sara jin smidt

4 træningsøvelser til festivalen & ferien

Pak træningstøjet med på festivalen, i sommerhuset eller på solferien. Her er fire øvelser, der kan holde din form ved lige hele sommeren.

SÅDAN GØR DU

Kør alle øvelserne igennem 45 sek. med 15. sek pause. Hold et par minutters pause efter hver fulde runde. Du bestemmer selv, om du vil tage 1 eller 4 runder.

1. JUMP SQUAT

TRÆNER: Kondition, ben og balder.

SÅDAN GØR DU: Tag udgangspunkt i en squat-position. Hold overkroppen løftet, vægten tilbage på hælen og hele foden i gulvet. Sæt af i et eksplosivt hop, og så snart du rammer jorden, giver du efter i benene og skubber numsen tilbage, så du lander i din udgangsposition. Gentag herefter øvelsen.

2. CROSSING LUNGES

TRÆNER: Ben og balder.

SÅDAN GØR DU: Stil dig med benene i hoftebreddes afstand og hænderne i siden. Har du håndvægte, kan du med fordel tage en i hver hånd. Kryds det ene ben langt bag det andet, så det bagerste knæ ender i en 90 graders vinkel bag dig. Husk at holde ryggen ret, og spænd op i maven, som om du skulle spænde imod en mavepuster. Skub fra med bagerste fod, så du ender i din udgangsposition, og skift side. 

3. SIT-UP MED TWIST

TRÆNER: Skrå mave og talje. 

SÅDAN GØR DU: Læg dig på ryggen med fødderne i gulvet. Lav en mavebøjning, hvor du løfter det ene ben samtidig med, at du roterer ud over knæet med modsatte albue. Der skal power på dit twist. Kør langsomt tilbage, og skift side.

4. WALKING PLANK

TRÆNER: Core, skulder og arme.

SÅDAN GØR DU: Tag udgangspunkt i en plankeposition på albuerne. Stræk først den ene og derefter den anden arm, så du ender i en plankeposition på strakte arme. Bøj derefter først den ene og så den anden arm, så du ender i din plankeposition. Gentag øvelsen.

Artiklen er bragt første gang i 2017. Redigeret og genudgivet i 2022.