Brevveksling med Breivik, "Kære Åsne"

Det er en frisk junimorgen i Oslo. I den røde trævilla, der skiller sig mærkbart ud mellem de fine bygninger i det mondæne Frognerkvarter, er Åsne Seierstad tidligt oppe, fordi hendes to børn på tre og fem år skal i børnehave. Hun hjælper dem i tøjet, og hendes ældste søn skynder sig ud til familiens postkasse, hvor han triumferende hiver en konvolut ud mellem aviser og reklamer: ”Mamma, brev! Mamma, brev!”.

– Og så ser jeg bare den her konvolut, hvor jeg kan genkende min egen håndskrift. Og jeg skynder mig hen og siger, ”Jeg tager det brev!”. Jeg hiver det nærmest ud af hænderne på ham, fordi jeg ikke kan have, at han skal røre ved det.

Et år tidligere har hun sendt et brev af sted mod Ila Fængsel og Forvaringsanstalt. Et brev adresseret til landets mest berygtede og omtalte fange, Anders Behring Breivik. Med brevet og forespørgslen om et interview har hun sendt en frankeret svarkuvert med sin adresse. Og nu, et år og mange tanker senere, står hun pludselig med hans svar i hænderne. Eller nærmere mellem fingerspidserne. Hun beder børnene vente, mens hun febrilsk prøver at komme i tanke om, hvor et passende sted for sådan et brev mon kan være. Det bliver i en skrivebordsskuffe, hvor det venter på hende, da børnene er afleveret. Hun hiver kuverten op af skuffen og sætter sig i den samme brune læderstol, som hun sidder i, da ALT for damerne møder hende en kold januardag et halvt år og en bogudgivelse senere. Brevet fra Anders Behring Breivik starter:

”Kære Åsne :-) Jeg har siden 2003 fulgt din karriere med stor interesse. Jeg både respekterer og beundrer dig for din mentalitet, kompetence og intelligens, som giver dig muligheder, som næsten alle andre kvinder og de fleste mænd kun kan drømme om ;-)”

LÆS OGSÅ: "Det virker vilkårligt, hvem der bliver slået ihjel"

I brevet giver Breivik udtryk for, at han forstår, at der ligger en vis prestige blandt ”venstresnoede” journalister i at få et interview med ”den værste ultranationalistiske terrorist” siden Anden verdenskrig. Men han mener, at Seierstad er et farligt rovdyr, som han bør holde sig fra. Alligevel kommer han med et modtilbud. Hun kan få lov at møde ham, hvis hun går med til at hjælpe ham med at få udgivet sin bog, ”The Breivik Diaries”. En bog, som han mener, vil blive boykottet af etablerede forlag.

”Med narcissistisk og revolutionær hilsen” afslutter han.

– Det var fysisk ubehageligt at læse det brev. Jeg er blevet kritiseret, fordi jeg i et interview sagde, at jeg fik kvalme. Folk skrev, at det var patetisk, når jeg nu selv havde henvendt mig til ham. Ja, du kan sige, at jeg selv havde bedt om interviewet. Men jeg var ikke forberedt på at få brev fra en massemorder, der skrev ”Kære Åsne…” Så den følelse, må jeg vel have lov at have.

Men det blev aldrig til et interview med Behring Breivik, da Seierstad ikke ville gå med på hans præmisser. Hun modtog senere et brev, der startede med et langt koldere ”Til frk. Seierstad”, hvor han igen afviste at lade sig interviewe.

Årsagen til, at det overhovedet blev til en brevveksling med en af nyere tids mest omtalte forbrydere, er Åsne Seierstads nye bog ”En af os”. En bog, der går i dybden med terrorangrebene den 22. juli 2011 og begivenhederne, der ledte op til. I bogen fortæller Åsne Seierstad indgående om to af de unge ofre fra Utøya, og historien om Anders Behring Breiviks opvækst og liv op til, at han begik sin fatale handling.

Bogen er Seierstads første bog om sit hjemland. Som tidligere korrespondent med ophold i krigshærgede områder som Afghanistan og Tjetjenien, har hendes forfatterskab, som blandt andet omfatter den meget succesfulde udgivelse ”Boghandleren i Kabul”, tidligere kun kredset om udlandet.

– Det her var helt anderledes. Når man er i krig, har man forberedt sig mentalt. Man er forberedt på, at man skal rapportere og holde følelser på afstand. Her blev jeg taget off guard. De mennesker gik lige ind i mit hjerte.

