Bonusmor

Ekspert: Sådan er du en god bonusmor

Bonusmor, papmor eller ekstramor? Skilsmissecoachen giver gode råd til, hvordan du får en god relation til kærestens børn.

Rigtig mange lever i sammenbragte familier, mig selv inklusiv. Vi er blevet forelskede i en mand, som har børn fra et tidligere ægteskab – ergo er de en del af den pakke, man får med, ligesom der medfølger et tidligere liv, en ekskone osv., hvis man siger ja til at leve sammen med ham den dejlige mand. 

Okay, det er så en del af pakken, men har man gjort sig nogle forestillinger om, hvordan den pakke skal håndteres? Det er jo nemt nok at tale om holdninger til børneopdragelse og blive enige om, hvilke holdninger man har. Udførelsen af de holdninger kan måske vise sig at være knap så ens, og hvilke holdninger har børnene til den nye voksne i deres liv.

Og hvad er man overhovedet til de børn? Er man en bonus, noget i pap, eller noget ekstra?

Hvem bestemmer, om man er bonus, det er vel børnene? I min verden er man en ekstra voksen i deres liv, som de må tage på godt op på ondt.  En voksen som på ingen måder kan erstatte deres mor, men som kan bidrage og støtte efter behov. Hvilke behov, der er, afhænger hundrede procent af, hvilken relation du får til barnet. Det er ikke noget, du kan forberede dig på, eller noget du kan bestemme – det er tiden og relationen, der skaber båndet.

Det ændrer dog ikke ved, at du kan gøre meget for at få den gode relation, hvad end for en titel du får.

Du kan:

  • Sørge for at give barnet tid til at lære dig at kende.
  • Være enig med barnets far i, at I opdrager sammen og ens.
  • Være ærlig om dine grænser og behov overfor din partner.
  • Huske, at barnet ikke har valgt dig – du har valgt barnet.
  • Involvere dig, spørge ind og lytte opmærksomt på det barnet fortæller.
  • Udvise rummelighed for forskelligheder.
  • Acceptere, at du aldrig bliver den primære voksne i barnets liv.
  • Acceptere, at I ikke bliver en ny kernefamilie, men at I kan få et andet og lige så godt familieliv.

Sidst men ikke mindst, så drop alle de lyserøde illusioner. Selvfølgelig kommer der vanskeligheder og uoverensstemmelser, men det er en del af pakken.

LÆS OGSÅ: Læserne: Her er vores skilsmisseråd

Jeg holder rigtig meget af mine to bonusbørn (som i min verden er en bonus i mit liv!). Vi har mange sjove snakke og gode oplevelser. Jeg hjælper med lektier. Jeg har snakke om værdier, livsanskuelser, kærester osv. osv. men jeg bliver aldrig deres mor. De har en mor, som de elsker, men de har åbnet deres hjerter for mig på både godt og ondt, og det skal jeg huske at være taknemmelig for i stedet for at fokusere på de udfordringer, det også giver.

Er du en ekstra voksen i nogle børns liv og oplever (som os andre), at det kan give udfordringer, så find dig en god sparringspartner. En som kan sikre dig, at du ikke kun ser situationerne fra din egen næsetip. En som kan hjælpe dig med at sætte tingene i perspektiv. Eller deltag i en gruppe af ekstramødre, hvor emner, udfordringer og positive oplevelser kan drøftes. Jeg kan på det varmeste anbefale dig at se nærmere på Ekstramor.dk, hvor du har muligheden for en gang om måneden at deltage i ekstramødre-grupper. 

Kom godt igennem skilsmissen! Få styr på alle aftaler omkring børnene med et solidt aftalegrundlag, som du kan købe på Skilsmisseråd.dk.

Fakta

Mette Haulund er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering, der blandt andet driver hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk, Danmarks største online samlinger af viden, opgaver og ressourcer til parforholdet, og livet før, under og efter en skilsmisse.

Mette hjælper dagligt par og enkeltpersoner til et bedre parforhold, eller med at komme gennem en skilsmisse og videre i livet som et helt menneske.

Mette er gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, samt to bonusbørn, og lever i det man kalder et living apart together ægteskab. Det vil sige, at de lever sammen, men ikke altid er under samme tag.

Du har muligheden for at skrive til Mette på mette.haulund@altfordamerne.dk og stille spørgsmål til dit parforhold eller din skilsmisse, der skal dog påregnes en vis svartid. Har du brug for hurtig tilbagemelding, eller for personlig rådgivning enten pr. telefon eller ved personligt møde henvises der til hendes rådgivningsmuligheder på de to hjemmesider:

http://www.parforholdsraad.dk/

www.skilsmisseraad.dk