothies, Kropsinstituttet.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Start hver dag med en frisk juice. Lav en aftale med dig selv, hvor du tillader dig at slappe af og nyde de ting, der også hører sommeren til, men kun et par gange om ugen. Få rørt dig hver dag enten ved at svømme i havet, gå en lang tur i skoven eller løbe en tur på stranden. Ferie er også at have tid til at pleje dig selv med de ting, du ikke når til hverdag.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

Fristelser er forskellige fra menneske til menneske – friske frugter og grøntsager kan også friste. Men vigtigst er det, at du finder en balance, som er rigtig for dig selv, for sommer er også en is på stranden og et glas kold hvidvin. Mit råd er at få mindst to liter vand om dagen og en friskpresset grøntsagsjuice. Så har du et godt fundament, når fristelserne kommer snigende.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Om sommeren udstråler alt liv. Alle planter er grønne og fulde af duft, og det er den bedste årstid til at fylde kroppen med alle de dejligste friske frugter og grøntsager, der er sprængtfyldt med vitaminer og mineraler. Mit bedste forslag er at lave nogle dejlige og nærende salater, og det er ikke svært. Vælg tre grøntsager, et stykke frugt og en slags nødder eller kerner, så har du den skønneste salat. Husk at vælge mindst én grøntsag, som du ikke plejer at spise.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

For at give slip på hverdagens stress kan det være fornuftigt at vælge en mild motionsform hen over sommeren som gåture, svømning og yoga. Gerne kombineret med meditation eller mindfulness.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Særligt avokado indeholder nogle supersunde fedtstoffer, som hjælper din hud med at beskytte dig mod solens stråler. Husk, at solen er med til at give dig det vigtige D-vitamin, men pas på mellem klokken 12 og 15, og undgå at bliv solskoldet.

Matilde Trobeck: blogger på Helsematilde.dk, aktuel med bogen "#detskalværesjovtatværesund"

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

For mig er det vigtigt, at jeg er udenfor så meget som muligt. Jeg suger lyset og varmen til mig, og jeg dyrker meget af min træning udendørs – med solcreme selvfølgelig. Og så drikker jeg så lidt sodavand, saft og lemonade som muligt, selvom jeg er mere tørstig på denne årstid. Der er mange tomme kalorier i læskende drikke, som jeg hellere vil bruge på en isvaffel eller et glas rosé, og vand slukker tørsten bedst.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

I min verden er der fristelser året rundt, og jeg går ikke ind for forbud. Du skal selvfølgelig tænke over, hvad du indtager, hvis du gerne vil holde vægten, men forbud giver kun mere lyst til det forbudte. Tænk dig om, brug din fornuft, og falder du i, så drop den dårlige samvittighed. Det er livet alt for kort til.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Jeg skifter ofte kammerjunkerne ud med frisk frugt. På den måde sparer jeg mange kalorier uden at skulle undvære koldskål, som jeg virkelig elsker. Og ellers bager jeg proteinrige kammerjunker. Opskriften ligger på min blog.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Jeg bor i København, og jeg elsker at gå rundt og udforske byen på mine fridage. I det hele taget elsker jeg at træne udenfor sammen med mine veninder og bagefter sidde sammen i græsset og nyde solen.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Tag cyklen eller gå fra sted til sted, rul på rulleskøjter, og drik kaffen udendørs.

LÆS OGSÅ: Guide til de mest næringsrige fiskearter og hvordan du tilbereder dem

Frida Hallqvist: pilatesinstruktør, Fridahallqvist.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Prøv at lave en indsats på flere planer. Lidt på kosten og lidt på træningen, så går det hele op i en højere enhed. Prøv også at lave om på nogle rutiner, som at se tv-serier i sofaen efter aftensmaden. Hvad med i stedet at gå en skøn tur først, da det er varmt og lyst ude?

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

Sig ja tak, gerne én, men ikke to gange. Det er en god huskeregel, hvis man ønsker at vedligeholde sin sundhed over sommeren med alle de fristelser. Selvfølgelig skal vi nyde, men vi behøver ikke spise det hele hver dag.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Jeg er vild med at grille, især friske grøntsager på spyd og marineret kylling i ingefær og lime. Og som dessert en lækker kombination af skyr, banan, blåbær og mandelmælk. Det smager fantastisk.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Jeg elske at løbe og er vild med de tidlige morgenløb, hvor naturen bare dufter så godt. Ellers vil jeg anbefale noget sjov vandsport som SUP – Stand Up Padle surfing – eller kajak, som man kun kan dyrke om sommeren.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Lav aftaler med dine venner om at træne udendørs.