– Efter 22. juli gik jeg bare rundt i en tåge. Og læste og læste om de unge, biografier og på nettet. Jeg blev meget optaget af de mennesker. Men jeg tænkte aldrig på, at jeg skulle skrive om det selv.

Men under retssagen mod Behring Breivik, som Åsne Seierstad dækkede for amerikanske Newsweek, og som hun havde lovet at skrive en kort bog om for forlaget Kagge, blev hun med egne ord blæst omkuld.

– Det blev pludselig en nødvendighed for mig at skrive en bog om det hele. Mødet med Anders Breivik og den kulde, han udstråler, det var en helt særlig følelse. Man gik næsten ud af retssalen som en zombie. Og så de forfærdelige beretninger fra Utøya. Da jeg sad der, gik det op for mig, at det ikke var selve retssagen, som var det vigtigste. Det var alt det, der skete op til. Jeg fik sådan et behov for at undersøge, hvad det egentlig var, der skete. Hvad gjorde ham til det, han blev, hvad førte disse unge til Utøya? Hver dag i retssagen fik vi serveret nye vinkler og perspektiver.

– Da jeg sagde det til mit forlag, blev alle ligesom en smule matte i ansigtet. Har vi ikke hørt den historie før? Der er skrevet 40 bøger om det her i Norge alene. Og nu ville jeg pludselig til at skrive hele historien. Det handler måske om den hurtighed, der er i vor tid. På det tidspunkt, hvor retssagen var ovre i juni 2012, var der ikke engang gået et år. Og alligevel var folk færdige med det. Men på trods af forlagets betænkeligheder begyndte Åsne Seierstad på bogen. Og angrede sin beslutning utallige gange.

– Det er uden tvivl den vanskeligste bog, jeg har skrevet. Selvom jeg bare sad i mit eget hjem og skrev, og det længste, jeg rejste, var til Nordnorge. Der var ikke de farer, jeg sædvanligvis udsætter mig for, eller de logistiske problemer. Men alligevel var det svært.

Det var f.eks. uendelig svært at få nogen til at tale om Anders Behring Breivik. Han er blevet en slags tabu. Folk, der kendte ham, følte sig på en måde tilsmudsede, og mange af dem smækkede røret på, så snart jeg havde præsenteret mit ærinde. Jeg følte lidt, at jeg greb uretmæssigt ind i deres liv. De få, der var villige til at udtale sig om Breivik, var enten ungdomskammerater eller mennesker, som kendte ham perifert. Ingen af de fire venner, der som de eneste hang ved i de sidste år, Breivik havde i frihed, var interesserede i at tale med forfatteren.

LÆS OGSÅ: "Jeg vender mig om og kigger lige ned i en pistol"

– Den ene af dem sagde, at han var færdig med det. ”Jeg har lagt ham bag mig”. Men så sagde han alligevel, ”der går ikke en dag, uden at jeg tænker på ham”. Jeg tror, at de lever med en slags skyld, som jo er uforskyldt. Tænk, at vi var venner med ham. Man må føle sig tilsvinet. Det var det samme, da jeg fik det brev. Der forstod jeg hans venner, selvom det ellers ikke har nogen sammenligning.

– Det har nok noget at gøre med, at det han gjorde, var så fysisk. Hvis han havde sprængt en bombe og derved dræbt 77 mennesker, så var han måske ikke blevet så urørlig. Men det, at han gik rundt i halvanden time og, en gang imellem på bare ti centimeters afstand, skød livet ud af unge mennesker. Det er så svært at acceptere.

De unge liv, hvis lys Behring Breivik slukkede, er i bogen primært repræsenteret af to hovedpersoner, den 18-årige kurdiske indvandrerpige Bano Rashid og Simon Sæbø, der døde tre dage før sin 19-årsfødselsdag. Under 22. juli-retssagen lærte Åsne Seierstad familierne til de to unge at kende. I bogen skildrer hun deres opvækst og deres ungdomsliv, hvor de begge brændte igennem som store politiske talenter, men især som meget sociale og empatiske væsner. Vi følger Simon og Bano tæt, og er også med, når livet bogstaveligt talt skydes ud af dem.

– Det var selvfølgelig enormt sorgfuldt. Jeg lærte jo først disse unge at kende, efter de var døde. Først var de bare navne, nogle, jeg læste om. Men efterhånden som forældre, søskende og venner fortalte om dem, blev de mere og mere levende for mig. Og når jeg så skulle beskrive deres død, blev det på en måde et personligt tab for mig, noget som berørte mig meget dybt. Det er jo ikke mig, det er synd for. Men alligevel går det ind. De unge var et tab for os alle.

