Ditte & Louise: "Vi værner meget om den der hyggesexisme i Danmark"

Gode kasser!

Ditte Hansen og Louise Mieritz er netop trådt ind på scenen på Folketeateret for at uddele Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle 2018, da råbet rammer dem fra en mand i salen. ”Gode kasser!”. Ditte får fremstammet et ”Tak, skal du have”, og så fortsætter hun og Louise ellers med det, de er kommet for. Nemlig det ærefulde hverv, det er at overrække årets Bodil til Amanda Collin og lade champagneproppen springe. De lader som ingenting, men indeni er de rystede over tilråbet.

Louise: – Det er jo bare ord. Men af en eller anden grund knugede det totalt sammen i maven for mig. Det gjorde noget ved magtbalancen i rummet, at der var en, der gjorde mig opmærksom på, at jeg var en krop med nogle bryster. Det var sådan en devaluering af, at jeg er et menneske. Det var en dehumanisering. Lige før havde jeg været et menneske med en ærefuld opgave, og nu var jeg blevet sådan en underlig krop.

Ditte: – Vi tænkte begge: Vi skal genvinde magten. Hjernen kørte med 220 i timen, hvad kunne være vores comeback på den bemærkning?

Louise: – Jeg tænkte også, hvem var det, der sagde det? Hvorfor sagde han det? Og jeg havde lyst til at give igen. Men vi kunne bare ikke finde på noget. Vi var simpelthen outet i det øjeblik.

Ditte: – Det var så vild en bemærkning i et rum, som burde være formelt. Hvis man sammenligner med USA, så holdt Oprah Winfrey den der kæmpe #metoo-tale til Golden Globe, da hun havde fået tildelt en ærespris. Og alle stod op og klappede. Men det, der skete til Bodilfesten, var på en eller anden måde så dansk. At man kan komme igennem med sådan en lummer råben til en prisfest.

Louise: – Vi værner meget om den der hyggesexisme i Danmark. Som faktisk både mænd og kvinder synes er lidt hyggelig, det er sådan en tone, vi har.

Ditte: – Men det er jo en catcallling at råbe ”Gode kasser”!

Louise: – Ja, og du er en snerpe, hvis du ikke kan finde ud af at grine af det. Hvis jeg havde sagt, hov, hørte I lige det, det var da en sexistisk bemærkning, havde jeg så ødelagt stemningen ved at sige det højt? Eller ødelagde han stemningen? Der vil alle nok sige, at jeg ødelagde stemningen. For hey, kan du ikke tage en joke?

Man skal ikke have været i selskab med Ditte Hansen og Louise Mieritz i mange øjeblikke, før talen falder på køn, snerper, sluts, feminisme, #metoo, vrede og liderlighed. Det er simpelthen hjerteblod for dem at sætte fokus på de emner, og det er da også det, deres nye bog ”Gode kasser” handler om.

Verdens sureste og mest liderlige bog, som de kalder den. De kalder den også et frihedsprojekt. Fordi de ikke vil være med til, at ord kan gøre et menneske mindre frit. Som i eksemplet med uddelingen af Bodilprisen. Eller når de oplever, at nogen råber ”smiiiil” eller ”hva’ så – go’ røv”, når de kommer cyklende i egne tanker, og de derefter bliver kaldt sure kællinger, hvis de ikke elsker sådan et tilråb. For man skal da bare være glad for, at nogen overhovedet gider sige noget til ”sådan en klam sæk”.

Ditte: – Som kvinder må vi ikke være vrede. Og vi må heller ikke være for nøgne, for så er man en luder. Det er to faldgruber, som vi kvinder kan falde i, og det sjove er, at man kan være i dem begge næsten samtidig. Med bogen har vi sat en undersøgelse i gang. Den går ud på at finde ud af, hvorfor vi kvinder har den her spændetrøje på. Det handler meget om seksualitet. Om at være for lidt tilgængelig eller for meget tilgængelig.

Louise: – Ja, og hele tiden i forhold til vores tiltrækning på mænd.

Ditte: – Præcis. Du er for meget, eller du er for lidt. En slut eller en snerpe. Men når du bliver gammel, så er du det ikke mere, for så findes du slet ikke. Og hvad er du så, når du ikke længere er seksuelt tiltrækkende? Så er du bare en gammel heks. Det sjove var, at da vi gik i gang med at lave bogen, fandt vi ud af, at shit, mændene har også en kasse. Og deres kasse er SINDSSYGT lille. Jeg læste en artikel i går om, at det er ”bøsset” for en mand at sortere affald! Og er der noget, mænd er bange for, så er det åbenbart at være homoseksuel. Der er mange ting, man som mand kan være ”bøsset” med, så mænd har virkelig små rammer. De kan så hurtigt falde ud af ”mandekassen”. Der er en rigtig mand. Og der er en forkert mand. Men det kan vi jo ikke skrive bøger om, for vi er ikke mænd, men vi kan sympatisere med dem og prøve at sige: Lad os nu være empatiske over for hinanden i stedet for at putte hinanden i kasser. Lad os være dem, vi er. Der er ikke en bestemt måde, du skal være kvinde eller mand på. Der er en masse skam i det her, fordi vi hele tiden slår os selv i hovedet med, at åh nej, nu er jeg for sur, for liderlig, for meget eller for lidt. Bogen er et opgør med, hvor mange kræfter og hvor meget tid vi bruger på at synes, at vi er forkerte.

