Stine Goya bor et sted i København, hvor stemningen er særligt familiær: ”Vi hjælper hinanden i hverdagen”

Et logistisk mareridt. Et helt særligt modeshow. Det startede som det første, men blev det sidste. Om man tør holde show under modeugen på en udendørs lokation, er et temperamentsspørgsmål.

Læs også

Andrea Elisabeth Rudolph: “På mange måder har jeg det bedre, end jeg har haft i mange år”

Før sensommerens show under Copenhagen Fashion Week havde Stine Goya ikke haft nerver til det. Men i år var der en særlig grund – den vender vi tilbage til. Og, som Stine Goya, der er kvinden bag brandet af samme navn, siger:

“Det havde jo været fantastisk vejr de seneste mange år under modeugen, og folk havde holdt de her fabulous shows i høj sol, så hvad kunne gå galt?”

Showet var henlagt til Stine Goyas egen gade i Kartoffelrækkerne, hvor hun bor med sin mand, Thomas Hertz, der er administrerende direktør for brandet, i et smalt og farverigt hus, der danner ramme om familien, som desuden består af parrets to fælles drenge på ni og 12 år samt Thomas Hertz’ to store børn, der er flyttet hjemmefra.

Det er den vej, forældrene går ad, når de følges på arbejde til fods de fleste morgener. Det er her, kvarterets børn går mod skolen. Og det er her, Helena Christensen og 29 andre modeller skulle defilere ned igennem ved fremvisningen af Stine Goyas S/S 24-kollektion i august.

Når man planlægger et show fire måneder ude i fremtiden, er det selvsagt umuligt at forudse vejret på dagen. Som showet nærmede sig, fulgte Stine Goya og Thomas Hertz vejrudsigterne tæt, og de var usædvanligt efterårsagtige, blæsende og regnfulde for årstiden. Humøret var proportionalt med radarbillederne: Når der var hul i skydækket, steg det, og når tidspunktet for, hvornår regnen ville stoppe med faretruende hast, nærmede sig showstart, steg ængsteligheden.

Det ser ikke godt ud, når det regner under et show. Hverken for dem, der fysisk er til stede på dagen for at overvære det eller på sociale medier. Regn får makeup til at løbe, pletter tøjet, mudrer bukser og sko til, og irriterer publikum, hvis de overhovedet dukker op, bænke skal tørres af igen og igen, og skal der købes paraplyer til alle? Dertil kommer den virak og øvrige logistik, der følger med et stort anlagt modeshow.

At få fjernet folks biler fra gaden, hvor rækkehusene er høje, men smalle, og bilerne dermed holder tæt, var en bedrift i sig selv. Langborde designet af det kreative bureau Spacon & X, der er venner af familien, skulle sættes op i hele gaden, og de skulle dækkes med service venligst udlånt stykvis af naboerne.

Modellerne klædte om i et stort lokale rundt om hjørnet, og inden showstart, hvor himlen var ubarmhjertig, skulle de uden at blive våde transporteres uden om vandpytter til den her alternative modeuge-venue. Stine Goya havde – ud over sit eget – fået lov at låne nøglen til tre huse, som modellerne blev stuvet ind i – i smalle entréer i folks private hjem – inden de skulle entrere catwalken. Alle holdt vejret.

Og vejret – det holdt sig tilbage. Lige inden første udgang, som blev synkroniseret via walkie-talkies mellem husene, stoppede regnen som ved et trylleslag og gav sig først til at styrte ned igen, da showet lige akkurat var færdigt.

Læs også

Emma Sehested Høeg: ”Der er noget, jeg har glemt at sige”

“Det var jo så afsindig heldigt. Vi havde brug for lidt over 10 minutters pause i heldagsregnen, lige præcis når alle 6-700 gæster var på plads, musikken (komponeret til showet af Thomas’ store søn Albert aka. Aperly High, red.) gik i gang, og modellerne trådte deres første skridt på catwalken. Og det fik vi. Det var så vildt! Det er fantastisk, når man er så heldig, og det har man brug for at være en gang imellem, når man driver en virksomhed,” siger Stine Goya.

Showet fik stor bevågenhed i dansk og international presse samt på sociale medier, hvor Goyas farverige design stod smukt på en baggrund af vejrbidte murstensrækkehuse, hvide stakitter, stokroser og naboer, der hang ud af vinduerne for at følge med.

Det måtte kalde på en fejring.

Men det blev der ikke tid til. Stine Goya gik personligt, efter et videointerview med Vogue under en paraply med larmende børn i baggrunden, ud på gaden for at sortere tallerkner, knive og gafler for at levere det tilbage til naboerne.

