Mit dobbeltliv som prostitueret

Mine stiletter standser foran døren. Jeg tager en dyb indånding og trykker dørhåndtaget ned. Det er en martsaften i 2009, og jeg er netop mødt ind til, hvad der skal vise sig at blive min sidste vagt på bordellet nogensinde.

Bag døren, på sengen, sidder aftenens første kunde parat, jeg måler ham med øjnene. En mørkhåret, midaldrende mand. Meget standard. Om lidt vil han formentlig bestille et almindeligt samleje med blowjob. Meget standard. Noget jeg har gennemført hundredvis af gange før med hundredvis af forskellige mænd, men alligevel overvælder en ukendt følelse af usikkerhed mig, og mine tanker farer rundt: fra den joint, jeg var nødt til at ryge inden vagten, over det tilslørede dobbeltliv, jeg lever, til de dårlige oplevelser, jeg har haft i det her rum.

Mine øjne fyldes med tårer.

Kunden ser undrende på mig.

„Undskyld, jeg har bare haft en dårlig dag,“ udbryder jeg, idet jeg snurrer rundt på hælene og farer ud af døren.  

„Jeg tror ikke, jeg kan gøre det mere,“ siger jeg lavmælt til bordellets telefondame ude i gangen.

Udmattet lader jeg min krop dratte om på sofaen i baglokalet. Her falder jeg i søvn og sover tungt igennem hele min sidste nat på bordellet.

Et kærligt barndomshjem

Kærlighed er der masser af i mit barndomshjem. Jeg vokser op i en forstad til København, min mor arbejder som socialpædagog og min far som tekniker i kommunen, så mine søskende og jeg mangler intet. Jeg er kendt som familiens „kloge hoved“, fordi jeg klarer mig godt i skolen. Faktisk giver den lokale folkeskole mig ikke stor nok faglig udfordring, så i samarbejde med mine lærere og forældre beslutter jeg mig som 13-årig for at gå et klassetrin op.

Men selv om mine forældre er omsorgsfulde, mangler jeg af en eller anden grund en grundlæggende følelse af tryghed, den finder jeg hos min mormor, som er min fortrolige gennem hele min opvækst. Derfor føler jeg et enormt tomrum indeni, da hun en dag i mine teenageår dør af kræft. I jagten på den følelse af tryghed og ro, min mormor gav mig, begynder jeg at chatte med fremmede folk på nettet. Både piger, drenge, mænd og kvinder. Men jeg opdager, at især de mænd, der er noget ældre end mig, giver mig den følelse, jeg sulter efter: Tryghed. Og bekræftelse på, at jeg er god nok. Mens mine jævnaldrende veninder får kærester fra klassen, mødes jeg med flere mænd fra nettet. Og til min store fortrydelse mister jeg min mødom til en mand, som aldersmæssigt kunne være min far. Men nu er det sket, så hvad skader det at prøve igen, tænker jeg, og med tiden bliver det kutyme for mig at mødes med mænd og have sex. Sommetider for penge eller gaver. Andre gange for sjov. Det giver mig selvtillid.  

Læs også: Ung kvinde måtte kæmpe årevis for diagnose

Flottere end forventet

Et lille, lejet værelse i hjertet af København bliver rammen om mit nye, selvstændige liv, da jeg flytter hjemmefra som 18-årig. Jeg har besluttet at følge min drøm om at læse til designer, selv om mine forældre siger, jeg har hoved til mere. Jeg begynder på studiet og lever med nød og næppe af min SU. Til en fest foreslår en fyr mig at begynde som prostitueret. Jeg fejer straks tilbuddet af bordet. Prostitueret? Mig? Jeg har kun set luderne på Istedgade og dem i vinduerne i Holland, når jeg har været på ferie med mine forældre.

„Det er slet ikke sådan noget,“ forklarer han mig.

Da han henrevet fortæller om lette penge, ordnede forhold og vekslende arbejdstider, frister ideen mig. Jeg har jo alligevel sex med en del forskellige fyre, jeg møder i byen, så hvorfor ikke tjene penge på det, lyder logikken inden i mig.