Hvor meget fylder skam i jeres hverdag?

Louise: – Alt for meget. Jeg skammer mig meget. Jeg har så meget skyld og dårlig samvittighed. Og jeg synes, det bliver værre med årene.

I hvilke sammenhænge rammer det dig?

Louise: – Lige nu sidder jeg og siger en masse til ALT for damerne, og når jeg så efterfølgende læser det, kan jeg tænke, åh nej, hvorfor skal jeg mene alt muligt? Nu er der nogen, der læser det, mens de sidder hos tandlægen. Synes de nu, at jeg er dum? Det er noget med, om man har lov til at stikke næsen frem og have lov til at være her. Som kunstner betyder det, at man skaber noget, som man gerne vil have spreder sig som ringe i vandet. Og så er det jo et paradoks, at jeg samtidig skammer mig over det. Det er virkelig mærkeligt. Men det må jo være, fordi det betyder for meget for mig, hvad andre mennesker mener om mig.

Ditte: – Det er jo også et kæmpe ansvar. For vi taler højt. Nogle lytter på det. Og nogle kan ikke lide det.

Louise: – Og det er jo en ond cirkel, for så bliver jeg meget flov over, at jeg har været skamfuld, for hvad handler det om? Det er jo også mega arrogant. For – hallo! – det er et privilegium at få taletid. Og så får jeg skyldfølelse over det. Så det er sådan en vidunderlig cirkel af skam og skyld.

Er det blevet værre med årene?

Louise: – Jeg tror, det er en sensitivitet, der bliver større med årene. Og det vil jeg gerne slå et slag for, for jeg synes, at sensitivitet og sårbarhed er værdier, der skal vægtes højere. Robusthed fylder så meget, men jeg mener, at sensitivitet og sårbarhed er lige så vigtigt.

Hvad tænker du om det, Ditte?

Ditte: – Jeg synes, at det er enormt smukt, at nogle mennesker, som har den refleksion, som Louise har, også tør være i det offentlige rum. Det offentlige rum bliver mere og mere råt. Det er teflon. Og kom så videre. Det kan betyde, at vi får nogle meningsdannere, der er kyniske, og vi risikerer, at det kun er de hårdeste, der er tilbage, hvis vi ikke også fokuserer på sensitivitet og sårbarhed.

Kender du også til skyld og skam, Ditte?

Ditte: – Det tror jeg, at vi alle sammen gør i en eller anden grad. Men jeg gør det i mindre grad end Louise. Og jeg synes, at det bliver mindre og mindre med årene. Jeg føler, at jeg får frihed ved at blive ældre, jeg bliver mere large med mine egne fejl. Det har kostet mig rigtig mange kræfter at skulle være perfekt, så derfor synes jeg faktisk, at der er en frihed i at blive ældre. I hvert fald arbejdsmæssigt. Helt privat synes jeg, det er pisse svært. Jeg synes, det er svært at være mor. Lige meget hvad jeg gør, så er jeg den, som nogen skal gøre oprør imod. Og jeg kan ikke bare sige: ”Fuck jer, sådan er jeg!”. Næh, jeg har det sådan: Jeg vil så gerne have, at I skal kunne lide mig…

Hun laver stemmen sukkersød og indsmigrende og signalerer underdanighed med hele sin krop. Og knækker så sammen i stort grin.

Ditte: – Altså, hvordan skal jeg være, for at jeg ikke bliver sådan en mor, mine sønner ikke gider at være sammen med? Det er da et tema for mig.

Gør de oprør imod dig?

Ditte: – Det gør de, for det skal de jo. De skal tage afsæt i det, jeg er, og være noget andet. Og mest af alt skal de løsrive sig. Og jeg elsker dem mere, end de elsker mig. Den erkendelse er også hård.

Hun sukker.

Ditte: – Så engang imellem synes jeg, at jeg bliver sådan en, der prøver at tækkes dem. Og så er jeg jo slet ikke mig selv. Det kan jeg godt slå mig selv oven i hovedet med.

Det usikre og det vrede er adresseret. Men så er der liderligheden, som Ditte og Louise også i den grad udpensler i deres bog.

Hvorfor skal den kvindelige liderlighed også adresseres så kraftigt?

