"Min datter vil ikke tilgive mig for sin barndoms smerte"

"Jeg har en voksen datter på 43 år, som ikke vil tilgive mig for noget, som skete i hendes barndom. Jeg er så uendeligt ked af det og føler mig misforstået, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det ligger mellem os, så selvom vi kan hygge og have det rart som familie, er det som om, der er en afstand, at hun ikke lukker mig helt ind. At hun stadig er vred.

Jeg synes ikke, det er retfærdigt, at det skal fylde, det som skete for så mange år siden. Jeg gjorde jo det bedste, jeg kunne dengang, hvorfor kan vi ikke lægge det bag os og komme videre? Det forstår jeg ikke!"

Kirsten er 69 år gammel og i terapi for første gang i sit liv. Hendes veninde har anbefalet hende at få noget professionel hjælp, fordi Kirstens uafklarede forhold til datteren fylder så meget i hendes liv. Kirsten er ked af det, frustreret og føler sig magtesløs, så hun har bedt om min hjælp. Jeg beder hende fortælle, hvad det er, datteren er så vred over.

Læs også

Kan jeg tillade mig at slå hånden af min mor?

"Da min datter var tre år, blev jeg skilt fra hendes far, fordi jeg havde mødt en anden mand. Vi havde et dårligt ægteskab, min datters far og jeg, og jeg var så taknemmelig for at møde en god mand, som ville mig det bedste, og som kunne give mig tryghed og økonomisk sikkerhed. Det havde jeg hårdt brug for efter årene med min datters far. Og jeg er i øvrigt stadig sammen med den mand."

"Min nye mand flyttede ret hurtigt ind, og vi fik en søn sammen. Jeg synes, vi havde nogle gode år sammen som familie, og jeg oplevede, at min nye mand tog min datter ind som sin egen. Men i dag fortæller min datter en anden historie.

Hun har følt sig klemt i, at jeg, som hun siger, havde så travlt med at komme videre med en anden mand. Hun siger, at hun har oplevelsen af, at hun bare var en statist, som skulle følge med i det, jeg ville. At der ikke blev taget hensyn til hende og hendes behov dengang."

"Men jeg gjorde jo det bedste, jeg kunne. Jeg var en bedre mor for hende, fordi jeg sammen med min nye mand skabte et trygt hjem, hvor jeg ikke behøvede at bekymre mig, men sådan ser hun det ikke. Jeg synes, hun tager for givet alt det, hun fik dengang. En ny far, som hun kunne regne med, en lillebror, som hun er meget glad for i dag. Jeg forstår ikke, hvorfor det her fylder så mange år efter."

Når din datter fortæller dig om, hvordan hun har det, og hvordan hun oplevede de år af sit liv, hvad gør du så?

"Så prøver jeg at forklare hende, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Jeg tænker, at hvis jeg kan få hende til at forstå, hvad der skete set med mine øjne og fra et voksenperspektiv, så vil hun bedre kunne tilgive mig. Hun er jo selv voksen i dag og har børn, så jeg havde håbet, at hun bedre ville kunne forstå det i dag, men det virker ikke sådan."

Så det lyder som om, din datter har brug for, at du lytter til, at det var svært for hende dengang. At hun føler sig svigtet af dig, også selvom det jo langt fra var din intention. For at kunne lægge gamle traumer eller svigt bag os, så er første skridt, at dem, vi føler os svigtede af, vil lytte til vores oplevelser. Giver det mening?

"Ja, jeg forstår godt, hvad du siger. Jeg har bare altid tænkt, at jeg skulle forklare hende, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde, for at hun bedre kunne forstå mig og lægge de ubehagelige følelser bag sig, så vi kunne komme tæt på hinanden igen."

Læs også

Min mor skaber splid mellem mine søskende og mig

Det forstår jeg godt, og den strategi kan også sagtens bruges i tilfælde, hvor man kan tale til fornuften eller appellere til den andens empati, men det lyder ikke som om, det er det, din datter har brug for.

For at sige det lidt hårdt, så ændrer din forklaring ikke ved hendes oplevelse af, hvad der skete. Hun har brug for at blive hørt og forstået, og hun har brug for, at du fortæller hende, at du er ked af, at du ikke passede bedre på hende. At du ville ønske, du kunne gøre det om.

