Brita arbejdede i oliebranchen – da barnebarnet kom, tog hun et livsændrende valg

"Jeg vil gerne have, at folk skal føle, at de er okay. Klimaet er ikke vores skyld, vi har gjort det bedste, vi kunne.

Vi kommer ingen vegne ved at bebrejde hinanden," siger Brita Helleborg, der debuterede som forfatter sidste efterår med bogen 'Klimaglæde', en praktisk håndbog i, hvordan man lever miljøvenligt.

Det var, da hun fik at vide, at hun skulle være bedstemor, hun besluttede sig for at lægge al sine klimaskam væk. For det er ikke løsningen på klimaproblemet, siger hun.

Læs også

”Min alder har tydeligvis ikke betydet noget, for nu vil 7-Eleven gerne have mig i en alder af 62”

"De mennesker, jeg ønsker at nå, er dem, der ligner mig, før jeg begyndte at forstå mig på klimaet. Jeg ville gerne bidrage, men følte, at det var for stort og kompliceret for mig. Så indså jeg, at vejen mod et mere klimavenligt liv kunne give positive oplevelser," siger hun.

Hun foretrækker at se sig selv sig selv som en del af løsningen, snarere end som en del af problemet.

"Jeg vil gerne gøre det praktisk og håndgribeligt. Vi gør alle det bedste, vi kan, inklusive dig og mig. Men nu og da har vi brug for at inspirere hinanden og vise hinanden, at det er muligt. Og det er ikke så svært, som vi tror," siger 68-årige Brita.

Brita er uddannet civilingeniør og arbejdede som projektleder i olieindustrien i mange år. Første gang, hun hørte om en potentiel klimakrise, var under en forelæsning i 1980, mens hun var studerende.

"Oplysningen om, at verdens klima var i fare, ramte mig i maven. Jeg havde ingen svar, kun spørgsmål. Jeg følte, at der ikke var meget, jeg kunne gøre – det var var politikernes ansvar. Jeg flygtede ind i min barnetro på, at nogen passede på os. Og så tænkte jeg ikke mere over det – Ikke før i 2014," siger hun.

På en lyserød sky

Alt ændrede sig den sommer, hvor hun fandt ud af, at hun skulle være bedstemor.

"Jeg svævede på en lyserød sky. Men det var også der, mit perspektiv ændrede sig fuldstændig. Pludselig slog det mig: Hvordan ser verden ud, når mit barnebarn bliver gammel? Hvad hvis det ikke lykkes os at stoppe udviklingen?"

Hun opdagede, at siden man første gang begyndte at tale om klimaforandringer i 1980’erne, havde politikerne gjort meget lidt.

"Det var der, det gik op for mig, at det er op til os almindelige mennesker. Hvis vi er mange nok, bliver det en bevægelse, der er umulig at ignorere. Historien viser, at hvis tilstrækkelig mange mennesker ønsker en ting, har det en fantastisk kraft," siger Brita entusiastisk.

Læs også

Anne Dorte Michelsen om travle år, vrede og være single igen: ”Et slør blev revet væk fra mine øjne”

"Og vi er nødt til at begynde at kunne lide os selv, siger hun. Så bliver vi straks mere løsningsorienterede. Men da vi er vokset op med janteloven, er det ikke en selvfølge."

For at overvinde sin egen indre kritiske stemme har Brita brugt enkle, praktiske metoder.

"Selv om metoderne er enkle, betyder det ikke, at det var let. Men hvis jeg ville inspirere andre, var jeg nødt til at acceptere mig selv og min egen indsats først," siger hun.

Hun viser mig den seddel, hun har hængende på sin væg. Der står: "Jeg kan lide mig selv".

"Jeg har mange af den slags sedler. Det kan føles som en løgn i starten, men det ved vores hjerne ikke. Den tror på, hvad vi fortæller den," griner hun.

"Det er lettere at gøre ting sammen med andre, og vi bliver inspireret af hinanden."

Den første organisation, hun fandt, var Bedsteforældrenes Klimaaktion, men efterhånden blev hun medlem af flere organisationer og foreninger i kampen for klimaet.

Børnebørn inspirerer

"Samtidig så jeg behovet for noget nyt. Noget, der kunne gøre det lettere at engagere sig i hverdagen. Da jeg altid har været fascineret af hjernen, så jeg en mulighed for at kaste nyt lys over situationen," forklarer hun.

Læs også

Lotte havde ingen kontakt med sin bror i 22 år – men ét telefonopkald ændrede alt

For hvordan kan hjernen hjælpe os i arbejdet med at redde klimaet?

Hun fortæller os om en oplevelse, hun havde som barn.

"Det var en varm sommerdag på stranden. Jeg var sammen med en veninde og hendes mor. Min veninde havde et svømmebælte, så hun kunne svømme i den dybe ende, selv om hun var yngre end mig. Jeg ville også gerne svømme i den dybe ende ligesom hende.

Til sidst lånte jeg svømmebæltet, og pavestolt svømmede jeg flere omgange. Indtil min venindes mor så mig. Skrækslagen råbte hun, at bæltet ikke kunne holde mig. Jeg gik i panik og sank straks til bunds. Og blev der. Indtil hun løftede mig op igen, med havvandet strømmende ud af min mund. Siden den dag har jeg været klar over, hvad vores hjerner er i stand til. Jeg holdt mig oppe, simpelthen fordi jeg troede på det," husker Brita.

Siden da har den måde, hjernen fungerer på, fascineret hende. Vi kan overbevise den om det, vi vælger at tro på.

"Når vi tror, at noget er muligt, er det sandsynligt, at det sker. Og eftersom hjernen tror på det, vi fortæller den, er vi nødt til at fortælle os selv, at det er muligt. Til sidst tror vi på det," siger Brita med et smil.

Hun har bevidst trænet sig selv til ikke at tænke, "Hvad kan gå galt?", og i stedet tænke, "Hvad kan der ske, når det lykkes for mig?". Og hun stoler på, at hendes indsats vil kunne mærkes af hendes to børnebørn, som nu er fem og otte år gamle. Hun glæder sig meget over hver dag, hun får lov at tilbringe sammen med dem.

"De inspirerer mig. Og hele tiden føler jeg den glæde og motivation, det giver mig at være en del af løsningen.

Tænk, hvis de får lov at vokse op i en verden, som der bliver taget hånd om af os, der lever her på jorden nu," siger Brita.