De smukkeste 24 timer i Stockholm
Stockholm er kun en times flyvetur væk og aldrig et kedeligt sted at tilbringe et døgn. Byen bliver kaldt Nordens Venedig, fordi den er fordelt på 14 øer. Læs, hvor du skal shoppe, spise, se kunst og sove i den smukkeste hovedstad tæt på Danmark.
Her skal du spise
Brunch hos ABBA-stjerne
Start med morgenmad i cafeen på Hotel Rival, som den tidligere ABBA-stjerne Benny Andersson ejer. Hotellet er indrettet i en tidligere biograf og rummer et bageri og et koncertsted, hvor du også kan opleve modeshows, standup, filmforevisninger og drikke cocktails. Men om morgenen skal du bare nyde dine croissanter og lade bydelen Södermalm eller Söder, som den kaldes af de lokale, vågne op stille og roligt omkring den blomstrende park og boulebanerne på Mariatorget.
Hotel Rival, Mariatorget 3, Rival.se
Urbant madmekka
Ikke langt fra Götgatan ligger Nytorg, hvor du kan tilbringe timer, uanset hvad tid på dagen du kommer. For på torvet og i den lille, tilstødende park mødes Söderbeboerne døgnet rundt – aktivister, kunstnere, børnefamilier, ældre langhårede hippier og unge forretningsmænd i Porscher. Det bedste sted til peoplewatching er Urban Deli, der ikke bare er en restaurant, men også et øko-minimadmarked – en slags Dean & DeLuca i svensk version. Her kan du hente din yndlingsost, købe lakridser fra Gotland eller bløde kanelbullar til kaffen. Restauranten er typisk ret booket om aftenen, men det er værd at tage en drink i baren og vente på, at der kommer et bord. Hele menukortet bygger på friske råvarer fra torvehallerne eller saluhallarne, som det hedder på svensk.
Urban Deli, Nytorget 4, Urbandeli.org
LÆS OGSÅ: Se den ultimative guide til Barcelonas bedste kvarterer
Her skal du bo
Sov i en fængselscelle
Ud for Södermalm ligger øen Långholmen, der er hjemsted for et tidligere fængsel. I dag er fængslet indrettet som hotel og vandrehjem, og du har mulighed for vælge mellem at bo i enkeltcelle, dobbeltcelle eller familiecelle. Særligt om sommeren er det et skønt sted at være – stemningen er nærmest landlig, når man drikker sin morgenkaffe i læ af den tidligere fængselsmur. Her er flere badestrande, skov og park – og hvis du er tæt på at få fængsels-kuller, kan du skynde dig ned til færgefarten Prison Line og være tilbage på fastlandet igen på ti minutter.
Långholmen, Långholmsmuren 20, Langholmen.com
LÆS OGSÅ: Bjergtagende Reykjavik
Her skal du shoppe
Shopping i Söder
Tag en båd, eller gå tilbage igennem Gamla Stan til Söder. Her er der vintagebutikker og upcoming svenske designere i en grad, at det er svært ikke at falde over et svensk musthave. Götgatan er områdets længste shoppinggade og tæller både svenske designbutikker, internationale brands og gode juicebarer at holde pause på. Hattbaren, der er grundlagt i 1917, er et must, hvis du bare har den mindste forkærlighed for hatte. Og så bør man næsten også tjekke Filippa K og Acne Studios' butikker ud, når man nu er i de to mærkers eget hjemland.
Hattbaren, Götgatan 39
På toppen
Stockholms bedste udsigt finder du på Skinnarviksberget, hvor lokale stockholmere mødes om aftenen med picnickurve, hører musik og ser solen gå ned. Skinnarviksberget er byens højeste punkt.
LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i London
Det skal du opleve
Biodynamisk på Djurgården
En af Stockholms mange øer er Djurgården. De fleste kender den fra Vasamuseet eller Stockholms Tivoli Gröna Lund. Men det fineste sted på øen er Rosendals Slott, der ligger lyserødt og charmerende midt i en park og en urtehave, som bliver drevet af antroposoffer, altså følgere af Rudolf Steiner, der er grundlæggeren af Steinerskolerne. Her kan du spise frokost mellem vinranker og kirsebærtræer, auberginer og store bønnestager. Du kan også nøjes med at tage en kaffe i et af drivhusene, eller finde din indre biodynamiker frem og shoppe køkkenudstyr i træ og gedigne kogebøger med opskrifter på gode brød.
Er du i det søde hjørne sælger kiosken hjemmelavet is – også til lækkersultne hunde. De får et helt særligt treat – og kan vælge mellem is, der smager af lever eller laks.
Åbent tirsdag-søndag kl. 11-16, Rosendalstradgard.se
International klasse
Det kan synes lidt langt at tage helt til Lidingö, hvis du kun er i Stockholm i 24 timer. Men Millesgården er altså det hele værd. Det ligger 20 minutter fra centrum og er både et museum og et kunstværk i sig selv. Stedet er bygget af billedhuggeren Carl Milles, der var en stor kunstner i Sverige i starten af 1900-tallet. Millesgården opførte han, da han kom hjem fra et længere ophold i USA i 50'erne. Ambitionen var, at kunstnere og intellektuelle skulle samles og diskutere livet, døden og kærligheden på piazzaer og trapper som i Rom og blandt Milles' egne skulpturer. I dag kommer folk fra hele verden for at opleve Milles' vision og gå mellem hans skulpturer af balancerende kroppe og andre figurer fra antikken eller den kristne mytologi – på toppen af den stockholmske skærgård. Når du har fået stillet den kunstneriske og æstetiske sult, kan du tage en klassisk frokost på Millesgårdens cafe. Her er der også en smuk udsigt og international stemning.
Åbent tirsdag-søndag kl. 11-17, Millesgarden.se
Moderne kunst på Skeppsholmen
Moderna Museet, eller bare Moderna, på Skeppsholmen er altid et besøg værd. Det er Sveriges største museum for moderne kunst, og der er blandt andet udstillet hovedværker fra Pablo Picasso, Salvador Dalí, Henri Matisse og Andy Warhol. Moderna blev grundlagt i 1958 og drives af det svenske kulturministerium. I 1998 flyttede museet til sin nuværende bygning, der er tegnet af spanske Rafael Moneo. Museet byder altid på forskellige særudstilling.
Åbent tirsdag kl. 10-20 og onsdag-søndag kl. 10-18, Modernamuseet.se
Skøn Streetfood
Bag Moderna Museet på Matsholmen, samles Stockholms foodtrucks i weekenden. Her smider folk sig i liggestole eller sætter sig ved langborde og deler en bakke svenske krabbekløer, amerikanske ribs eller franske pandekager, mens de kigger ud over havnen og havet, hvor de små færger og sejlskibene går i pendulfart.
Norra Skeppsholmen, lørdag og søndag kl. 11-17 fra og med 27/6-27/9, Matholmen.se
LÆS OGSÅ: Berlin på budget
LÆS OGSÅ: De bedste tips til en weekend i Paris
LÆS OGSÅ: Nordeuropas oversete shoppingmekka