Kvindelige topledere

Kvinder sidder på magten i organisationer

Red Barnet, Hjerteforeningen og Verdensnaturfonden er tre eksempler på store og stærke organisationer med kvinder i spidsen.

Faktisk er ikke mindre end hver tredje topleder en kvinde i landets humanitære organisationer, patientforeninger og andre interesseorganisationer. Det viser en kortlægning af ledelsen i 100 store interesseorganisationer, som Mandag Morgen har gennemført.

Det skyldes en tendens til, at kvinder er mere til stede på de bløde og sociale områder, og muligvis også at organisationerne prioriterer en kønsmæssig balance, siger ekspert i køn og ledelse, professor Anette Borchorst fra Aalborg Universitet til Mandag Morgen.

LÆS OGSÅ: Disse 4 årsager bremser kvindelige topledere

"Nogle mænd har den også"

Kvindelige topledere kan desuden tilføre andre værdier til patientorganisationer end deres mandlige kollegaer, når det gælder støtte til patienterne, mener Inge Vestbo, direktør for Hjerteforeningen.

- Vi kan som kvinder bidrage med en naturlig forståelse af, hvad der sker i en familie, når et menneske bliver ramt af f.eks. en hjertesygdom. Så handler det ikke kun om det enkelte menneske, der bliver ramt. Det handler også om de kolossale konsekvenser, som sygdommen har for børnene i familien og andre pårørende. Den forståelse har de fleste kvinder helt automatisk. Har mænd ikke den? Jo, nogle mænd har den også. Men den forståelse udgør en ret stor del af de fleste ngo'er, siger hun til Mandag Morgen.

LÆS OGSÅ: Stine Bosse: Vi SKAL ha' flere kvinder ind

De største virksomheder ledes af mænd

Kigger man uden for interesseorganisationernes døre, skal man have luppen frem for at få øje på de kvindelige ledere. Flertallet af landets største virksomheder foretrækker nemlig fortsat at kalde direktøren for "hr.". Det gælder alle de 20 største børsnoterede virksomheder som Danske Bank, Novo Nordisk og A.P. Møller – Mærsk.

I private virksomheder generelt er blot 6-8 procent af toplederne i direktionen eller i bestyrelsen kvinder. Og det tal står i stampe med en stigning fra bare 4 til 6 procent i de seneste ti år. Bestyrelseslokalerne har også mest karakter af herreværelser, for kvinders andel af de poster udgør kun 12 procent, og trækker man de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer fra, er tallet nede på cirka 8 procent.

Kilde: Mandag Morgen