Men hvordan var det som mor at sidde over for forældre, der har mistet de vigtigste i deres liv?

– Det var vældig svært. Vi er jævnaldrende, jeg fik bare børn sent, og de fik det tidligt. Jeg følte bare, at jeg måtte leve med forældrene i deres sorg. Og ikke være bange for at spørge. Det værste er at undgå sorgen. Det er det, mange af de forældre har oplevet. De føler, at andre forventer af dem, at det skal gå bedre nu, at de skal være kommet over det værste. Men det er ikke bedre nu. Tomrummet og tabet er til stede hele tiden. Det, jeg mærkede, da jeg arbejdede med familierne, var, at børnene er der med dem hele tiden. Nu er der gået to et halvt år. En af mødrene fortalte mig, at hendes søn var død, men han var altid i og med hende. Uanset hvad hun gjorde, så var han der.

For Åsne Seierstad var det i skriveprocessen ofte svært at være rigtigt til stede med sine egne børn. Bogen fyldte det meste.

– Det var det sidste, jeg tænkte på, inden jeg sov, og det første, jeg tænkte på, når jeg vågnede.

– Børnene har jo mærket, at jeg har været optaget. Der var mange lette løsninger, fordi ”Mamma skriver”. Vi fejrede det ved at bygge nyindkøbt Lego på gulvet, da jeg var færdig. Jeg har lært meget om børn og forældre af at skrive denne bog. Mine hovedpersoner havde fantastiske forældre, der gik utroligt meget op i deres børns liv og støttede dem og var til stede.

En anden mor, som har sat sit aftryk i Åsne Seierstads bog og ikke mindst i hændelserne omkring 22. juli, er Wenche Behring Breivik. Anders Behring Breiviks mor, der på grund af en grim skilsmisse og en eksmand, der både var fysisk og følelsesmæssigt fraværende, måtte tage sig af sine børn alene. En kvinde, som på grund af sin egen forfærdelige opvækst ikke magtede sin opgave som mor, og som udsatte sine børn for gentagne svigt. I stedet for en kærlig og tryg barndom voksede Anders Breivik og hans søster op i et hjem, der var præget af en forælder i psykisk ubalance, men som samtidig lagde stor vægt på at bevare en pæn facade. En facade, som blev hendes panser mod verden.

Åsne Seierstad forsøgte gentagne gange, at komme i kontakt med Breiviks mor. Svaret var altid et venligt, men bestemt nej tak til al medvirken. Alligevel fik hun en uge inden dennes død lov at besøge en kræftsvækket Wenche Breivik på Radium Hospitalet i Oslo.

– Så sad hun der, som en lille, skrøbelig fugleunge i sengen. Helt tynd, og uden hår, men sminket og med en stærk udstråling og med et klart ønske om, at hun ville fortælle om Anders’ barndom. Som hun havde oplevet den. Og det gik jo meget på konflikten med faderen, skilsmissen og lidt om hendes egen barndom. Hun sagde selv, at Anders’ udvikling sikkert havde noget med hendes egen barndom at gøre. Uden at hun ville gå mere ind på det. ”Jeg kan ikke sige mere om det, for det er tabu”, hvilket jo egentlig siger ganske meget om, at der skete mange forfærdelige ting med hende. Præmissen var snakken om barndommen, men hun kom selv ind på i slutningen af interviewet, at hun havde tilgivet ham.

Det var vigtigt for mig at møde hende, i og med, at jeg skriver så meget om hende i bogen. Men jeg følte, at jeg mødte en kvinde som selvfølgelig har haft det forfærdeligt de sidste to år af sit liv, men som også var en kvinde i total fornægtelse. Når jeg gik igennem alle de afhøringer af hende, som jeg har læst, så var der jo aldrig en refleksion over ofrene for det, hendes søn havde gjort. Hun virkede som en kvinde, som kun kunne se sit eget perspektiv, og sådan tror jeg også, at hun har været som mor.

I en afskrift af det første politiforhør af Wenche Behring Breivik, som Åsne Seierstad citerer ordret fra i sin bog, kan man læse, at hun selv mente, at hun var et offer. Hun kunne ikke tro, at hendes ”søde og gode Anders-dreng” kunne gøre sådan noget. Og hvad ville hendes veninder ikke sige? Hun ville jo blive stigmatiseret, og alle ville tale dårligt om hende. ”Jeg er den ulykkeligste mor i Norge”, sagde hun.

