Milena Reimann-Andersen

Milena arbejder med prostituerede kvinder: “Nogle kvinder kravler ind under huden på mig”

Mens de fleste lægger hovedet på puden, er der nogle, der går på arbejde – også selvom det kan give dem dårligere helbred. Mød en kvinde, der arbejder, mens vi andre sover.

Når kvinderne kommer herind, er de meget optagede af, at de er på arbejde, så de kommer ofte bare for at få lidt at spise og for at gå på toilettet. I løbet af natten laver vi toast til kvinderne og klokken 02.00, når vi serverer chicken wings, er der gerne rigtig mange kvinder, der kommer ind.

− De fleste er her i kort tid, men der er nogle, der bliver længere og taler lidt om, hvad der foregår ude på gaden. Vi kan også sagtens grine og lave jokes. Der er i gennemsnit 60-70 kvinder hver nat, der gør brug af Natcaféen, og derfor kan det være svært for den enkelte at åbne op.

− Vi har et skab fyldt med tøj. Det bryder for det meste isen, når vi taler om, hvilket tøj der klæder dem. På Natcaféen forsøger vi at skabe en kontinuitet, mit klare fokus er nemlig på relationer.

− Jeg forsøger at skabe tillid, så kvinderne får lyst til at komme med deres problemer til mig. Det skaber en helt anden tryghed, når vi kan genkende kvinderne, der kommer her, og de kan kende os. Der var for eksempel en kvinde, der havde noget ørebetændelse. Da hun kom den næste gang, spurgte jeg hende, hvordan det gik med det, og hun svarede: "Kan du virkelig huske det?" Det betød rigtig meget for hende, at jeg spurgte. At skabe tillid og tryghed er også vigtigt, fordi cafeen i dagtimerne fungerer som et rådgivningscenter og en klinik, hvor kvinder kan blive undersøgt af en læge, og vi, som arbejder på Natcaféen, kan hjælpe dem med at booke en tid.

− Jeg har i mange år været optaget af at arbejde med udsatte kvinder, og i mit arbejde her, får jeg virkelig lov til at komme tæt på. Jeg synes da, det kan være hårdt med de skiftende arbejdstider, og min ægtefælle og jeg har flyttet sofaen fra et rum til et andet, hvor der er mindre ro og mindre sollys. Så kan jeg lægge mig der, hvis jeg vågner for tidligt.

− Men arbejdet om natten ville jeg altså ikke være foruden, for jeg synes, at Natcaféen er et virkelig godt projekt. Det kan selvfølgelig også være hårdt, og nogle kvinder kravler da ind under huden på mig, men så siger jeg til mig selv, at vi udnytter de muligheder, vi har for at hjælpe kvinderne, og det er meget bedre, end hvis ikke der var nogen.

Natcaféen har åbent hver torsdag, fredag og lørdag nat fra klokken 00.00 til 04.00. Milena Reimann-Andersen arbejder på caféen hver torsdag og hver anden fredag, hvor hun møder klokken 23.00 og har fri klokken 05.00.

Natcaféen drives af Reden International og er et tilbud til udenlandske kvinder i prostitution. Om natten er det især nigerianske kvinder, som præger gadebilledet, og disse kvinder udgør en stor del af målgruppen i caféen.

LÆS OGSÅ: Hvad kan du… egentligt?

LÆS OGSÅ: Skal man arbejde eller ikke arbejde i ferien?

LÆS OGSÅ: Dit netværk er større, end du tror - men tør du bruge det?

Milena Reimann-Andersen, 29

Interkulturel international socialrådgiver. Projektleder i Natcaféen – et værested for udenlandske prostituerede.

Natarbejde

Selvom døgnåbne supermarkeder, fitnesscentre og webshops har givet nye muligheder for at få de små timer til at gå, bruger de fleste af os natten på at sove. Men mens størstedelen af danskerne trækker dynen op over sig, trækker nogle i arbejdstøjet og sørger for at holde landet kørende.

Nattearbejderne er vågne, når vi andre sover, og sover, når vi andre er vågne, men faktisk sover nattearbejdere en til to timer mindre efter en nattevagt end en almindelig dagarbejder gør, fortæller Anne Helene Garde, der er professor med særlige opgaver i psykosocialt arbejdsmiljø.

– Efter en nattevagt vågner man gerne omkring middagstid, og ofte føler man sig ikke helt veludhvilet. Vi sover ikke lige så længe om dagen som om natten, fordi vi mennesker er dagdyr, siger Anne Helene Garde og uddyber:

− Hele vores krop er indstillet til at sove om natten og være vågen om dagen. Næsten alle vores biologiske funktioner har en døgnrytme. For der er nemlig ting, der skal ske i kroppen, når vi sover og ting, der skal ske, når vi er vågne.

Dårligere helbred

Forstyrrelser i døgnrytmen kan gå ud over helbredet, og det diskuteres stadig, om natarbejde giver øget risiko for forskel-lige sygdomme.

− Når man arbejder om natten, kommer ens døgnrytmer ud af takt, og man sover mindre. Mindre søvn hænger sammen med et dårligere helbred, siger Anne Helene Garde.

For ikke at rykke alt for meget rundt på døgnrytmen, anbefaler Videncenter for Arbejdsmiljø, at man ikke har for mange nattevagter i træk.

− Flere folk, der har natarbejde, vil dog hellere have mange nattevagter i træk, så der ikke er så mange skift. Mange fortæller, at den første nattevagt, og dagen efter den sidste nattevagt er rigtig hård. Det er nemlig der, man virkelig skal vende sin døgnrytme og holde sig vågen, når kroppen faktisk synes, den skal sove. Men anbefalingen om færre nattevagter i træk bygger især på vores viden om de biologiske mekanismer, der formodes at koble natarbejde til brystkræft, siger Anne Helene Garde.

Natarbejde

Defineres som mindst tre timers arbejde i tidsrummet 00.00-05.00, og mindst 300 timers årligt arbejde i dette tidsrum.

Der er omkring 300.000 natarbejdere i Danmark.

Kilde: Videnscenter for Arbejdsmiljø