Suzy Wengel har et særligt råd, hvis du vil tabe dig - og det handler ikke om kost eller træning
Kostvejleder Suzy Wengel har kæmpet med både yoyovægt og overspisning og levet sit liv i for høj fart. I dag ved hun, hvor vigtigt det er at lytte til kroppens behov, have ro på hverdagen og være selværlig for at kunne finde den sunde balance.
Jeg har ikke altid været god til at lytte til min krop og dens signaler, men det er noget, jeg har arbejdet rigtigt meget med, og som jeg med tiden er blevet bedre til.
I 17 år kæmpede jeg med yoyovægt og havde flere år med svære overspisninger. Jeg håbede og troede, at der fandtes en form for quickfix til et vægttab.
Det har krævet mange års intensiv øvelse at lære mine behov at kende, men i dag synes jeg, at jeg har fundet en balance mellem min krop og mit sind, hvor jeg ikke skal tænke alt for meget, men hvor min krop fortæller mig, hvad den har brug for.
Jeg har fået et mere afklaret forhold til mad og spiser og drikker alt. Der er som sådan ikke noget, jeg undgår, men jeg er bevidst om, hvad jeg spiser og holder øje med mængder og hyppighed. Det betyder ikke, at jeg ikke spiser en dessert på en restaurant, fredagsslik eller en vaffelis, men jeg er bevidst om, hvad jeg fylder mig med og spørger lige mig selv, om det er noget, jeg har behov for.
Struktur og rutiner i hverdagen er vigtigt for, at jeg kan bevare motivationen for at spise sundt og holde vægten. Jeg kører periodisk faste 16-8, hvilket betyder, at jeg som udgangspunkt ikke spiser mellem klokken 20 og frokost den næste dag. Desuden sørger jeg altid for at spise to solide måltider om dagen, der typisk består af masser af grøntsager, protein som f.eks. kød, fisk eller æg og sunde fedtstoffer i form af avocado, ost eller nødder.
Jeg planlægger altid mine indkøb, så der er købt ind til madpakker og aftensmad og gerne til flere dage. I mit køleskab har jeg altid basisting som æg, smør, ost, spidskål og tomater samt jordbær og spinat i fryseren, så jeg altid kan tilberede et hurtigt og sundt måltid og ikke tyr til nemme løsninger, der ikke altid er de sundeste.
For mig handler sundhed særligt om min kost og om sult og mæthed, men i høj grad også om andre af kroppens basale behov som søvn, hvile og pauser. Jeg har altid haft en tilbøjelighed til at være ret hård ved mig selv og tænkt, at det her med søvn og hvile var noget pjat, og i mange år overhørte jeg simpelthen min krops signaler.
For tre-fire år siden havde jeg en periode, hvor jeg havde rigtigt travlt med mange foredrag og mange bolde i luften, og pludselig sagde min krop fra. Jeg var ikke længere den udgave af mig selv, som jeg ønskede være hverken overfor min mand, vores børn eller mine ansatte. Det var virkelig et vink med en vognstang om, at jeg var nødt til at ændre noget i mit liv.
Det gik op for mig, at jeg simpelthen ikke havde været selvkærlig nok, fordi jeg havde haft alt for meget fart på. I dag føler jeg, at jeg har lært mig selv meget bedre at kende og ved, hvor vigtigt søvn og hvile er for at kunne fungere.
Jeg er blevet meget bedre til at prioritere mig selv og tage en pause i løbet af dagen, hvor jeg slipper arbejdet og giver mig selv lov til bare at sidde og drikke en kop kaffe, kigge ude over vandet og nyde naturen eller gå en lang tur.
Jeg spiller også golf, når tiden tillader det, og på en runde kan jeg snildt nå op at gå 10-12 kilometer. At være ude i naturen og se årstiderne skifte, giver mig ro i hovedet. Så mærker jeg virkelig, at jeg lever.
Jeg beskæftiger mig hver dag med mennesker, hvis højeste ønske er at tabe sig, men det er bare supersvært, hvis du ikke har styr på dit liv. At komme i mål med et vægttab handler ikke kun om kostplaner, og hvad du spiser men også i høj grad om, hvordan dit liv ser ud – om du har struktur i din hverdag og det, som jeg kalder ”orden i penalhuset”.
Mit bedste råd, hvis du vil tabe dig, er derfor at starte med at se holistisk på din livsstil. Sover du godt? Har du tid til afslapning? Og til at være sammen med din familie og nære relationer? Har du et godt arbejdsliv, er der styr på økonomien? For hvis der er for meget uro i dit liv, er det svært at give plads til selvkærlighed i form af god og nærende mad og fysisk aktivitet. Altså alt det, der skal til for at få succes med et vægttab.