Afslører diagnose: Droppede sin medicin få dage før optagelserne

På speeddaten spørger Jonas ind til Frejas tatoveringer, og den ene kan han i den grad relatere til. 

logo herognu HER&NU HN

På sin ene albue har 23-årige Freja fra "Kærlighed hvor kragerne vender" en tatovering af en pulslinje, også kendt som en EKG-linje. Men i stedet for et hjerte midt i linjen, som de fleste får, har hun en krusedulle.

– Det er et symbol for, at jeg har ADHD, fortæller hun på sin speeddate med Jonas Hartmann i det første afsnit af programmet. 

LÆS OGSÅ: Jackie Navarro i stor kærlighedslykke: Se den flotte ring

Den 30-årige vestjyde når lige at nævne, at han kan relatere, inden der bliver klippet over til en anden date. I virkeligheden havde Jonas dog meget mere på hjerte – for han har selv for nylig fået stillet samme diagnose.

– Jeg fik diagnosen, da jeg var 29 år. Det var lige inden optagelserne af programmet. Min psykiater kaldte det AD4K, fordi det var så tydeligt, og mine venner var heller ikke overraskede, fortæller Jonas til HER&NU. 

Droppede medicinen

Før optagelserne var Jonas også begyndt at tage medicin, men den droppede han under optagelserne. 

– Jeg havde egentlig mine piller med på Nørre Vosborg, men jeg havde ikke lyst til at tage dem. Jeg ville gerne være mig selv i programmet, så jeg stoppede en uge før optagelserne, siger Jonas.

LÆS OGSÅ: "Årgang 0"-Christina reagerer på Christians død: Alt for tidligt

Hans erfaringer med medicinen indtil da havde nemlig ikke været udpræget positiv.  

– Mine venner sagde, at jeg virkede lidt anderledes – lidt mere aggressiv, fortæller Jonas, der også oplevede udfordringer i sit job, hvor han kørte meget varebil.  

– Jeg blev hurtigere irriteret på andre trafikanter. Ikke aggressiv, men mere opfarende. Jeg kunne bruge en hel dag på at irritere mig over folk, der kørte 60, hvor man måtte køre 70. Det var ikke holdbart. Samtidig oplevede jeg fysiske bivirkninger som en brændende fornemmelse i kroppen, især i knæ og ansigt.

Opsøgte værktøjer

I dag har Jonas helt valgt at droppe medicinen. For ham har medicinen heller aldrig været den afgørende del af at få stillet diagnosen.

– Jeg har klaret mig gennem livet uden medicin eller hjælp indtil nu. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at der faktisk findes værktøjer til at håndtere skole, arbejdsmotivation, rutiner og alt det der, og det gav mig lyst til at blive udredt. Man kan selvfølgelig selv prøve at finde løsninger, men det er lettere at tale med en psykiater, da de er specialister på området og kan anbefale relevante bøger og ressourcer.

Han understreger dog, at det kan være en udfordring at få diagnosen så sent i livet.

– Når man først får en diagnose som 30-årig, kan det være svært at ændre vaner, men man kan stadig prøve at lære og udvikle sig.

Har spændt ben for kærligheden 

Udover at have udfordringer med skole, rutiner og arbejde har Jonas også oplevet vanskeligheder i dating og parforhold – noget, han også mener kan hænge sammen med hans ADHD.

– Jeg tror, min ADHD gør, at jeg hurtigt skifter interesser, og det gælder nok også i forhold til en kæreste. Ting kan hurtigt begynde at føles kedelige. Jeg har også haft svært ved tosomheden og får ofte brug for en pause, forklarer han.

LÆS OGSÅ: Jan Hellesøe overrasker: Med i populær tv-serie

I programmet er det første gang, Jonas dater, efter at have fået sin diagnose og værktøjer til at arbejde med sig selv.

– Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg kan miste interessen. Jeg har lært, at det måske ikke handler om at finde noget nyt, men om at skabe noget nyt sammen, siger Jonas Hartmann. 

Om Jonas finder den store kærlighed i "Kærlighed hvor kragerne vender", kan du se hver tirsdag kl. 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.