Et par dage efter ser jeg mig selv sidde ved et cafébord med en fremmed kvinde. Hun ejer et bordel og fortæller, at jeg vil være særdeles attraktiv i branchen, fordi jeg er så ung – 18 år på dette tidspunkt. Sammen tager vi ud for at se bordellet. Jeg har aldrig været sådan et sted før. Hun fører mig op ad en trappe i et lejlighedskompleks og låser sig ind af en af dørene.

„Ja, så er det her,“ siger hun.

Bordellet har en lang, gennemgående gang. Bag den første dør er badeværelset, hvor pigerne netter sig, forklarer hun.

Så kommer køkkenet, så venterummet, hvor pigerne henter kunderne, og til sidst bollerummet. Der troner en stor dobbeltseng midt i lokalet, som ellers er udsmykket med erotiske billeder og spejle overalt. Jeg havde forestillet mig, det var mere snusket, så stedet fascinerer mig faktisk.

Dagen efter ringer jeg til bordelmutter for at aftale, hvornår jeg kan begynde.

„Bare gør det“

Jeg er rystende nervøs, da jeg træder ind på bordellet til min første vagt. Tidligere på dagen har jeg været i skole, og nu pumper adrenalinen igennem mig. Frygten for fiasko og kvalme er ved at tage livet af mig. Inden mødet med den første kunde trækker jeg i en kort, transparent natkjole, lægger lidt makeup og purrer op i frisuren. Mine kinder gløder af rouge og forventning.

Jeg ved ikke, hvad jeg har forestillet mig, men skuffelsen er enorm, da jeg opdager, at min første kunde er en ældre mand på omtrent 60 år.

„Lad være med at tænke. Bare gør det,“ hvisker telefondamen til mig, da hun opdager mit chokerede blik.

„Det skal bare overstås,“ tænker jeg og går ind til ham.

Efter de fem første kunder er kvalmen forsvundet.

En somalisk mand lægger sig oven på mig, og kort efter at hans krop er sat i bevægelse, overmander en kvalmende lugt af krydderier og sved mig. Den lugt er fuldkommen karakteristisk for en stor del af de udenlandske kunder, finder jeg ud af. En lugt, der skal forfølge mig længe.    

Sommetider kan kunden være en, jeg kunne have taget med hjem fra byen, men langt de fleste gange er mændene tykke, behårede og lugtende – og på alder med min far. Sommetider bedstefar. I det øjeblik kunderne trænger op i mig, lader jeg mig selv forsvinde, og Maria tager over. Maria er det navn, jeg har fået på bordellet, og jeg gør meget ud af at træde ind i Maria, når jeg ankommer til bordellet – og træde ud af Maria, når jeg går. På en eller anden måde vokser min selvtillid, og jeg nyder den rosende opmærksomhed, jeg får fra kunderne.

Læs videre på næste side.

Et presset skema

Mens jeg passer min skole om dagen, arbejder jeg på bordellet om natten. I to år ser mit liv sådan ud:

Mandag: skole, bordel, sove lidt

Tirsdag: skole, sove lidt, bordel om natten

Onsdag: skole

Torsdag: skole, sove lidt, bordel om natten

Fredag: skole, bytur

Lørdag: evt. en afløservagt på bordel, bytur

Søndag: afslapning, ses evt. med veninde eller familie

De to år er meget kaotiske. Jeg lever et dobbeltliv, for hverken min familie, mine veninder eller studiekammerater aner, at jeg arbejder som sexsælger om natten. Tit har jeg en stor sportstaske over skulderen på vej i skole, fordi jeg kommer direkte fra bordellet, og når studiekammeraterne spørger til min store oppakning, fortæller jeg, at jeg bare har overnattet hos en ny fyr, jeg er begyndt at se. Løgn på løgn, og jeg hader det.

Selv om jeg er dødtræt i skoletiden, får jeg lavet mine ting og møder op til undervisningen.