Umahro Cadogan: ernæringsekspert, foredragsholder og forfatter, Umahro.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Hold fast i de sunde rutiner, du allerede har, og sørg for at få bevæget dig hver eneste dag. Sommeren skal være en hvileperiode, men derfor er det stadig vigtigt med lidt bevægelse hver dag. Træn, gå, cykel, dyrk elskov, tuml med børnene. Sørg også for at få godt med søvn. Er du i søvnunderskud, har du en tendens til at spise og drikke meget mere sødt, fedt og salt end godt er.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

Forbyd ikke dig selv en masse ting, det giver ofte kun bagslag. Jo flere forbud, des kortere tid holder det, og jo mere du forbyder dig selv noget, des mere tænker du på, at du bare må have det ... og i store mængder. Hold i stedet fast i nogle sunde kost-rutiner med to håndflader bær, frugt og grønt til hvert måltid, så du jævnligt får noget sundt, der fylder og mætter. Det nedsætter din lyst til det usunde. Spis også magert protein som fisk, rejer, fjerkræ, æg, linser, bønner eller kikærter og skyr, hytteost og yoghurt naturel. Og drik masser af vand eller te. Det mætter og er med til, at du ikke fylder dig med tomme kalorier fra sodavand og saftevand.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Hummer. Det smager simpelthen så urimeligt godt, og så er det sundt. Friske bær og lækker sommerkål som rød spidskål, der er helt fantastisk delikat, er også et hit.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Kropsvægttræning såsom armbøjninger, lunges, burpees, håndstand og armhævninger i træer kan laves, uanset hvor du er. Tænk hele tiden i praktik, og hvad der kan lade sig gøre, når du holder ferie i stedet for at lade dig begrænse af, at du ikke kan komme i træningscenteret. Løb og sjipning er også nemt at lave, uanset hvor du er.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Sørg for at så meget som muligt af din transport er ved egen kraft og udendørs som at gå eller cykle. Og husk altid på, hvor godt du havde det, sidst du var ude.

LÆS OGSÅ: 7 veje til sundere vaner

Majbritt Louring Engell: står bag slankefirmaet Frk. Skrump og er aktuel med bogen "Frk. Skrump – 10 ugers boostkur, tab 10 kilo", Frkskrump.dk

Hvad er dit bedste tip til en sund sommer?

Er dit blodsukker stabilt, har du det generelt bedre, ligesom det optimerer din fedtforbrænding og gør din krop sund. Et stabilt blodsukker giver dig energi og sikrer, at du ikke bliver så fristet af de mange kulhydrater som f.eks. slik eller salte chips. Simpelthen fordi du føler dig mere mæt og i balance. Sammensæt dine hovedmåltider af nok protein (skyr, æg, ost, kød, fjerkræ, fisk og skaldyr), gå efter ekstra sunde fedtstoffer (olie, nødder, kerner, avocado, pesto og oliven) og tunge kulhydrater (grøntsager, frugt, bær, rugbrød, knækbrød, bælgfrugter som kikærter og linser, kartofler med skræl og fuldkornspasta). Slut dine hovedmåltider af med at spise 10-20 gram mørk chokolade på 70 procent. Det tager toppen af den søde trang, så du ikke går på jagt i skabene.

Hvordan passer man på sommerens fristelser?

Sundhed handler om balance, så start med at definere de tre nydelser, der er vigtige at have plads til hen over sommeren. Selvfølgelig skal du ikke gå amok i dine nydelser, men der skal være plads til dem ved siden af din grundkost.

Dit tip til den ultimative sunde sommerspise?

Jordbær med fløde. Super sunde bær fyldt med vitaminer, mineraler og lidt fiber kombineret med fløden, som stabiliserer dit blodsukker og mætter, fordi den indeholder en masse fedt. Tænk ikke på, at fløde er fyldt med kalorier. Det er ikke kalorierne, der er så vigtige, men derimod måden, du sammensætter din mad på i måltidet og i løbet af dagen.

Hvilken motionsform vil du særligt anbefale om sommeren?

Hop i havet eller poolen, kast med en frisbee, og dyrk i det hele taget motion sammen med andre, så du oplever, at det er sjovt og socialt.

Dit bedste udendørstip til sommeren?

Gå en tur, leg med en bold, en ketcher eller en frisbee. Løb om kap med dine børn, hop i trampolin eller gå en tur i havens bede – alt tæller.

LÆS OGSÅ: Hold vægten i ferien

LÆS OGSÅ: Michelle Kristensen: Sådan får du drukket mere vand