Mød kvinden bag verdens første bæredygtige skobutik
Hun kommer fra fattige kår, men har taget verden med storm med sit bæredygtige skotøjsbrand SoleRebels. Skoene laves af genbrugsmaterialer og produceres af lokale etiopiere. Det har skabt masser af arbejdspladser i hjemlandet og indbragt Bethlehem Alume en plads på Forbes’ liste over verdens 100 mest magtfulde kvinder.
Når det handler om big business og first movere, plejer vi at kigge mod Kina eller USA efter rollemodeller. Men du kan godt vænne dig til at kigge mod syd. 36-årige Bethlehem Alume er vokset op i Afrika i en forstad i et af verdens fattigste lande, men fra barns ben har hun lært, at man kan nå langt, hvis man arbejder hårdt for det. Hun har sin egen lokale virksomhed i Etiopien, der producerer sko udelukkende af naturlige materialer og genbrug.
Bethlehem er en lille kvinde med sine omtrent 155 cm. Hun er iført sorte bukser og en klassisk sort jakkesætsjakke. En ganske neutral mundering. Lige bortset fra hendes fodtøj, som er et par spraglede blå og hvidstribede sko fra hendes eget brand, SoleRebels. Et bæredygtigt brand, der – siden sin opstart i 2004 er vokset stødt – og blandt andet har fået det amerikanske erhvervsmagasin Forbes til at liste Bethlehem Alume blandt verdens 100 mest magtfulde kvinder.
Den drevne erhvervskvinde er vokset op i den fattige forstad Zenabwork i Etiopien med en mor, der arbejdede i køkkenet og en far, der var elektriker.
– Mine forældre har altid været hårdtarbejdende, så de kunne forsørge familien. At vokse op i et miljø hvor jeg har set folk omkring mig slide i det, tror jeg, er grunden til, at jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Gennem hårdt arbejde har jeg nemlig nået mange af mine mål.
Bethlehem har taget en collegeuddannelse som revisor. Hendes forældre pressede på for, at hun skulle fortsætte sin uddannelse på universitetet, men hun følte aldrig rigtigt, at det var et sted, hun hørte til. I stedet for at tage den sikre vej og lade sig videreuddanne tog hun chancen og startede i 2004 sin egen skovirksomhed op i et skur, der tilhørte hendes bedstemor.
– Det var bestemt ikke let at starte sit eget. I starten var vi bare fem mennesker, som havde et par ideer hist og her. Vi havde ikke meget at gøre godt med, men den gode ting ved etiopisk kultur er, at vi genbruger en hel del, for etiopiere er det en naturlig del af livet. Når man har begrænsede ressourcer, har alt værdi.
Det har derfor fra start været en af kerneværdierne i Bethlehems virksomhed at producere ud fra genbrugsmaterialer og bruge de materialer, der kan opdrives i hjemlandet. Skoene bliver produceret af f.eks. håndspundet bomuld og gamle bildæk, og alle produkter designes af lokale kunsthåndværkere. Det betyder selvfølgelig også, at det tager meget længere tid at producere en sko, sammenlignet med et fabriksprodukt.
– Der, hvor jeg er vokset op, har jeg set, hvad folk har produceret af kreative ting ved egen håndkraft. Mine familiemedlemmer har spundet bomuld med spinderok. Jeg har set folk lave tæpper på traditionelle trævæve. Men mange af disse talentfulde kunsthåndværkere har aldrig kunne bruge deres kreativitet som en levevej, fordi arbejdspladserne er få. Da jeg så under min uddannelse som revisor gik og overvejede at starte mit eget, kendte jeg jo til alle de her lokale talenter.
LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”
Lokale etiopiere står for produktionen
Bethlehems idé med SoleRebels var netop også at samle de mange lokale talenter og støtte dem i deres kreationer.
– Jeg viser folk, hvordan vi kan gøre ting sammen. Det er ikke noget med bare at give folk penge. Jeg giver dem en jobmulighed, så de kan klare sig selv.
– Det er jo faktisk sådan, at hverken jeg eller nogen andre behøver rejse langt fra vores hjemland for at lave en vellykket virksomhed. Det handler jo bare om at se ind i sig selv, se på hvordan vi er vokset op, hvilke værdier vi har, hvem vi egentlig er som folkefærd.
Det er netop med det udgangspunkt, at Bethlehem driver sin forretning. Selvom antallet af ansatte er vokset fra 5 til 125, og den lokale virksomhed er blevet et globalt brand, der sælges i butikker over hele verden, er hendes forretningsplan stort set uændret. For som Bethlehem selv siger, ser hun indad og fokuserer på, hvordan hun gerne vil være som person, og hvad hun gerne vil bidrage med i fællesskabet.
– SoleRebels er jo en etiopisk virksomhed, og det er sådan set hele ideen bag: Det er en lokal virksomhed, men det er samtidigt et globalt brand. Hvis jeg tager noget af virksomheden ud af Etiopien, vil jeg jo ikke have materialerne og menneskene bag designet i nærheden – altså kunstnerne, der kan kreere og producere disse produkter. Har man en bæredygtig virksomhed, er det jo også vigtigt at være tro mod sine kerneværdier. Derfor skal der netop være fokus på, hvor vi kommer fra. Hvor jeg kommer fra.