Efter et halvt år på bordellet bliver min personlighed hvileløs, og jeg må være i fuld gang konstant. På intet tidspunkt tillader jeg mig selv at mærke efter indeni, hvordan jeg har det. De mange penge, som bordel-nætterne kaster af sig, bruger jeg på overdådige byture med pigerne fra branchen, ligesom jeg flytter i egen stor lejlighed med himmelhøj husleje. Jeg forkæler mig selv med designertasker og sko, men jeg bruger dem aldrig, for udadtil lever jeg jo af min SU. Når mine forældre kommer på besøg, kyler jeg designertasker- og tøj i en flyttekasse og gemmer den nede i kælderen.

Anderledes prostitueret

Der går ikke længe, før jeg i branchen bliver kendt som den pligtopfyldende pige. Altid har jeg penge til bordellets husleje, jeg melder mig aldrig syg, og jeg ryster på hovedet, når de andre piger vifter mig om næsen med stoffer.

Flere af pigerne ser et lys i mig, fordi jeg holder fast i min uddannelse. Sandheden er, at jeg sommetider har lyst til at opgive det hele. Især når jobbet på bordellet slider mig op. Når kunder piller kondomet af midt under samlejet, og da en kunde voldtager mig analt. Og hvorfor stopper jeg så ikke bare og får et studiejob som kassedame? Folk siger altid, at prostituerede bare kan sige fra, men det er ikke let. Jeg er forpligtet til at betale husleje til bordellet, og det er umenneskeligt svært at afvise en kunde. Samtidig har jeg gjort mig selv afhængig af de gode penge.

Langsomt sniger angsten sig ind på mig. Især når jeg tænker på fremtiden, forvandler tankerne sig til angstanfald. Rysteture. Jeg sveder, har klamme hænder, åndenød efterfulgt af tanker som: „Hvad skal jeg blive til? Hvor ender jeg henne?“ Inderst inde ved, at det, jeg gør mod mig selv, er forkert. Samtidig skræmmer det mig, hvordan jeg kan skifte personlighed med et knips og lyve så groft over for mine nærmeste. Angsten for at blive afsløret er også ulidelig. Og en eftermiddag i buslinje 5A går jeg amok, da en udenlandsk mand sætter sig ved siden af mig, og den karakteristiske lugt af sved og krydderi bølger fra ham. Den sender mig mentalt tilbage på dobbeltmadrassen i bordellet. Jeg får lyst til at skrige. Begynder at rode i min taske efter skarpe genstande, jeg kan jage i ham, hvis han skulle prøve på noget. Et „pling“ bekendtgør, at vi er ved et stoppested, og i et klart sekund lader jeg min krop vælte ud af bussen. Jeg kan slet ikke genkende mig selv, men fortsætter arbejdet på bordellet.

Læs også: Når manden begår selvmord

Håber på drømmemanden

Det er altid lidt spændende at slå døren op og se den næste kunde an. Et eller andet sted håber jeg altid, at det er drømmemanden, der sidder og venter. Men jeg møder ham aldrig.

Der er gået næsten to år. Indtil nu har jeg gjort meget ud af at træde ind i rollen som Maria, når jeg ankommer til bordellet – og træde ud af Maria, når jeg går. Men langsomt følger Maria med mig. Mine verdener begynder at smelte sammen, selv om jeg har gjort alt for at holde dem adskilt. Maria kan det hele. Er rap i replikken, usårlig og konstant flirtende. Jeg bliver Maria i alle livets aspekter: Selv når jeg går ud med skraldet, søger jeg blikke at flirte med.

Samtidig begynder min omverden at bombardere mig med spørgsmål.

„Hvorfor er du så træt?“

„Hvor har du sovet i nat?“

„Hvordan har du råd til at bo i sådan en lækker lejlighed?“

For at beskytte mig selv trækker jeg mig tilbage socialt, og over et par måneder opbygger jeg et behov for at ryge hash inden hver vagt. Men da jeg en aften går på arbejde med en joint i hånden og skoletasken på ryggen, rammer det mig som et lyn, at situationen er forkert. Jeg skal ikke ende på Istedgade med en kanyle i armen, tænker jeg, og da jeg står på bordellet iført min korte, gennemsigtige natkjole, kan jeg pludselig ikke gennemføre samlejet med den første kunde. Autopiloten kan ikke tændes, og næste morgen ringer jeg til bordelmutter.

