”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"

Jeg har før fortalt om en ung mand, jeg reddede i land på Lesbos, og som nu er endt i mega Udkantsfinland. Han skriver hver nat ved denne tid (ca. kl. 2). Han kan ikke sove, han er bange, han kæmper med alt fra sine traumer fra flugten, fra tilfangetagelsen, til torturen, til turen i gummibåden, til frygten for sit liv, til modstanden, han møder alle steder, til uvisheden, til nu at sidde ”safe” i mini-Sibirien og deale med ekstrem ensomhed og tanken om nok aldrig mere at skulle se sine forældre og søs-kende.

Jeg har nat efter nat støttet ham, bekræftet ham i hans tanker og følelser. Jeg skriver min forståelse, og at han ikke må miste modet. Han taler om ikke at ville være her mere, at han er ensom og kun har mig at skrive til… ”I dag græder jeg, i dag er jeg bare ikke stærk nok, jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, har ikke forstand på, hvad jeg kan gøre.”

Hans familie i Irak har opgivet at flygte, da Daesh bruger dem som levende skjold i gadekampene. De ting, han fortæller, kører som billeder på min nethinde igen og igen… Jeg kan ikke slippe det. Ofte kan jeg ikke selv sove bagefter… og slet ikke i dag. Andre gange skriver jeg ham i søvn. Jeg gentager mig selv i et væk om håb og tro på fremtiden, styrken i ham selv, kærligheden til hans familie, som er hans, og ingen kan tage fra ham osv.

Han er muligvis ikke mit ansvar. Men hvis ansvar er han så? Hans forældre kan jo ikke komme ham til undsætning. Hans andre familiemedlemmer er enten dræbt eller spredt i forskellige lejre i Europa og Mellemøsten. De ansatte gør ikke noget for ham i lejren i Finland. Kender du til en måde, hvorpå jeg kan støtte ham? Med kurdisk peptalk, Youtube-psykologi, coaching på kurdisk… Hvad som helst? Jeg frygter for, om han gør en ende på det hele. Hvis ansvar er det så?

Den besked skriver Charline ud til sine mange følgere på Facebook natten til den 3. januar 2016. Et tekstuelt bevis på hendes omsorg midt i flygtningekrisen. Den unge mand er en ud af hundredevis af flygtninge, hun året forinden har halet i land på den græske ø Lesbos. Nu er han havnet på et asylcenter i Finland, dybt ulykkelig og med Charline som eneste kontakt i udlandet. Hun ligger i sin seng på Vesterbro og kan ikke sove af bekymring for den unge mand, som kunne have været hendes egen søn. Hun beder om råd i sit netværk på Facebook og bliver, som så ofte før, mødt af gode råd, men også formaninger om, at hun skal huske at passe på sig selv. Men når man er indrettet som Charline, kan man ikke lade være med at engagere sig. Fuldt og helt.

Smækkys! ”Min familie”  kalder Charline de flygtninge, hun fandt på hovedbanegården for flere måneder siden. 

LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

Lesbos tur-retur

Efter 25 år som stylist i modebranchen får Charline nok. Hun føler, at branchen er helt i knæ efter finanskrisen – alting skal ligne en million, ”men må ikke koste en skid,” som hun siger. Det går bl.a. ud over modellernes arbejdsforhold, og Charlines aversion mod den branche, hun har elsket så mange år, kulminerer, da hun som stylist på et modeshow i Bella Centret fra backstageområdet betragter, hvordan en model nær bliver kvalt, da hun ved en fejl falder igennem en lem i gulvet. Teknikken og sikkerheden er blevet nedprioriteret.

– Det var dråben for mig. Jeg var ved at brække mig over, at alle i branchen pressede økonomien så hårdt, at det kunne komme så vidt, siger hun.

Kort derefter opretter hun firmaet FairStyles – et kommunikationsbureau med fokus på bæredygtig mode og livsstilsprodukter. I løbet af sommeren 2015 bliver den græske ø Lesbos ramt af flygtningekrisen. Krigen i Syrien får tusindvis af mennesker til at krydse Middelhavet i gummibåde, og Lesbos bliver deres første møde med Europa. Da Charline skal på forretningsrejse til netop Lesbos, spørger hun ud i sit netværk på Facebook, om nogen kan undvære noget tøj, hun kan tage med til flygtningene. På en enkelt eftermiddag bliver der indsamlet halvandet ton tøj, som kommer til øen i en container. Her hjælper Charline de mange flygtninge op af bådene, svært nedkølede, og fragter dem til øens lejre.