LÆS OGSÅ: Jesper Høvring: Manden, der vil gøre kvinder smukke
Fairtrade skosåler af genbrugsbildæk
Hvad ligger der i navnet SoleRebels?
– Alle sålerne på vores sko er lavet ud af brugte bildæk, deraf navnet sole (sål). Derfor kaldes skoene også dæksko. Rebels (rebeller) er både en anerkendelse af etiopiske frihedskæmpere, der i 1940'erne også bar dæksko. Og så synes vi også, at den her idé er lidt rebelsk.
Selvom SoleRebels har vokseværk og åbner flere og flere butikker, holder Bethlehem fast i at bevare det lokale aspekt, samtidig med at hun ønsker at gå innovativt til værks.
– Mange forbinder nok innovation med noget kæmpestort, noget elektronisk, måske noget der er konkurrencepræget og magtfuldt. Men innovation for mig er,at udnytte det, du allerede har og lave en bæredygtig virksomhed, endda gøre det salgbart så det kan sælges på globalt plan. Vi prøver at finde unikke måder at dele etiopisk kultur med resten af verden. Det er vores kerneværdi, det er vores måde at tænke innovativt på.
SoleRebels er den første skovirksomhed i verden, der har opnået den såkaldte WFTO fair trade certificering, men Bethlehem startede ikke bare en grøn virksomhed, fordi der var nogen udefra, der sagde, det var en god idé, men fordi det er sådan, man producerer sko i Etiopien.
– Det er vigtigt for mig, at den etiopiske kultur i brandet ikke lader sig overtage af den industrialiserede kultur, som har gjort indtog i vores land. For mig handler det om at give mennesker, hvad de fortjener, og det er i mine øjne et bæredygtigt produkt.
For Bethlehem er fairtrade at kunne bevare den allerede eksisterende lokale kultur, at betale gode lønninger til de ansatte og skabe et godt arbejdsmiljø.
– Vi behøver ikke nogen udefra til at fortælle os, at det, vi laver, er fairtrade. Hvis vi ville være et stort firma og producere tusindvis af produkter om dagen, kunne vi gøre det. Men fordi vi er et mindre firma, kan vi fastholde vores grundværdier.
Bethlehems beslutning om at starte sin egen virksomhed for at bygge bro mellem lokale håndværkere og det globale marked har siden vist sig at være en succesfuld forretning. For mange lokale afrikanske entreprenører er det dog vanskeligt at konkurrere på globalt plan med de vestlige giganter, fordi certifikationer er meget dyre og tager lang tid at få.
LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien
Familiemor med tårnhøje ambitioner
At have en succesfuld virksomhed betyder også lange arbejdsdage og mange rejser i løbet af et år. Bethlehems familie er en vigtig støtte og har været det fra den spæde opstart, hvor de blot sad en håndfuld mennesker og puslede med nogle ideer i bedstemoderens blikskur.
– Min mand har været der fra begyndelsen. Han er min største fan.
Bethlehem griner og løfter armene i vejret for at illustrere.
– Han var sådan her: Go go go! Han presser mig altid til grænsen. Det er virkelig godt at have en, der tror så meget på dig, men samtidig er der, når du sommetider fejler.
Bethlehem og hendes mand har siden virksomhedens opstart fået tre børn, og her spiller støtten fra familien også en væsentlig rolle.
– Mine forældre og min mand har afleveret børnene i skole, når jeg ikke har været hjemme. Uden dem og deres støtte var jeg ikke nået hertil.
Bethlehem vender igen og igen tilbage til sin familie, når vi taler om succesen med SoleRebels. Den ballast, hun har hjemmefra, mener hun, er essentiel at give videre til sine egne børn. For det at se sine egne forældre knokle hårdt hver dag for at have til dagen og vejen, motiverer hende hver eneste morgen til at stå op og gøre sit arbejde.
– Den samme motivation vil jeg gerne videregive til mine børn. At gøre karriere på den rigtige måde er ikke at lede efter de lette genveje i livet. Jeg vil gerne have dem til at forstå, at de kan blive lige dét, de gerne vil. Det er noget, jeg især lærer min ældste datter på 10 år. De to andre er stadig meget små. Når hun går i skole, fortæller jeg hende altid, at skolen er hendes arbejde lige nu. Selvfølgelig skal hun også have masser af sjov i hverdagen, men skolen er hendes ansvar og springbrættet til fremtiden.
Hvad angår Bethlehems eget liv, har hun allerede indfriet mange af sine mål.
– Det er altid godt at presse sig selv en ekstra mil og udføre sit arbejde på en god og ordentlig måde for at vise mennesker, hvad du kan, selvom du er fra et fattigt land som Etiopien, selvom du er kvinde, eller noget tredje. Det eneste menneske, der kan bestemme, hvad du skal være, det er dig selv. Jeg vil i hvert fald ikke være min egen forhindring, jeg vil ikke være bange for at stile efter mine mål.
LÆS OGSÅ: Tina skiftede københavnerlivet ud med spansk landsbyidyl
LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum
LÆS OGSÅ: ”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"