Jeg er færdig.

Bogstaveligt talt. Jeg tager i skole, men kan slet ikke rumme viden i hovedet og tager hjem ved middagstid.

Befriende, men tomt

Efter en uge i sengen ringer jeg til min mor.

– Mor, jeg kan ikke engang gå ud af sengen om morgenen. Jeg ved ikke, hvad der sker.

– Tror du ikke, du er lidt stresset, spørger hun.

Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle hende alt, men jeg vil aldrig kunne få det over mine læber. Jeg føler, jeg ville slå min mor ihjel, hvis hun fandt ud af det. Prostitution hører slet ikke hjemme i en familie som vores.

Hun får mig overtalt til at gå til læge, som konstaterer, at jeg har en svær depression, og giver mig en sygemelding fra studiet. Jeg føler mig så ynkelig, da jeg trisser ud af apoteket med anti-depressiv medicin i håndtasken, at jeg derhjemme lader pillerne stå og dulmer de triste tanker med hash.

I to måneder er jeg sygemeldt fra skolen. Det er den værste tid i mit liv, for det går op for mig, hvad jeg har gjort ved mig selv – og mine medmennesker. Først nu kan jeg se det klart. Jeg har trampet mentalt på mine nærmeste og kasseret dem, hvis de ikke har indrettet sig efter mig. Jeg har løjet for dem, og min familie kender jo kun den halve Carina. Samtidig er jeg vred over, at de ikke har set det – har jeg virkelig været så god til at lyve, at de ikke har haft noget begreb om, hvad der er foregået?

Mænd og sex er slet ikke i mine tanker. Jeg er mættet og har det ad helvede til indeni. Efter to måneder søger jeg hjælp hos Kompetencecenter Prostitution, hvor jeg kommer i en gruppe for tidligere prostituerede og får psykologhjælp. Det hjælper lidt, kan jeg mærke, og jeg begynder igen på studiet.

En tocifret afslutning

En rus af lykke fyger igennem mig, da jeg kommer ud fra min afsluttende eksamen på Designskolen. Hele min familie står uden for eksamenslokalet, og da jeg begejstret fortæller, at jeg har fået topkarakter, kvitterer de med varme kram, blomster og lykønskninger. Under hele min studietid har jeg haft opfattelsen af, at jeg ikke duede til noget, men da jeg senere på ugen sidder ved dimission med mit afgangsbevis i hænderne og lader mine øjne glide ned over de sidste års karakterer, dukker det ene tocifrede tal op efter det andet. Jeg er stolt over, at jeg har klaret det, og jeg har lyst til at skrige ud over hele forsamlingen, at jeg har haft en ekstra hård studietid, fordi jeg har knoklet som prostitueret de fleste hverdagsnætter. Men hemmeligheden holder jeg for mig selv.

Jeg er i dag 27 år, og det er syv år siden, jeg lagde prostitutionen på hylden. Aldrig har jeg haft det så godt som nu – jeg har forfulgt mine drømme og arbejder som designer. Jeg kan stadig få flashbacks og har stadig et lavt selvværd, men jeg kan slet ikke kende mit prostituerede alter-ego Maria længere. Kan ikke forstå, at det har været mig.

Jeg har en dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i to år. Som en af de eneste kender han til min fortid – og hele mig. I begyndelsen af vores forhold var jeg Maria i sengen, en vane jeg først kunne slippe, da jeg stolede fuldt ud på ham. Og nu har jeg – for første gang i mit liv – sex med følelser. Det er i virkeligheden nok det mest eksperimenterende og grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet. Men det føles rart.

Carina har ønsket at være anonym. Hendes rigtige identitet er kendt af redaktionen.

Artiklen blev bragt første gang i ALT for damerne, 2011.