Annette Vilhelmsen: "Der er jo også en bagside af at blive kendt"
Hendes ansigt og stålgrå, korte hår blev landskendt fra den ene dag til den anden, da Annette Vilhelmsen stillede op som kandidat til formandsposten i SF – og dermed kickstartede sit livs største vendepunkt, da hun fik både posten og en ministertaburet.
– Et vendepunkt kræver, at man har noget fast og solidt at vende omkring – en kerne. Min kerne er min familie og det, at jeg hører til i Kerteminde. Da jeg blev spurgt, om jeg ville stille op som kandidat til formandsposten i SF, stoppede jeg op og mærkede efter, om jeg troede, at min kerne ville være der før, under og efter den proces. Jeg nåede frem til, at det ville den, og så kastede jeg mig op på hesten i fuld fart. Jeg koncentrerede mig om at holde godt fast undervejs og stole på de gode folk, jeg arbejder sammen med.
– Jeg har arbejdet i kommunalpolitik i mange år, og derfor var jeg vant til at være et kendt ansigt i Kerteminde og på Fyn, men pludselig sprang folk af cyklen i København og kom hen og sagde "held og lykke" til mig. Flere kom også hen til mig og sagde: "Hvor er det dejligt, at kvinder over 50 år har ambitioner, det giver os andre mod til at gøre noget." Og hvis jeg kan være en rollemodel i kraft af det, jeg har gjort, er det det ikke det værste, tænker jeg.
– At give andre mod har været en af de gode sider ved at blive et kendt ansigt, og der er mange andre sjove og positive ting. Jeg mødte f.eks. et par store drenge på 15-16 år forleden, som stoppede mig og spurgte, om de ikke måtte tage et billede sammen med mig. Det gjorde vi så. Jeg synes, at det er et eksempel på, at vores demokrati fungerer, når man kan gå fra at være helt almindelig og nærmest ukendt og så pludselig komme ind og sidde som nummer tre, når der er statsråd.
– Der er jo også en bagside af at blive kendt. Den handler om det, der følger med ens position, og der skal man ikke være sart. Nogle dage står der noget godt i avisen, andre dage noget rigtig møg. Jeg har også oplevet, at et par fotografer blev ved med at følge efter mig, da jeg var ude for at købe en ny kjole – ind og ud af butikkerne – til sidst var jeg nødt til at bede dem om at holde op.
LÆS OGSÅ: Henriette Zobel: Det var en kæmpe, kæmpe sorg
– Jeg har boet sammen med min mand i 30 år, og mit liv har først og fremmest ændret sig, fordi jeg nu er i København hele ugen og kun hjemme i Kerteminde i weekenden. Det kan kun gå, fordi jeg ved, at min mand er min helt sikre base. Min kalender bliver styret af andre nu, og jeg er i princippet til disposition for SF og regeringen 24 timer i døgnet. Det gør det også lidt svært at nå at se vores venner, det bliver mest til en sms-hilsen, til gengæld er vi gode til virkelig at nyde de få stunder, der byder sig. Min mand og jeg er også blevet mere opmærksomme på at nyde øjeblikket sammen. At sige hey, nu har vi lige to timer, vi går en tur sammen. Jeg når heller ikke at se mine sønner så meget i øjeblikket, men vi holder jo kontakt med hinanden.
– Min mand hviler godt i sig selv og synes, at det er spændende for mig. Han tager med til forskellige arrangementer, når det kan lade sig gøre. Og så laver han jo flere og andre ting derhjemme, end han gjorde før. Til april skal vi være bedsteforældre for første gang, og der vil rollerne måske også være byttet lidt om for os i forhold til, hvordan det ville have været, hvis ikke jeg var blevet formand og minister.
– Det bedste ved mit arbejde er, at det er så uforudsigeligt. Jeg har været nødt til – i en meget moden alder – at slippe en stor del af min kontrol og mine rutiner, og det er sjovt, at der er blevet rusket sådan op i det. Jeg synes faktisk hver eneste morgen, at mit job er en kæmpe gave, og jeg går hundrede procent ind i det og giver den gas. Men jeg husker også mig selv på, at det kun er til låns, og at det lige så hurtigt kan gå den anden vej.
– Jeg var i Grønland for nogle uger siden, og var ude og køre på hundeslæde i fire timer. Det gik i fuld fart, jeg holdt godt fast i slæden og tænkte, hold da op, nu sidder jeg her, hvordan blev der lige vendt sådan op og ned på mit liv? Det var første gang, jeg virkelig fik tid til at tænke over alt det, der er sket, og jeg nød turen, ligesom jeg nyder at være i mit job, hvor der også er fuld fart på, og hvor jeg også skal holde godt fast.
LÆS OGSÅ: Birthe Kjær - Valgte karrieren frem for børn