Ditte: – Vi oplever, at der er så meget i den kvindelige seksualitet, der er underfortalt. I film og på tv bliver sex set på med a male gaze. Det er noget med, at manden støder ind i kvinden, og så kommer de samtidig. Man tænker, det er simpelthen en løgn, der bliver fortalt. Tænk også på, at klitorissen først blev fundet i sin fulde størrelse i 1998. Helt ærligt! Så det er simpelthen noget med oplysning til både kvinder og mænd. Hvorfor bliver den kvindelige seksualitet ved med at være så mystisk og så farlig? Den skal kigges på. Og den skal fortælles ærligt. Det oplever vi som en stor nødvendighed.

Men hvad med jeres egen seksualitet …

Ditte: – NÅ!

… hvordan har den ændret sig gennem årene?

Louise: – Er det noget, vi taler om i bogen, Ditte …?

Ja, men med en vis distance – så nu spørger jeg mere direkte?

Ditte: – Jeg synes, sex er blevet bedre. Det kan jeg da godt sige. Jeg synes, det er blevet bedre, fordi jeg er blevet bedre til at udtrykke, hvad jeg godt kan lide.

Louise: – Det har vi også med i bogen, for det er jo sjovt, at man ikke vil ødelægge den gode stemning ved at sige, at man ikke får noget ud af det. Jeg har haft masser af sådan noget sex, hvor jeg ikke sagde noget for ikke at ødelægge den gode stemning …

Ditte: – Ja, for det er så pinligt, når det ikke lykkes! Tænk, hvis man sagde til ham: ”Jeg har ikke lyst, og der kommer til at gå lang, lang tid, før vi har sex, for vi skal vente, LIGE til jeg har lyst.” Eller: ”Jeg kommer ikke til at komme, for alt det, jeg skal gøre, vil ødelægge stemningen. Du skal gnubbe der og der i stedet for, og jeg kommer til at vende mig væk fra dig og vende det hvide ud af øjnene, mens jeg tænker på noget, som jeg rent faktisk tænder på …”

Louise: – Det er for besværligt. Det gider han nok ikke. Så der ligger jo en angst for at være for krævende, besværlig og kringlet. Og vi er blevet fodret med, at sådan ser et rigtigt samleje ikke ud. Jeg er blevet opdraget af romantiske film, som ikke viser, hvordan sex rent faktisk er, og de unge i dag har jo også let adgang til porno, hvor sex ser ud på en bestemt måde. Og der skal man altså huske at fortælle, at porno er designet til at gøre dig liderlig, men det er ikke virkeligt.

Så sex, der bare skal overstås, selvom man ikke har lyst, det kender I godt?

Louise og Ditte i kor: – Ja!

Ditte: – Især som yngre. Da parforholdet var nyt, og man ikke ville være besværlig, fordi succeskriteriet var, at man skulle komme.

Louise: – At især han skulle komme…

Ditte: – Ja, men hvis det er rigtig smukt, så kommer man samtidig. Og det skal være skedeorgasme, for klitorisorgasme er ikke lige så fint. Der er så meget fordækt og så meget løgn i det her felt, og det har vi også lidt under.

Har I prøvet at fake en orgasme?

Louise: – Ja!

Ditte: – Jeg synes faktisk ikke, at jeg har. Jeg ville gerne sige ja, fordi jeg godt vil være rummelig over for andre kvinder … Men jeg mener faktisk ikke, at jeg har gjort det.

Louise: – Du har heller ikke haft en masse forskellige mænd op gennem 20’erne og 30’erne.

Ditte: – Nej, jeg har haft den samme mand siden 1993. Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har faket en orgasme, men jeg kan fandeme godt huske at være frustreret over, at det ikke skete. Og jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det ikke var nødvendigt. Sex var fint uden. Sådan har jeg også hørt mange andre kvinder sige. Men når man så HAR knækket koden, så er sex slet ikke det samme uden, ha ha. Det er altså en kropslig fed ting at få orgasme.

Louise: – Men i onenightstands er det jo et mirakel, hvis det lykkes!

Ditte: – Og det er for voldsomt at tage snakken der.

Louise: – Præcis.

Ditte: – Så vi kan konstatere, at det handler om at finde en, hvor man lærer det hele, og så holder man fast i ham, ha ha.

I bogen taler I med en selvudnævnt ekspert, rapperen Nikoline, der anbefaler, at kvinder, der ikke kan få orgasme, lærer at onanere – I bliver meget eksplicitte?

Ditte: – Det er folkeoplysning. Det handler simpelthen om, at der er noget, der ikke er sagt højt. Men vi kan sige det. Med humor. Og ja, det bliver eksplicit, men det bliver det nødt til at være. Det, at drenge onanerer eller ”river den af”, er bare en del af vores sprog. Men det er stadig skamfuldt for kvinder at tale om det.