"Jeg bliver på en måde rørt, når jeg hører dig formulere det sådan. Jeg tror virkelig, at det er lige præcis det, min datter har brug for. Samtidig har jeg følelsen af, at jeg skal sige undskyld for noget, som jeg ikke synes, jeg har gjort forkert, og det føles ikke rart. Som om jeg lægger mig fladt ned for at få fred. Hvad med min stolthed?"

Læs også

På udkig efter en ny god bog? Her får du bogredaktørens 4 bud på, hvad du skal læse

Der er stor forskel på at anerkende din datters oplevelse af, hvad der skete set fra hendes perspektiv, og at lægge dig fladt ned og give en undskyldning. Din datter ved jo godt, at du handlede i den bedste mening. Men hun har brug for, at du anerkender HENDES oplevelse. At du fortæller hende, at du godt kan se, at det var nogle svære år for hende.

Du giver hende noget meget værdifuldt, nemlig oplevelsen af at blive set og taget alvorligt for den, hun er, og du er så værdifuld for hende, at det er vigtigt, at du ser hende.

"Jeg har aldrig set det på den måde før. At hun har brug for at blive hørt og taget alvorligt. Jeg har altid haft travlt med at forklare mig, og jeg kan godt se, at det jo ikke gør nogen forskel for hende. Jeg glæder mig til at tale med hende snart og håber, at den afstand, jeg oplever mellem os, kan komme væk. Hun er jo det mest værdifulde, jeg har, sammen med min søn og mine børnebørn."

Fem trin til at hele en skadet relation

1. Lyt, lyt og lyt

Det vigtigste og for mange det sværeste er bare at lytte, når andre fortæller om en oplevelse med dig, som har været svær for dem. Men der er vigtig information i den fortælling, og du kan lære en masse om den anden og om, hvordan du virker på andre. Og om, hvad der er eller har været på spil i jeres relation. Slå ørerne ud og bliv klogere. Du bliver vist stor tillid, fordi den, som taler, fortæller dig noget sårbart om sig selv og har tillid til, at du lytter.

2. Lad være med at forsvare dig

Det er helt naturligt at gå i forsvar og forklare, hvad du oplevede, eller hvorfor du handlede, som du gjorde. Modparten kan bare ikke bruge din forklaring til noget. Hvis du kan mærke, at det er svært ikke at begynde at forklare eller forsvare dig, så sig det. Del din sårbarhed. Fortæl, at du gerne vil lytte, og at det er svært, fordi du føler dig kritiseret eller bebrejdet. Men lad være med at forsvare dig.

3. Bliv klogere på dig 

Mærk efter, hvad der trigger dig. Føler du dig uretfærdigt behandlet? Har du oplevelsen af at blive bebrejdet eller kritisereret? Bliver du ramt i dit ego? Bliver du såret på din stolthed? Husk at dine følelser er dine. Det er ikke andres ansvar, hvordan du har det – det er kun dit. Du har mulighed for at blive klogere både på dig selv og på den, du holder af, så forpas ikke den mulighed. Heller ikke selvom det kan føles ubehageligt eller svært.

4. Anerkend det, du hører

Hvis du altid har relationen forrest, vil det falde dig let at anerkende det, den anden deler med dig. Det handler ikke om at få ret eller diskutere, hvad der i virkeligheden skete, for den virkelighed findes ikke. Der findes kun det, du oplevede, og det, den anden oplevede. Vær et stort menneske, og pas godt på din relation ved at komme den anden i møde. Anerkend hans eller hendes virkelighed. Det er ikke vigtigt, om I er enige om det faktiske forløb.

5. Tal om, hvad I kan gøre anderledes

Det dejlige ved at være tæt på et andet menneske og have vigtige relationer er, at det aldrig bliver kedeligt, for I kan hele tiden lære nyt. Hvis I vil. Og det kræver, at I er åbne overfor hinanden og ikke går i diskussion, når I er uenige, men derimod bruger kræfterne på at lære hinanden at kende. Det handler ikke om at vinde, men om at bevare den gode relation, og det gør I, når I begge tør vise jeres sårbarheder.