Ditte og Louise: Kvinder har hele tiden en spændetrøje på
Komikerparret Ditte Hansen og Louise Mieritz har fået nok af sexistiske tilråb fra fremmede mænd. Nu vil de genvinde magten over deres krop og værd ved at råbe endnu højere.
Komikerparret Ditte Hansen og Louise Mieritz vil tage magten tilbage.
Fra mænd, der tror, de uhindret kan råbe ”gode kasser” ad dem, som en mand eksempelvis gjorde, da de sidste år skulle uddele årets Bodil til Amanda Collin på Folketeatret. Og fra de mange mænd, der gennem tiden har råbt ”smiiil” eller ”hva så – go’ røv”, når de er kommet cyklende. Det fortæller de i denne uges ALT for damerne.
Ditte: Som kvinder må vi ikke være vrede. Og vi må heller ikke være for nøgne, for så er man en luder. Det er to faldgruber, som vi kvinder kan falde i, og det sjove er, at man kan være i dem begge næsten samtidig. Med bogen har vi sat en undersøgelse i gang. Den går ud på at finde ud af, hvorfor vi kvinder har den her spændetrøje på. Det handler meget om seksualitet. Om at være for lidt tilgængelig eller for meget tilgængelig.
Louise: Ja, og hele tiden i forhold til vores tiltrækning på mænd.
Ditte: Præcis. Du er for meget, eller du er for lidt. En slut eller en snerpe. Men når du bliver gammel, så er du det ikke mere, for så findes du slet ikke. Og hvad er du så, når du ikke længere er seksuelt tiltrækkende? Så er du bare en gammel heks.
Ditte Hansen og Louise Mieritz er aktuelle med bogen ”Gode kasser”, som netop handler om, hvordan ord – og tilråb – gør mennesker ufrie og i ovenstående tilfælde reducerer kvinder til snerper, sluts eller vrede kællinger, hvis man tillader sig at sige fra.
Louise: Vi værner meget om den der hyggesexisme i Danmark. Som faktisk både mænd og kvinder synes er lidt hyggelig, det er sådan en tone, vi har.
Ditte: Men det er jo en catcallling at råbe ”Gode kasser”!
Louise: Ja, og du er en snerpe, hvis du ikke kan finde ud af at grine af det. Hvis jeg havde sagt, hov, hørte I lige det, det var da en sexistisk bemærkning, havde jeg så ødelagt stemningen ved at sige det højt? Eller ødelagde han stemningen? Der vil alle nok sige, at jeg ødelagde stemningen. For hey, kan du ikke tage en joke?
Skam dig, kvinde
Resultatet af de mange tilråb og sexistiske bemærkninger er skammen. Over at være en kvinde, der enten er for liderlig, for vred, for meget.
– Jeg skammer mig meget. Jeg har så meget skyld og dårlig samvittighed. Og jeg synes, det bliver værre med årene, siger Louise Mieritz og uddyber:
– Lige nu sidder jeg og siger en masse til ALT for damerne, og når jeg så efterfølgende læser det, kan jeg tænke, åh nej, hvorfor skal jeg mene alt muligt? Nu er der nogen, der læser det, mens de sidder hos tandlægen. Synes de nu, at jeg er dum? Det er noget med, om man har lov til at stikke næsen frem og have lov til at være her. Som kunstner betyder det, at man skaber noget, som man gerne vil have spreder sig som ringe i vandet. Og så er det jo et paradoks, at jeg samtidig skammer mig over det. Det er virkelig mærkeligt. Men det må jo være, fordi det betyder for meget for mig, hvad andre mennesker mener om mig.
Ditte: Det er jo også et kæmpe ansvar. For vi taler højt. Nogle lytter på det. Og nogle kan ikke lide det.
Louise: Og det er jo en ond cirkel, for så bliver jeg meget flov over, at jeg har været skamfuld, for hvad handler det om? Det er jo også mega arrogant. For – hallo! – det er et privilegium at få taletid. Og så får jeg skyldfølelse over det. Så det er sådan en vidunderlig cirkel af skam og skyld.
LÆS hele interviewet med Ditte Hansen og Louise Mieritz i denne uges ALT for damerne, hvor de fortæller mere om at knække orgasme-koden og parholdets uundgåelige (sex)kriser.