Louise: – Når små drenge løber rundt med dilleren ude, er der humor i det. Den hænger udenpå, den dingler, den kan svinge rundt …

Ditte: – Og den kan sige lyde, sagde mine drenge.

De griner begge højt.

Louise: – Og som forældre siger vi bare: ”Flot!”. Men hvis vores døtre ligger med fingrene inde i folderne, så siger vi: ”Gå ud og vask hænder” eller ”gå ind på dit værelse”. Der er ikke humor i det. Man kan ikke sige: ”Se, den kan tale” om en piges kønsorganer. Kvindens kønsorganer er en grotte. Det er indvendigt. Det er mystisk. Det betyder noget.

Ditte: – Der ligger også noget i behovet. Man taler om, at mænd kan være sædtunge, eller at de skal have lettet trykket. Der er noget nødvendighed i mandens seksualitet. Modsat pigerne, som lærer, at de ikke har noget behov. Og som Nikoline siger, så er det svært at få sex til at lykkes med et andet menneske, hvis man ikke kender sin egen krop. Så gør lige det stykke arbejde at lære den at kende, det er ikke skamfuldt.

Louise: – I bogen er der også et link til en rigtig god og lødig hjemmeside, hvor man kan finde hjælp.

Ud over linket til den gode og oplysende orgasmehjemmeside finder man også en meget brugbar liste i bogen. Listen med de 20 ting, man kan sige for at undgå sex.

Kan I fortælle lidt om den liste?

Ditte: – Det er en hjælp. Man kan jo godt lige mangle en replik, og så kan man bare slå op.

Hvilke replikker har I selv brugt?

Ditte: – Vi har brugt næsten alle, ha ha.

Louise: – Vi havde meget sjov ud af at skrive den liste.

Hvorfor ikke bare sige: Jeg har ikke lyst?

Ditte: – Det er fordi, der ligger en kold klud i det. Det ville jo være perfekt, hvis man kunne have et sprog, hvor man kunne have lyst og ikke lyst. Men der ligger noget sårende i at sige: ”Jeg har ikke lyst”. For dermed siger man jo: ”Jeg har ikke lyst til dig".

Louise: – Eller – man er bange for at være en snerpe.

Ditte: – Men jeg ville da også blive såret, hvis han sagde til mig, at han ikke havde lyst.

Louise: – Det er rigtigt. Fordi: Nu er vi jo gift …

Ditte: – … og så har vi lyst til hinanden HELE tiden.

Louise: – Eller også har vi ikke. Den idé om, at manden hele tiden har lyst, den er jo heller ikke rigtigt.

LÆS OGSÅ: Sille vil gøre op med menstruationsskam: "Det skal blive noget, man taler om ligesom hovedpine eller influenza"

Ditte: – Det er tabufyldt ikke at have lyst til sex. Vi skal helst præstere. Det gode parforhold er erotisk. Og hvis man ikke er liderlig, så er man en snerpe og en frigid, tør kælling. Hende har vi også lyst til at omfavne, for det ER altså op og ned med sexlysten for os alle.

Du har været i parforhold i mange år, Ditte, er der ting i forbindelse med sexlivet, der er blevet nemmere, eller kan det stadig være et issue?

Ditte: – Det kan bestemt stadig været et issue. Sexlivet afspejler, hvordan man har det, og der kan man ikke forstille sig. Der kan stadig være dybe kriser, men de er ikke nye. Der er gentagelser i de kriser. Men det kan stadig blive afgrundsdybt problematisk i det erotiske land, for det ER sårbart, om vi vil hinanden eller ej. Og på en eller anden måde definerer sexlivet parforholdet. Det er lige præcis det, der gør, at vi er kærester. Mand og kone.

Og så er der myten om, at alle andre gør det hele tiden?

Ditte: – Ja, et kæmpe pres.

Louise: – Det er derfor, vi skal dele historierne, så man ikke føler, man er den eneste, der i perioder har problemer med sexlivet.

Hvem er Ditte og Louise?

Ditte Hansen, født 1970

• Skuespiller kendt fra teater, Cirkusrevyen og film og tv-serier som ”Ditte og Louise”.
• Aktuel med bogen ”Gode kasser”, som udkommer den 4. oktober.
• Gift med skuespilleren Benjamin Boe Rasmussen. Sammen har de Thor på 21 og Asger på 18 år.

Louise Mieritz, født 1971

• Skuespiller kendt fra film, teater, tv-serier og satire som ”Emmas Dilemma” og ”Ditte og Louise”.
• Aktuel med bogen ”Gode kasser”, som udkommer den 4. oktober.
• Gift med filmfotografen Manuel Claro og mor til deres fælles Samuel på 10 år. Manuel har desuden datteren Mercedes fra et tidligere forhold.

Ditte: – Og nu går vi simpelthen forrest, ha ha.