Da en kvinde gav Joan det helt specielle brev, trillede tårerne straks ned ad kinderne

Livet så sort ud, da Joan Malene Hansen gik derhjemme med stress og angst. En praktik i den lokale Rema 1000 har givet hende en ny livsglæde – og nu kan hun hverken undvære kunder eller kolleger.

”Du er den sødeste, jeg kender”.

De seks små ord stod i det brev, Joan Malene Hansen netop havde åbnet i sin frokostpause i personalestuen i Rema 1000 i Søhus. Hun måtte synke en ekstra gang og blinke tårerne væk, inden de løb ned i hendes madpakke.

Når 46-årige Joan tænker tilbage på episoden, tager hun hænderne op foran ansigtet og ligner én, der stadig har svært ved at kapere brevets fine ord. Afsenderen havde indstillet Joan til Hjemmets kassedame-konkurrence.

”Jamen altså. Puha. Hvad følte jeg i det øjeblik? Jo, at jeg er værdsat. Elsket. At nogle er glade for, at jeg er her,” siger hun og rømmer sig igen.

”Følelser er ikke noget, hun har lyst til at snakke så meget om,” siger hun, men brevet og alle de andre indstillinger fra glade kunder gør alligevel noget ved de der drilske følelser.

Joan havde aldrig overvejet, at hun skulle arbejde i en dagligvarebutik. Hun er udlært tjener og arbejdede på en kro i mange år. Men arbejdsmiljøet og var skidt, og Joan kunne mærke, at det sled på hende.

danmarks sødeste kassedame joan.jpg

Hun blev sygemeldt med stress og angst og befandt sig inden for sit hjems fire vægge næsten uafbrudt i to år. Da kommunen ville have hende i arbejdsprøvning, foreslog hun selv at komme i praktik i Rema 1000 i Søhus i det nordlige Odense.

Snak og vittigheder

”Jeg syntes, at personalet var søde, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg kunne bruge mit servicegen fra tjenerlivet. Jeg kan lide at snakke med kunderne, fyre en vittighed af, og mange af kunderne bruger mig også til at tale om deres problemer,” fortæller Joan, der siden blev fastansat og i dette forår har to års jubilæum i butikken.

De fleste timer af arbejdstiden tilbringer Joan ved kassen, men hun er også sommetider ’på gulvet’, som det hedder i branchen. Dog er det ikke altid, at kunderne er lige tilfredse med det.

”Nogle af dem kommer og siger, ’Ej, går du her? Kan du så fise tilbage til kassen’”, ler hun.

Joan er meget ydmyg over alle de indstillinger, hun har fået, og selv om hun ikke er typen, der lægger planer for fremtiden, ved hun, at hun hører hjemme i Rema 1000 i Søhus. Nu og forhåbentlig mange år fremover. Og skulle hun gå hen og vinde konkurrencen, kan kunderne være helt sikre på én ting.

”Jeg er bare mig selv – uanset hvad der sker,” siger Joan, inden hun hilser på næste kunde i køen.

Hvem skal være Danmarks sødeste kassedame m/k 2023?

Her er årets fem finalister

Igen i år kårer Hjemmet Danmarks sødeste kassedame m/k, fordi alle landets kassedamer fortjener at blive anerkendt for deres arbejde.

Vi har da også fået rigtig mange indstillinger – i alt har læsere sendt os navne på hele 262 kassedamer m/k. Juryen har udvalgt de fem finalister, og du kan læse om dem her, inden du stemmer, og er med til at afgøre, hvem der skal vinde titlen og de flotte præmier til en værdi af ca. 29.000 kroner.

Hvem skal være Danmarks sødeste kassedame m/k 2023?

Læs om de fem kandidater her:

Sådan stemmer du:

Klik her: Hvem er Danmarks sødeste kassedame?

Præmier:

Vinderen af konkurrencen Danmarks sødeste kassedame får en række flotte præmier til en samlet værdi af over 29.000 kr. Alt sammen skattefrit.

Trøste præmier:

De fire finalister får hver et gavekort på 200 kr. til køb af Änglamark-produkter i Kvickly, SuperBrug- sen, Brugsen eller Coop samt en gavecheck fra Hjemmet på 1.500 kr. Samlet værdi: 1.700 kr. pr. præmie.