– Egentlig havde jeg bare regnet med, at jeg skulle aflevere noget tøj og et par kram til flygtningene, og så var det det. Men det handlede ikke bare om tørt tøj og liggeunderlag, det handlede fandeme om liv og død. Alt var kaos, folk var ængstelige og desperate, og flere døde. Heldigvis er jeg ikke bange for det svære, siger Charline.

Tilbage på dansk jord opretter hun hjælpeorganisationen Fair Welcome – en frivillig NGO, der skal give flygtninge en varm, respektfuld velkomst i Danmark. Hun igangsætter flere initiativer til at indsamle penge til arbejdet på Lesbos, som hun vender tilbage til flere gange, og hun søsætter en række projekter i Danmark for at forsøde tilværelsen for de mange flygtninge, der er kommet til landet, bl.a. en stor julefest på Auderød Asylcenter for 1.000 mennesker. Månederne er hektiske. Charline er på non-stop fra hun vågner, til hun lægger hovedet på puden. Og igen og igen kommer rådet fra omverden: Pas nu på dig selv!

– Men jeg passer på mig selv ved at handle. Jeg blev provokeret over, at folk havde så travlt med at belære mig i stedet for at hjælpe med sagen. Jeg havde troet, at alle kunne se, hvor vigtig en sag det var, og det kunne mange folk, men det var lige indtil, de skulle ned og have deres egen cafe latte eller på shoppingtur til Paris. Jeg oplevede mange gange, at folk lovede donationer til flygtninge, som de aldrig fik afleveret, fordi det var lidt for besværligt for dem at aflevere sækkene med tøj, som de alligevel ikke kunne bruge. Mennesker i den vestlige verden er blevet meget individualiserede med fokus på sig selv og egne behov, så det store fællesskab har det svært, siger hun og forklarer videre, at hendes fokus ikke er på grænselukninger, kvoter og asylregler:

– Dybest set ved jeg ikke en skid om den slags, men jeg kan sætte ting i gang, organisere, handle og drage omsorg. Og jeg stopper ikke, før projektet er gennemført. For mig handler det basicly om medmenneskelighed. Jeg ser ikke på hudfarve eller religion, jeg ser på dem som mennesker og tænker, hvad nu hvis det var mig og mine børn, og ingen gad hjælpe os. At folk ikke engang ville kigge på os i frygt for, at vi sendte sådan nogle tiggerøjne.

Flere gange inviterer hun flygtninge med hjem i sin lejlighed på Vesterbro. Første gang var det en irakisk familie, hun fandt forfrossen på en af hovedbanegårdens perroner, og de fik lune dyner og husly hjemme hos Charline i et par døgn, før de kom videre til et asylcenter.

Charline omgivet af tre af de flygtninge, som har boet hos hende flere gange.

Søvnløse nætter online

En dag får Charline en besked på Facebook fra en anden ung mand. I første omgang kan hun ikke placere ham, men så går det op for hende, at det er en af de mange flygtninge, hun har hjulpet i land på Lesbos. Dengang tog han en selfie med Charline, han havde noteret hendes navn og er nu havnet flere hundrede kilometer over Moskva. Langt, langt borte på et privat asylcenter. På Youtube kan han se, at store dele af hans hjemby i Irak er bombet, og han aner ikke, om hans familie findes mere. Sådan bliver Charline hans kontakt til omverdenen. Ofte skriver han til hende om natten, når krigstraumerne indhenter ham. Hun lytter til ham, rådgiver ham, skriver lange beskeder til ham.

– Flere af de flygtninge, jeg er kommet tæt på, skriver til mig om natten, når de ligger og ikke kan sove. Så prøver jeg at skrive dem til ro, det kan tage flere timer. Den unge mand i asylcentret i Finland har været rigtig tæt på at tage sit liv. Jeg ved godt, han ikke er mit ansvar, men jeg har altid været på de svages side, og jeg har altid følt, at jeg har haft overskuddet til at være noget og gøre noget for andre. Jeg er den, han kontakter, flere gange om dagen, det er meget massivt, men hvis det hjælper ham at skrive med mig, så gør vi det – det er den værdighed, han har tilbage.

Blandt andet sender hun ham selvhealingsmusik, der kan gøre det nemmere for ham at falde i søvn, og så får hun Dr. Martens til at sponsere et par forede vinterstøvler, som hun sender op til ham sammen med en iPhone.

LÆS OGSÅ: Kender du Flemming?

Den lille pige indeni

På Charlines anden tur til Lesbos har hun en særlig oplevelse. Efter en 14 timer lang dag i en flygtningecamp, sætter hun sig ind i bilen og er dybt udmattet, idet det banker på bilruden. En far står med sit barn i armene, hun har ingen sko på, er afkræftet og tæt på at udånde, vurderer Charline. Instinktivt griber hun pigen, løber med hende i sin favn gennem den desperate menneskemængde, igennem en politiafspærring og ind i et lunt aflukke, som hun har tiltusket sig tidligt samme morgen. Som minutterne går, bliver den lille piges kulør langsomt mere naturlig, hun bevæger sig, blinker en smule og kommer langsomt tilbage til livet.

