Da jeg matchede med to kendte mænd på en dating-app
Kendte mænd søger også efter kærlighed. Men har vi helt almindelige kvinder det, der skal til for at blive hans næste vedhæng? Og gider vi egentlig?
KLUMME: Min veninde sendte mig for noget tid siden to links fra tabloidpressen. Skuespillerne James McAvoy og Henry Cavill skulle skilles fra deres respektive koner, og hun mente, at det var nu, der skulle rykkes, hvis vi skulle slå kløerne i de to mænd. Hun har stadig ikke tilgivet, at Benedict Cumberbatch ikke giftede sig med en af os.
Men altså... jeg ved faktisk ikke helt, om jeg føler mig helt klar til at være nogens dame på en rød løber, hvis det skulle være. Sådan være i sladderpressen, når det gik godt. Eller endnu værre; når det gik skidt. Og al det fitness og kjoler og sådan. Hvad skal man ikke igennem for sådan en mand? Og så er der sådan nogle som Hugh Jackmans kone, som absolut ikke ligner en starlet og får det at vide hver eneste gang, hun bliver fotograferet med sin labre mand. Hvem orker at blive vurderet så skarpt?
Men jeg kan nu godt blive lidt fascineret af de der kendte typer. Tænke 'kunne godt' og 'hvad nu hvis'. Sådan helt hypotetisk. De holder jo også fri fra deres mediepersona en gang i mellem. Det må de vel? Og hvis de er single, så er de måske også på udkig efter ny kærlighed. Eller en elskerinde. Eller bare en skulder at græde ud på. Men hvor skal de mon finde det?
Jeg matchede på et tidspunkt med Chili-Klaus på en dating-app. Eller, jeg ved jo ikke, om det rent faktisk var ham, men det var i hvert fald hans billede. Hvorfor hed profilen Claus og ikke Klaus? Hurtig søgning på nettet: Åh! Han hedder faktisk Claus med c, når han er i civil og uden chili. Og han er netop blevet skilt fra Jette Torp? Jamen, jamen, der kan man bare se.
LÆS OGSÅ: 7 mænd, jeg under ingen omstændigheder vil date igen
Jeg må konstatere, at jeg ikke følger nok med i, hvad der sker med de danske kendisser. Jeg aner ikke, hvem der har været med i 'Vild med Dans' eller 'Kender du typen', jeg hører heller ikke 'Mads & Monopolet' og den slags. Jeg har ingen idé om, hvem der har haft affærer eller skal giftes.
Jeg blev først fanget ind af skægget (elsker et godt skæg!) og tænkte, hvorfor ikke? Også selvom hans ansigt og det skæg er på alt fra chips til lakrids og allevegne.
Jeg er ikke typen, der sidder med foldede hænder og venter ydmygt, så jeg skrev først. 'Godaften' og så en smiley. Han svarede ikke. Der gik nogle dage. Jeg skrev så 'Du og jeg har en ting til fælles...'. Chili-Klaus lod sig ikke lokke af clickbait, så efter endnu en dag skrev jeg min imaginære samtale med manden færdig selv inde i app'en. Jeg tastede denne besked:
Mig: ... det, vi har til fælles?
Claus: ...hvad er det mon?
Mig: Ingen af os er til fals for slatne scorereplikker! Jeg mener, jeg skrev 'Godaften' og du skrev...
Claus: [ dyb tavshed ]
Oh, well. Jeg loggede af og tænkte, det nok ikke var ham, og skyndte mig at læse op på sladder om Tom Hiddleston. Og se på billeder. Min veninde og jeg mødtes på Facebook, hvor vi fandt ud af, at vi delte en Fassbender-fascination ud over det sædvanlige. Siden har vi dyrket Scott Eastwood, Henry Cavill, Benedict Cumberbatch og et par stykker til, og pt. er vi altså Hiddlestoners.
Pling.
Han svarede sgu. Bare med et 'hahaha' og en smiley. Jeg tænkte, at når man som ham har været sammen med en sjov dame i over ti år, så kender man en god joke, når man ser den. Jeg skrev tilbage. Han svarede naturligvis... ikke.
Suk, hjerte! Men altså. Jeg kan jo for helvede heller ikke lide særlig stærk mad. Jeg ville muligvis godt kunne blive 'red carpet material', med lidt hjælp fra en træner og en stylist - men jeg ville ikke kunne tåle den smerte i mundhulen, der skulle til for at være sammen med Chili-Klaus. Skæg, ja. Chili? Ikke så meget. Men hey, i det mindste er det en mand, der kan lave mad. Det gad jeg knaseme godt.
Det må alligevel være svært. At være sådan en, som folk kender og har en holdning til, når man bare gerne vil finde en varm favn at putte sig ind til, hvor man kan føle sig hjemme. Der er jeg så meget glad for ikke at være mere kendt. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skulle gøre af alt mit crap, hvis Flemming Møldrup og Anne Glad skulle komme forbi med Mads Steffensen og et kamerahold.
Swoosh. 'Du har et nyt match!'
Endnu en berømt mand. Eller måske snarere berygtet? Han er sådan set pæn. På sådan en skødesløs, 'varme brune øjne og åbentstående skjorte'-agtig måde. Men uden skæg. Jeg tænker, at han nok er god i sengen på grund af det, han er mest kendt for. Han er netop gået ind i en ny fase af sin karriere. Men nej, tak.
I øvrigt skriver han heller ikke tilbage. Hvis det er dem, så opfører de sig lige åndet i dating-apps som mange andre mænd (og som jeg selv gør, hvis det ikke lige fænger): De skriver ikke tilbage.
Uanset hvad, er der kun plads til én forfattertype med lumre romaner i mit næste forhold. Omvendt, så vil jeg tro ud fra det jeg har læst af hans værker, at vore litterære ambitioner ikke er helt de samme. Jeg gyser ved tanken om at ende som bifigur i noget slatten autofiktion forklædt som roman.
Good luck, Mr. Gorsky, Hr. Olrik og Claus. Jeg tror, jeg holder mig til Hiddleston og Daniel Craig. Og ellers bare opfører mig selvstændigt og voksent med egen karriere, thank you very much.
Pling. Nå, ikke alligevel. Tom er taget.
Min veninde skriver, at hun er helt færdig med Hiddleston, fordi han er blevet kæreste med popsangerinden Taylor Swift. En langbenet blondine, der ikke alene har ben i næsen og skriver sine egne hits, men også er snedig nok til at sørge for, at paparazzierne dukker op, når hende og Tom er på romantiske ture på stranden.
Der er andre regler og omgangsformer, når vi taler om kendisser i det luftlag, tydeligvis. Hun ved, at der er ugeblade, sladdersites og plader, der skal sælges. Han ved, at han skal virke som en, der også kan appellere bredt. Eller også er han så vild med hende, at han er ligeglad.
Jeg tænker, at en gåtur med Claus på stranden ville være mindre opkørt. Jeg ville beundre hans skæg og hans chili-imperium, og vi ville snakke om alt og ingenting, måske drikke en kop kaffe.
Jeg skriver til min veninde, at jeg fantaserer om at være produceren Barbara Broccoli og holde casting på den næste Bond. Hun synes, det lyder frækt.
Disclaimer: Ingen kendte mænd har lidt skade ved tilblivelsen af denne klumme.
LÆS OGSÅ: Line søgte hverken bolig eller job på Facebook – men en kæreste
LÆS OGSÅ: Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt
LÆS OGSÅ: ”Kender du manden, der vil det hele - på nær at være kærester?”