"Det er tæt på ulideligt. Vi er nødt til at sætte børnene mere fri"

Af Sofie Maria Brand

KLUMME: "Hej! Ka' du lege?" Sådan har jeg sagt utallige gange som barn, når jeg ringede på hos legekammerater. Det er der ikke meget af i dag, hvor de voksne har invaderet barndommen fuldstændig. Vi vil så gerne skåne vores børn for at slå sig fysisk og psykisk. Vi vil så gerne være nærværende forældre (der kompenserer for fraværet). Og når vi endelig fjerner vores overbeskyttende hånd, er det med en kaskade af formaninger om at passe på dit og dat – på trods af, at trafikken er sikrere, og at der er mindre vold end for et par generationer siden. Til gengæld er mediebombardement og forældrekrav øget massivt.

LÆS OGSÅ: "Kald mig bare curlingmor"

Jeg er selv filtret ind i hysteriet. Jeg er en hønemor – i en hårdt tilkæmpet light-version. Den irrationelle frygt for alt muligt buldrer løs indeni, men jeg prøver at tage en slapper – og indimellem lykkes det. For eksempel når jeg var på legeplads med min dengang 3-årige datter og insisterede på, at hun skulle lege selv, selvom jeg åbenlyst brød reglementet for moderne forældre: at halse rundt efter barnet og løse ethvert problem. Jeg sad bare dér, alene på en bænk (og røg endda en cigaret i ny og næ). Gys! Ravnemor! Tanker om andres fordømmende blikke strejfede mig rigeligt, men det var min nødvendige pause fra at være en tidstypisk forælder, der konstant er på og perfekt. Og det var barnets pause fra selvsamme. Det var også et forsøg på at give hende lidt frihed – og ikke mindst at plante noget selvstændighed, hittepåsomhed og selvværd. Af samme grund gik hun fra 4-årsalderen ofte alene ind i grønthandleren og betalte, og det var hjertesmeltende at se hende komme ud med rank ryg og en vandmelon i posen, mens hun åbnede den anden hånd og forklarede mig noget meget vigtigt om bytte-pengene. Det med den ranke ryg skete også, da hun og en veninde – begge fem år gamle – fik lov til selv at gå på toilettet 300 meter væk fra legepladsen. Det var i en stor park, vi forældre lagde os i græs-set og blokerede alle katastrofetanker, og de kom selvfølgelig glædesstrålende tilbage og fortalte om alt det, de havde oplevet, og jeg tror, at de voksede fem centimeter den dag.

LÆS OGSÅ: 5 udfordringer alle med to børn under 10 kender til

Set med tidligere tiders øjne er mine anti-hønemor-bestræbelser nok komiske, mens nutidige øjne er ved at rulle ud af hovedet – om end mange også giver en highfive! Som nu, hvor min datter i 2. klasse er begyndt selv at gå i skole, mens mange børn i 3. klasse stadig bliver fulgt. Jeg har, indrømmet, taget et langt tilløb til det, men nu måtte de urealistiske bekymringer simpelthen stoppe. Hun kan godt, hun vil gerne – og det går selvfølgelig strygende. Og så frigiver det forbløffende meget tid som forælder. Jeg havde helt glemt, hvordan det er ikke at okse en omvej til institution eller skole og konstant hænge i en klokkestreng – morgen og eftermiddag (apropos pressede børnefamilier). Men jeg er jo en hønemor light, og har derfor udstyret hende med en oldnordisk mobil, så hun kan sende en sms, når hun går hjem (gps-overvågning sværger jeg dog aldrig at forfalde til).

Alle legeaftaler i min 8-årige datters liv koordineres fortsat af forældrene, og med den nye skolereform er børnenes frirum yderligere indskrænket. Det er tæt på ulideligt. Vi er nødt til at sætte dem mere fri – og lade dem løbe selv ned ad barndommens befærdede gade. Det er ikke så farligt, som vi tror, og vi får livsduelige børn ud af det. Måske skulle man starte barndommens befrielsesfront? 

LÆS OGSÅ: "Kvinde, brug ikke dine børn som undskyldning"

LÆS OGSÅ: 19 ting, du kender til, hvis du har en teenager (eller flere) derhjemme

LÆS OGSÅ: ”Moderskabstalent har ingen alder”