“Så det var jo et kæmpe sceneskift,” siger hun.

Men det var også meget godt at komme lidt ned på jorden igen. Og som hun og Thomas Hertz er enige om, er det også charmen ved et dansk show. De tror ikke, at man i modebyer som Milano eller Paris på samme måde ville rydde en designers private gade og invitere verdens modepresse næsten helt hjem. Det er typisk dansk, tror de, og nu nærmer vi os grunden til, at de trak sig selv igennem alle de bekymringer og alt det mas:

Showet, kollektionen og temaet, homecoming, er nemlig det perfekte billede på, hvor Stine Goya – efter 17 år på markedet – er i dag: Stine Goya har fundet hjem.

Barndommens gade

Når man kommer ind ad døren, er man ikke i tvivl. Her bor nogen, der kan lide farver og ikke er bange for at bruge dem. Hvor undertegnede synes, at hun har taget et modigt valg ved at blande en dråbe lysegrå i den ellers hvide vægmaling, bor Stine Goya og Thomas Hertz med lyserøde, gule, lyseblå og lilla vægge – farver, man vil kunne genkende fra Stine Goya-kollektioner gennem årene.

Der er en sofa i turkis og en i gul, der er farverig kunst på væggene, bl.a. et særdeles magnetiserende maleri af John Kørner, en af mange kunstnere, brandet har samarbejdet med i sine kollektioner. Og ligesom tøj kan løfte humøret, må det være svært at være rigtig sur og deprimeret i så farverigt et hjem.

Efter at have boet 10 år i en lejlighed ikke langt derfra, trængte familien til noget mere nært. Det var drømmen om åbne hoveddøre, hvor børn frit kan løbe ud og ind, og hvor man tager sin tallerken og aftensmad med ud på vejen, der fik Stine Goya og Thomas Hertz til at slå til, da huset, som de syntes “var særligt dejligt,” blev ledigt for fem år siden.

“Det område kan virkelig noget,” siger Stine Goya.

“Vi elsker at være så tæt på byen og dens energi og stadig have følelsen af at bo i et noget, der kan minde om et lille landsbymiljø. Og så er man samtidig kun 15-20 minutter fra vandet og skoven.”

At bo i Kartoffelrækkerne, der består af 11 snorlige rækker med i alt 480 huse, er et tilvalg af noget kollektivt. Noget som begge forældre kender fra hver deres opvækst i hver deres sjællandske provinsby: Stine Goya i Taarbæk nord for København, et lille trygt miljø, hvor børn legede på vejene, man mødtes på havnen, og der var fællesfester i Vandskiklubben. Og Thomas Hertz i Trørød, en lille by mellem Gl. Holte og Vedbæk, med et torv som samlingspunkt i byen, og hvor man ikke kunne komme hurtigt nok ud på vejen og lege.

Samme slags miljø har de nu fundet hjem til.

“Jeg elsker den kontakt, vi har med vores naboer; vi følger lidt med i hinandens liv,” siger Stine Goya.

“Det betyder, at vi knytter os mere til det sted, vi bor, og det føles rart. Vi hjælper hinanden i hverdagen, f.eks. med at finde børn rundt omkring på de mange gader, når de er ude at lege, eller med at hente børn, hvis nogen er blevet forsinket.”

Hvor de uden for Kartoffelrækkerne ikke hilser på andre københavnere, de ikke kender, er der en særlig familiær omgangsform inden for rækkerne, siger Stine Goya:

“Her hilser vi på alle. Også dem, vi ikke rigtigt kender endnu.”

Thomas Hertz indskyder med et stort smil:

“Så hvis man har travlt, er man nødt til at gå udenom, fordi der er så mange gode naboer at hilse på.”

Da Stine Goya sad med den kollektion, S/S 24, der blev vist frem under modeshowet i sensommeren, lagde Thomas Hertz mærke til, at hun smilede mere, end hun plejer. Og det er ikke så lidt.

“Jeg er særligt glad for den her kollektion, fordi vi med den er kommet tilbage til noget af det, jeg var i starten som designer,” siger Stine Goya iført en pink strik fra kollektionen.

Læs også

Oh Land: Når jeg synger, så kan jeg alt. Men i mit privatliv er jeg nærmest bange, bare jeg skal ud ad døren

For Eurowomans moderedaktør Barbara Gullstein var Stine Goyas homecoming-show det, der stod ud ved seneste modeuge. Fordi temaet var veludført hele vejen igennem – og vakte genklang i selve kollektionen.