– Da jeg kom hjem til Danmark igen, blev den oplevelse ved med at indhente mig i mine drømme om natten. Jeg tænkte: ”Nå fuck, er jeg nu blevet ramt af traume, som alle omkring mig har været så bange for?” Jeg talte med en professionel om det, og jeg fandt ud af, at det ikke handlede om den episode på Lesbos. Det handlede om mig selv. Den lille pige symboliserede mig selv som barn: ikke set, ikke forstået, ikke taget sig af, siger hun.

– Som barn var jeg sådan en lille anarkist og lærte hurtigt at løse mine problemer selv. Jeg har aldrig forventet, at nogen passer på mig. Det er min drivkraft, men det også mit svage punkt, for jeg kan ikke engang finde ud af at passe på mig selv. Det er et dybt traume i mig, men hvordan jeg tager hånd om det, ved jeg endnu ikke helt. Nogle gange kan jeg godt tænke: ”Shit, hvad hvis jeg tager hånd om mig selv og mit eget traume? Så frygter jeg, at jeg får nok i mig selv, og hvad så med alle flygtningene? Hvem skal så redde dem?” Det er en følelse, der ligger dybt, dybt i mig. De folk, som gør noget, ingen andre gør, er tit drevet af noget inden i dem selv – det værste, de har, bliver deres fortrin. Sådan hænger verden ofte sammen. Men hvis du finder balance i dig selv, hvem skal så gå de hårde skridt?

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

Min kampgejst bliver min død

Månederne flyver af sted. Charline er stadig dybt engageret i hjælpearbejdet, samtidig med at hun passer sit almindelige job og sine fire børn, ikke mindst. Næste store projekt er en støttekoncert i Vega, der skal samle penge ind til flygtningearbejdet, og DAD, Wafande og Aura har blandt andre sagt ja til at optræde.

I november 2015 mister Charline appetitten, og hendes normalt ukuelige lyst til at gå ud efter arbejdet forsvinder også. Trætheden er enorm, og et instinkt råber hende ind i hovedet, at hun skal stoppe op.

– Jeg sagde til mig selv: ”Tsssh, det er ikke noget. Der er nogle andre, jeg skal redde.”

Først da Charline har haft over 40 i feber fem uger i træk, tager hun til lægen. Hun er blevet ramt af voldsom mononukleose og bliver straks indlagt. Smitten med den heftige leverinfektion har formentlig ramt hende på en af flygtningelejrene.

– Jeg synes bare, det var bagateller. Vi var langt henne i noget, der ikke var godt, før jeg kunne mærke noget. Mit niveau, min kampgejst og mit shit, det bliver min død, seriously. Hele min tærskel for ”det kan jeg sgu da godt” er mere udtalt end de fleste andres, og det bliver jeg nødt til at kigge på. Ellers ender jeg med at overse en kræftknude, fordi jeg negligerer symptomerne og tænker, at jeg har for travlt til at få kigget på den. Jeg omsorgssvigtede mig selv. Hvis ikke jeg forstår det nu, så forstår jeg det aldrig. Og nu har jeg besluttet mig for, at jeg fandeme må vågne op. Jeg vil drage egenomsorg samtidig med, at jeg gør det andet, uden at være så følelsesmæssigt engageret, at jeg brænder ud på det.

Fra sygesengen får hun stablet støtte-koncerten på benene. Hun vil i mål. Lægerne måber over hendes iver – hendes dårlige tal og tilstand taget i betragtning – mens Charline slæber sig selv og sin krop ind i Go’morgen Danmark og flere andre medier for at gøre reklame for koncerten. Og da den sidste akkord er spillet i Vega, og den sidste krone samlet ind til hjælpearbejdet, puster Charline ud.

– Nu øver jeg mig i at sige: ”Nu skal jeg ikke have flere inde i mit hjerte,” fordi der simpelthen ikke er plads til mere. Derfor har jeg også besluttet, at jeg ikke skal have flere flygtninge med hjem og bo hos mig. Jeg har givet ud af noget overskud, jeg ikke havde. Jeg har lært, at jeg er helt ekstremt stærk: Jeg skal indlægges, før jeg lægger mig ned, og jeg kan arbejde hvem som helst i graven. Det, siger jeg ikke, er smart, men det er et faktum, og jeg vil nok altid være sådan. Men nu vil jeg også gøre et helhjertet forsøg på at tage hånd om den lille pige inden i mig selv.

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel