Tidligere overspiser: ”Da jeg så videoen, ramte det mig lige mellem øjnene. Jeg gik fuldstændig i stykker”

Foran Institut Sankt Joseph på Østerbro i København står en kvinde. Hun er 39 år og vejer 130 kilo. Hun har netop afleveret sin søn i skole, og er brudt sammen midt på gaden.

Kvinden hedder Helene Philipsen, og det er pludselig gået op for hende, at hele hendes liv er styret af hendes overvægt.

Helene lider nemlig af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning. Det betyder, at hun ligesom omkring 40-50.000 andre danskere, lever et liv, der er styret af et tvangspræget forhold til mad.

Hendes spiseforstyrrelse betyder ikke kun, at hun vejer for meget. Den har også givet hende så dårligt selvværd, at hun er bange for at komme for tæt på sin søns skole.

”Jeg var bange for, at han ville blive drillet med at have en tyk mor. Jeg var simpelthen så skamfuld over min krop og min vægt og min spisning, at jeg var bange for at aflevere og hente ham”, fortæller Helene Philipsen.

Det var denne tanke, der fik det hele til at ramle sammen om hende i det øjeblik. Tankerne kørte, og det samme gjorde hadet til hendes krop.

”’Du er så svag, Helene. Du kan ikke styre, hvad du spiser. Du er blevet så fed og grim og ulækker, og derfor bliver dit barn sikkert drillet i skolen’. Jeg tænkte bare, at der ikke var mere tilbage i mit liv”, fortæller hun og uddyber:

”For hvad var det for et liv, der lå foran mig? Jeg havde det ikke sjovt med mine venner, fordi jeg ikke ville proppe min krop ned i en dansekjole eller en badedragt. Jeg kunne ikke flyve ud i verden, fordi jeg var bange for, at jeg ikke kunne være i flysædet. Mit liv var indskrænket til en lille bitte zone af kæmpe sorg og selvhad”.

Den stærke følelse af at hade sig selv og sin krop var ikke noget, der kom pludseligt. Den har fulgt Helene, lige siden hun var barn.

Helene Philipsen har lige så længe hun kan huske, haft et skævt forhold til mad. Foto: Emma Kleist.

Forældrenes skilsmisse gav en følelse af tomhed

Cirka 30 år tidligere går en lille pige med en stor kasse fastelavnsboller i armene. Hun kommer direkte fra bageren, hvor hun har hentet bollerne på vegne af sit fritidshjem. Men fritidshjemmet får ikke nogen fastelavnsboller at se. For den lille pige går allerede og fantaserer om, hvordan hun skal snige bollerne ind på sit værelse og spise sig igennem dem alle sammen, uden at hendes mor opdager det.

”Jeg fik det lynhurtigt dårligt over, hvad jeg havde gjort, og hvor meget jeg havde spist”, fortæller Helene Philipsen om sit barndomsminde.

”Men efter et stykke tid, begyndte jeg at fantasere om mit næste madprojekt”.

Dette spisemønster har været gennemgående i hele Helenes liv. Lige siden hun var barn, har hun haft et anstrengt forhold til mad. Det betød, at hun ikke kun spiste, når hun var sulten. Hun spiste også for at dulme følelser, hun havde svært ved at håndtere.

”Jeg puttede noget ned i et hul, der ikke rigtig var fyldt med noget andet. Jeg var i en tilstand, jeg ikke havde lyst til at være i, så det spiste jeg mig ud af”.

For Helene blev maden en flugt fra de følelser, hun gennemgik efter sine forældres skilsmisse. De gik fra hinanden, da hun var blot to år gammel, og bruddet fik hende til at føle en grundlæggende utryghed og angst.

Det blev starten på den spiseforstyrrelse, som senere viste sig at være overspisning, fortæller hun.

”Jeg blev nok ikke mødt på en hensigtsmæssig måde som barn, så der er nogle ting, der blev skæve. Jeg kan huske, at jeg gik rundt med en melankolsk følelse indeni – helt intethedsagtigt. I dag ville man nok have sagt, at jeg kæmpede med angst eller depressive tanker, men det gjorde man ikke dengang”, husker Helene.

”Jeg havde brug for et værktøj til at håndtere det, og for mig blev det maden”.

Da Helene var på sit største, vejede hun 130 kilo. Men de ekstra kilo var ikke det største problem. Det var hendes psykiske tilstand. Foto: Helene Philipsens private.

Maden blev en besættelse

En ganske almindelig aften, mange år senere, sidder Helene i sin sofa. Hun er alene i lejligheden, og selvom hun allerede har spist aftensmad, føler hun sig rastløs.

Det er en helt grundlæggende urolig følelse, der vokser sig større for hvert minut. Hun har en masse mad i køleskabet: Rester fra aftensmaden – og måske noget kage. Hun ved godt, at hun ikke bør spise mere, men hendes tanker er fuldstændig overtaget af mad.

Så hun gør det. Hun gennemroder køleskabet for alt mulig lækkert, og går i gang med at spise. Hun bliver rolig. Der bliver slukket for det tankemylder, der før overtog Helenes hoved, og for den urolige følelse i hendes krop.

”Det føles som om, at der bliver slukket på alle kontakter og der er bare stilhed. Jo mere du putter i munden, og jo længere tid, du spiser, jo mere ro får du”, husker Helene.

Hun husker dog også tydeligt den følelse, hun fik, når hun spiste for meget.

For på en aften som denne kunne hun sagtens spise både hele gulerodskager, Irmatærter med en halv liter flødeskum og store fade med flødekartofler. Hun var blevet ekspert i at ignorere kroppens stopsignaler og spiste ofte, til hun fysisk ikke kunne få mere ned.

”Jeg blev så mæt, at jeg ikke kunne føle noget og havde lyst til at kaste op. Jeg sad helt stille og kunne ingenting mærke i et stykke tid, og så snart det gik lidt væk, gik jeg i gang med at lave mad igen”.

For én ting var sikkert: Hver gang Helene stoppede med at spise, vendte de grimme følelser tilbage.

”Når roen var ovre, mærkede jeg typisk fortrydelse og skam. Jeg tænkte bare: ’Fuck! Nu gjorde jeg det igen! Er jeg idiot eller hvad?’”.

Helene beskriver sit forhold til mad som en besættelse, hvor hun ikke kunne lade være med at spise, selvom hun godt vidste, hvilke negative følelser maden vil fremkalde i hende.

"Det er ligesom en afhængighed, hvor man skal have sit fix og slet ikke kan stoppe".

I tiden som overspiser, købte Helene altid sit yndlingstøj i et ekstra sæt, til når hun engang ville tabe sig. Derfor kunne hun have "den samme" bikini på, på sit før- og efterbillede. Foto: Mathilda Yokelin.

Slankekure virkede ikke

En 24-årig Helene sidder og kigger på feriebilleder med sin daværende kæreste. De har været på Sri Lanka sammen, og hendes kæreste har optaget en video af, at Helene bader i et vandfald. Hun har bikini på, hvor der er frit udsyn til både mave og lår.

”Jeg fik lyst til at kaste op. Jeg udbrød: ’hvorfor har du ikke sagt til mig, at jeg så sådan ud?!’”, fortæller Helene om den første gang, det gik op for hende, at hun havde taget på som følge af sit tvangsprægede forhold til mad.

”Man kan måske undre sig over, hvordan jeg ikke havde opdaget, at jeg havde taget 15-20 kilo på. Men jeg tror ikke, at jeg kunne rumme at se det. Måske gjorde det mig for ked af det. Men da jeg så den video, ramte det mig lige mellem øjnene. Jeg gik fuldstændig i stykker”, siger hun.

Dette blev startskuddet til et utal af slankekure for Helene. Hun prøvede alt lige fra diætist og sultekure til tarmskylning og meget alternative metoder.

”Jeg har på et tidspunkt gået med en sonde i næsen, der førte ned i mavesækken. Jeg spiste slet ikke noget i to uger. Jeg drak kun vand, for hvert andet minut blev der pumpet en dosis proteinvæske fra en lille rygsæk jeg gik med, ind igennem sonden ned til min mave”, fortæller Helene.

Med de mange slankekure, lykkedes det for hende at tabe sig flere gange, men hun tog altid det hele – og ofte endnu mere – på igen.

”Jeg kunne have perioder, hvor jeg sultede mig selv, overtrænede eller var totalt på kur. Men det varede kun i en periode, og så kunne jeg ikke mere. Gassen gik af ballonen, og jeg vendte tilbage til mit gamle misbrugsmønster. For det var jo det, der var mit go-to-værktøj”.

For Helenes overvægt var blot et symptom på det dybere problem. Selvom hun gik på kur og tabte sig, fik hun ikke behandling for sin spiseforstyrrelse. Det skyldes ifølge Klinik for Spiseforstyrrelser, at diagnosen 'overspiser' er svær at stille, og derfor modtager overspisere som Helene ofte ikke den nødvendige behandling.

I dag arbejder Helene med at hjælpe andre overspisere ud af deres madmisbrug. Foto: Emma Kleist.

En ny begyndelse

Da Helene som 39-årig brød sammen foran Sankt Joseph Instituttet på Østerbro, fandt hun endelig motivationen til at ændre sit liv for altid. På det tidspunkt havde maden overtaget hele hendes tilværelse, og havde både ødelagt venskaber, kærlighedsforhold og hendes arbejdsliv.

”Jeg var i fuld skrue afhængighed. Min overspisning var ikke bare noget, jeg gjorde engang imellem, og ikke kun, når jeg havde det skidt. Jeg gjorde det altid. Overspisning var min måde at klare livet på”, fortæller Helene.

Efter at have afleveret sin søn i skole, krydser Helene vejen, og går over til caféen Dag H, der ligger på den modsatte side af Dag Hammerskjolds Allé. Her mødes hun med en gammel ven, der for nyligt var startet i behandling for et stofmisbrug. De to snakker længe, mens de tømmer deres tekopper.

Efter noget tid stopper de op og kigger på hinanden, for de kan begge to høre det.

”Alt det, han fortæller om at tage stoffer, er helt det samme, jeg fortæller om mad. Mens han fortæller om sin behandling, tænker jeg bare ’fuck’”, husker Helene.

Det var helt tydeligt for hende, at hendes spiseforstyrrelse havde udviklet sig til et regulært misbrug. Det var ikke nok at gå på slankekur eller se en diætist. Hun måtte gå samme vej som sin ven og søge behandling.

”Jeg startede i behandling ugen efter og kom i en gruppe med alkoholikere, narkomaner, sexafhængige, købeafhængige, ludomaner og en anden overspiser. Det var hele puljen, og det var fantastisk. Det ændrede alt i hele mit liv – på den fede måde”, siger Helene.

”Endelig mærkede jeg en lille bitte smule håb”.

Helene er gladere, end hun nogensinde har været. Denne glæde bruger hun hver dag til at inspirere andre. Foto: Emma Kleist.

60 kilo lettere

I dag er Helene 44 år og har tabt 60 kilo.

Når du kommer ind i hendes stue, bliver du mødt af bunkevis af positiv energi. En Buddha-figur kigger ned fra vindueskarmen, en prikket mulepose med ordet ”happy” pryder en lyserød velourstol, og der står blomster og planter i alle kroge og hjørner.

Det eneste, der er gladere end Helenes stue, er Helene selv. For siden hun startede sin misbrugsbehandling for fem år siden, har hun formået at transformere både sin krop og sit liv.

”Jeg har det, som om jeg har fået guldpakken. Men jeg har fandeme også arbejdet for den”, fortæller Helene, mens hun himler lykkeligt med øjnene.

”Jeg kan for første gang mærke kærlighed. Sådan rigtigt. Det troede jeg også, at jeg kunne før, men det eneste, jeg kunne mærke, var euforiske højder efterfulgt af dybe dyk”.

Hun har kæmpet i mange år for at nå dertil, men i dag siger Helene selv, at hun er helt helbredt fra sin spiseforstyrrelse. Hun er nået dertil ved at arbejde hårdt i fem år, på at ændre sit tankemønster omkring mad. Det betyder, at hun i dag ikke længere har det samme usunde syn på at spise.

”Jeg kan mærke, hvad jeg har lyst til og brug for. Hvis det er smagen af gulerodskage, har jeg fået den efter to bidder. Og jeg har ikke den der tvangsprægede tankegang, hvor jeg skal spise alt på tallerkenen”, siger hun.

Med den frihed har Helene ikke blot fået et bedre liv, men også den krop, hun altid har drømt om. Hun er blevet slank og er tilfreds med sig selv, selvom overvægten har et biprodukt: Løs hud på mave og lår.

”Men oh my god, I love it!”, udbryder Helene, der ikke selv synes, at det er et problem, at hun nu har fået lidt løs hud.

”Jeg har hadet min krop hele mit liv. Skal jeg så hade den, nu hvor jeg er blevet sund og glad? No fucking way! Det skal jeg da fejre og favne og elske. Nogle gange har jeg det sådan helt ’åh ja, I love youuuu’”, siger Helene, mens hun krydser armene i et kram om sig selv, og aer hænderne over den løse hud på sine overarme.