“Ikke nok med at det var en unik lokation, som kun Stine Goya med overbevisning kunne forbinde til sit eget brand, og at det var hendes venner, herunder Helena Christensen, der gik showet, så er hun med kollektionen kommet tilbage til nogle mere minimalistiske silhuetter med subtile detaljer og særlige konstruktioner, der gør en style umiskendelig Stine Goyask,” siger Barbara Gullstein.

For eksempel: Et lyserødt suit med en lomme i et kontrastmateriale. En himmelblå blazer med ferskvandsperler. En vest broderet med blomster, hvor trådene hænger ud, som kan ses som en nyfortolkning af “gamle Stine Goya.” Og så moderedaktørens personlige favorit: En lang brun transparent kjole med en asymmetrisk fold ved ærme og bryst.

“Det var en showstopper og Stine Goya, når hun er bedst: minimalistisk i sit udtryk, men stadig med stor wauw-effekt.”

Farverne er der stadig, bare rolig, og de er til at få øje på. De er og bliver et adelsmærke, og sådan har det været, siden Stine Goya var et “übergenert barn” og alligevel klædte sig meget farverigt. Det var sådan, hun udtrykte sig bedst.

Hvor andre voksne har tendens til at skrue ned for farverne med årene, har Stine Goya holdt fast. Man behøver jo ikke være kedelig, bare fordi man er voksen. Da hun som designer, dimitteret fra den prestigefulde designskole Central Saint Martins i London, vendte hjem til Danmark og i 2006 besluttede at starte eget brand, var der god plads til hende på markedet, der groft sagt var præget af skandinavisk minimalisme. Ikke så meget lilla, lyserød, guld, glimmer, silkeprint og syren.

Og der er faktisk en mening med alle de farver.

“Farver løfter folk,” siger Thomas Hertz.

“Når man træder frem i farverigt tøj, bemærker folk det, man udstråler glæde, viser personlighed og mod. Man får, hører vi tit fra vores kunder, positiv respons på farverne, og det gør, at man vokser lidt, smiler og bærer sig selv med lidt mere stolthed og glæde. Det, synes jeg, er meningen med det hele.”

Hvem er Stine Goya?

• Uddannet designer fra Central Saint Martins i London.
• Fra 2005-06 var hun moderedaktør på magasinet Cover, hvorefter hun stiftede eget mærke.
• Som ung arbejdede hun som model, og det var her, hun skiftede efternavnet Nistrup Madsen ud med Goya

Seje kvinder går i Stine Goya

Et eksempel på en, der ikke er bange for farver, er konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager, der ofte bærer Stine Goya, når hun går på talerstolen, lægger arm med mastodonter som Google, når hun mødes med statsledere, og når hun er på arbejde i Kommissionen og bekæmper uretfærdighed.

“Hun træder stolt frem og ligner ikke nødvendigvis en, der kommer fra et kontor i Bruxelles. Jeg synes, at tøjet er med til at understrege hendes power. Det gør hende synlig, og hun signalerer, at hun står ved sig selv,” siger Stine Goya.

Og Margrethe Vestager er langt fra den eneste seje kvinde, der går i Goya.

Da Michelle Obama under stor mediebevågenhed i 2019 turnerede verden rundt med sin bog Becoming, havde hun under sit besøg i Danmark valgt at bære et smart lyserødt, diamantbesat Stine Goya-jakkesæt, hvilket brandet på ingen måde tog supertilbagelænet og afslappet.

“Vi var totalt oppe at køre,” siger Stine Goya, stadig tydeligt stolt her fire-fem år senere, om opkaldet fra den tidligere amerikanske førstedames personlige stylist.

“Om vi kan have det klar på to uger og fragte det til Chicago for at fitte efter hendes mål? Selvfølgelig! Da vi havde lavet sættet, fik jeg min fætter, der er steward hos SAS, til at finde en stewardesse, som personligt kunne tage det med på turen til Chicago, så det var totalt en mission,” siger Stine Goya.

“Vi vidste nærmest ikke før til allersidst, om hun kom til at bruge det,” siger Thomas Hertz.

Men det gjorde hun, og Stine Goya gav et interview til Vogue, hvor hun sagde, at Michelle Obama for brandet repræsenterer alt det, de stræber efter at vise gennem deres kollektioner: Styrke, intelligens, uafhængighed og selvtillid.

Det var heller ikke dårlig reklame, da Kendall Jenner og Hailey Bieber tog en skakternet strik, modellen Adonis, på fra det, i et globalt perspektiv, lille danske mærke og lagde det på Instagram.

“Hvis den slags rammer rigtigt, er det den bedste markedsføring, man kan få. Den strik er blevet ikonisk for os,” siger Thomas Hertz.