– Det var hun måske lige der, i hvert fald følte hun sådan. Men det kan jo ikke sammenlignes med, hvordan forældrene til ofrene havde det. Men jeg tror, at det bunder i det, der er sket i hendes barndom. At hun endte med denne helt utroligt begrænsede evne til at se andre og føle empati. Hun var meget optaget af, hvordan det kunne ske, men anerkendte ingen skyld. Hun har jo ikke direkte skyld i, at han blev massemorder. Og det er også svært at give hende hele skylden for hans svære barndom, for hun var et nervevrag og så psykisk nedbrudt, at hun ikke evnede at se ham. Hun var i en dyb personlig krise, som hun til dels formåede at holde skjult for omverdenen.

LÆS OGSÅ: Cecilie Lasses: Han byggede mig op, og så slag han mig ned

– Og så er der de mærkelige ting, som hun selv har fortalt. At hun sagde til ham, ”ej, men skal du have den riffel på dit værelse? Jeg synes, der er lidt mange våben her”. En anden mor havde nok undersøgt, hvad der foregik.

Når Åsne Seierstad i sin bog beskriver både Anders Breiviks og hans mors opvækst, er det svært ikke at fatte en vis sympati for dem begge. Selvom det virker helt absurd med tanke på, hvad sønnen har gjort.

– Det er jo umuligt ikke at have ondt af hende og sønnen, da de var nye i livet. Hun blev sendt på børnehjem, til hun var fem år, og blev kun hentet hjem, fordi børnehjemmet lukkede. Hun kom hjem til en mor, der afskyede hende og bebrejdede hende alt. Og en halvbror, der slog og mishandlede hende dagligt.

– Teknisk set er det synd for hende. Jeg ved ikke, om der er grænser for empati, men jeg har så utroligt ondt af og medfølelse for de forældre, der har mistet deres børn, og min medfølelse har ligesom ikke kunnet strække sig til hende. Men det handler også lidt om, hvordan hun har optrådt efterfølgende. Hun har f.eks. sagt til naboer og venner, at hendes søn jo havde lidt ret i det, han sagde.

Men hvad med sønnen? Har du ondt af ham?

– Ikke nu. Men det var selvfølgelig synd for barnet Anders Breivik at blive født ind i det, han gjorde. Men der findes ingen tilgivelse eller forståelse for det, han gjorde på Utøya og i Oslo. Nu har han jo heller ikke bedt om tilgivelse. Jeg snakkede med en præst, som mistede sin søn på Utøya. Han sagde det utroligt godt: ”Det er meget svært at tilgive nogen, som ikke har bedt om tilgivelse. Og som ikke har angret”. Vi skal ikke bare tilgive, man må faktisk angre først, så kan man få tilgivelse. I hvert fald i religiøs forstand. Men det eneste, han har angret, er jo, at han ikke dræbte flere.

– Det er vigtigt, at det ikke skal virke, som om det var uundgåeligt. Jeg tænker, at der var mange veje til Utøya. Og at hans liv handlede meget om afvisning og det at blive set. Hvis han f.eks. var blevet rig i 20’erne, som han gerne ville. Og fået lov at føle sig betydningsfuld, så var han ikke endt, hvor han endte. Antager jeg. For jeg tror, at der skulle så utroligt mange ting til, at han rent faktisk endte op der.

– Det er en bog, der til syvende og sidst handler om at søge et tilhørsforhold. Og om ikke at finde det. Og også om at finde det. Det er også en bog om fællesskab, om de unges fællesskab. Om samfundet, og samhørigheden der. Og om ham, der går i mod fællesskabet. Jeg ville gerne have mere med end blot historien om 22. juli. Den handler om os som mennesker. Det er måske det vigtigste.

Var Anders Breivik en af os?

– Det er jo vanskeligt at sige. En af os kan jo både være positivt, men også noget negativt. Som læser må man selv konkludere, om han var en af os. For hvem er os? Er det menneskeheden eller nordmænd? Er det os mod de andre? Er os bare de hvide? Det skal helst ikke klinge af, at en af os er et ideal. For er man en af os, kan det jo være, at man er imod nogle andre. Anders Behring Breivik var udadtil en af os. Men han valgte at gå imod alle.

Åsne Seierstad har stadig brevene fra Breivik liggende i sin skrivebordsskuffe. En af Breiviks advokater spurgte hende for nylig, om hun ville sende Breivik bogen i fængslet.

– Det har jeg ikke gjort. Han må gerne læse den, men så må han faktisk købe den selv.

Læs bogen ”En af os – en fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik” udkommer på dansk 26. marts. Gyldendal, 520 sider, 300 kr.

LÆS OGSÅ: Adisa flygter stadig fra krigen i Jugoslavien