Men det er ikke bare influencere med millioner af følgere og politiske forbilleder det hele. For at holde et brand relevant gennem fire kollektioner hvert år i 17 år, kræver knofedt, stor kreativitet, et budskab og gejst. Og svære skilleveje og dårlige valg.

Som da de blev rådet til at skrue ned for farverne, fordi hele verden i 2013 åbenbart elskede forvasket grå. Da blev Stine Goya af et salgsagentur vejledt i at imødekomme forbrugerne med en mere afdæmpet kollektion. De lyttede, men det skulle de ikke have gjort, for den solgte virkelig dårligt. Og føltes forkert for Stine Goya og Thomas Hertz.

Som han sagde til Eurowoman i 2017 lærte miseren dem at stole på deres egen mavefornemmelse:

“Så lavede [Stine] en kollektion med et hav af print, og så eksploderede salget.”

For det ellers erfarne brand krævede det også et stort tilløb, da de i 2018 tog første skridt i en mere bæredygtig retning. Stine Goya tegnede sin første capsule-kollektion efter devisen: ansvarlige materialer uden at gå på kompromis med designet.

Læs også

Når Anne Glad har brug for det, trykker hun altid et velkendt telefonnummer på sin telefon

“Men det var angstprovokerende overhovedet at begynde at arbejde på det område, fordi vi var bange for ikke at gøre nok, træde forkert eller blive hængt ud for ikke at gøre det rigtige. Det var totalt en barriere for os. Men det skulle jo ikke være en undskyldning for ikke at gøre noget ved det,” siger Stine Goya.

I dag arbejder brandet målrettet med bæredygtighed på flere områder – f.eks. i valg af stoffer og andre materialer. Det er blevet et starting point for hver kollektion og har vist sig som et nødvendigt og godt benspænd, hvor nye idéer opstår ud fra en grundpræmis om, at det, de foretager sig, skal følge de mål, de har sat for deres omstilling til mere bæredygtighed.

Hvis man er en virksomhed i positiv udvikling, som Stine Goya længe har været, er der risiko for, at man bliver overmodig. Og det skete for brandet, da de sidste år blev overoptimistiske i forhold til, hvor klar de var til at indtage nye varekategorier. Hvor Stine Goya var bedst kendt for sine kjoler, toppe og bukser, kastede de sig på stort set samme tid også ud i at lancere solbriller, badetøj og en ramadan-kollektion.

“Vi undervurderede helt klart, hvor meget det kræver at komme på markedet med så mange for os helt nye kategorier,” siger Thomas Hertz.

Ingen af idéerne er skrottet, ambitionsniveauet er blot tilpasset, og det er jo af sine fejl, at man lærer. I dag er brandet, hvis Thomas Hertz selv skal sige det, “et virkelig godt sted.”

De har længe haft en drøm om at komme længere ud i verden – både fordi det er godt for forretningen, men også for at udbrede deres filosofi om, at farver kan løfte folk og stemninger – og derfor var det en milepæl, da Stine Goya i begyndelsen af 2022 åbnede sin første butik i London, nærmere bestemt Soho. Tilmed i et lokale, som Stine Goya, da hun boede i byen, gik forbi på daglig basis.

“Det var meget særligt for mig at åbne butik i London og så endda i mit gamle hood,” siger Stine Goya, hvis navn også står i nakken på kjoler, bluser og bukser i græske stormagasiner, multibrand-stores i New York og ikke mindst hos et bredt publikum i Danmark, hvor hun for længst har slået sit navn fast, og hvor unge som gamle går i tøjet.

Betydningen af et hjem

Men uanset hvor godt det kommer til at gå ude i verden, vil Stine Goya som brand altid være forankret i Danmark. Hjemme.

“I en tid som nu, hvor der foregår mange ulykkelige ting ude i verden, bliver man mindet om, hvor vigtigt og privilegeret det er at have et trygt hjem,” siger Thomas Hertz.

“Og vores hjem er udgangspunkt for alt, hvad vi laver. Det er her, vi lader op,” siger han.

Stine Goya nikker.

“Når verden trykker, har man brug for en tryg base.”

Til marts drager familien seks uger til Japan. Alle seks: Stine, Thomas, Abel, 9, Elliott, 12, Vera 26 og Albert, 28. At det er muligt, siger noget om, hvor brandet er i dag. At de har opbygget et stærkt team, som de betror ansvaret til, mens de er på den modsatte side af kloden for at være sammen som familie, inden børnene bliver for store.

Man må ud i verden for at kunne komme hjem.