Drop løgnen om kvindelighedens kollaps - vi har altid knoklet

KLUMME: Filminstruktør Thomas Vinterberg har undtagelsesvist begået en film med en kvindelig hovedperson, og i den forbindelse har han givet et på mange måder mindeværdigt interview om samme i Dagbladet Information for nogle uger siden.

I interviewet fortæller han, hvor "rørt" han havde været over hovedrolleindehaveren Carey Mulligans "hengivenhed" over for Vinterbergs chef-rolle på projektet og hendes "betagethed" af hans arbejde.

LÆS OGSÅ: "Min datter mere knyttet til sin far end til mig" 

Og så siger han dette: "Hengivenhed er en kvindelig dyd, som er truet. Alle kvinder skal være stærke nu til dags. De skal kunne klare et arbejdsliv og et familieliv samtidig, så hengivenheden er en truet ting. Det er jo også vigtigt at kunne forsvinde ind i et andet menneske, i en mands arme."

Således et overflødighedshorn af kønnets logik. Kvinden giver sig hen til chefen, manden makker ret over for chefen. Kvindens arbejdsliv kunne udfordre hende så meget, at hun bliver for selvstændigt tænkende til rigtigt at kunne betages og hengive sig eller forsvinde ind i en mands arme.

Manden har ikke det problem, for han skal ikke kunne falde ind i kvindens arme. Det er ikke for ham. Det er jo en kvindelig dyd, ligefrem, et ideal at stræbe efter. Og en truet dyd. Truet af vores tid, hvor kvinder skal arbejde og have familie samtidig.

Og myten om at kvinder først begyndte at arbejde for nylig, ca. anno 1975 bliver ikke bare brugt til at beklage vores tøven over for den feminine overgivelse til rollen som anden pilot og vandbærer. Den bliver dælme også brugt til at sende kaskader af dårlig samvittighed ned over mødre i nutiden.

Forleden lød det sådan i Berlingske:

"Men fortjener vi danske mødre en fin morsdagsgave? Det er jeg ikke så sikker på, at vi gør. For er det ikke sådan, at vi ofte tilsidesætter vores børns naturlige behov for opmærksomhed og nærvær til fordel for egen karriere?"

LÆS OGSÅ: Kønsroller anno 1950 fungerer fint

Spørgsmålet er, hvorfor vildfarelsen om, at kvinder først for nylig har fået et arbejdsliv, og at familielivet før det dramatiske skift var en stor omgang hagedikken og sidden i rundkreds, er så udbredt i en af verdens bedst uddannede befolkninger.

For faktum er, at kvinder altid har knoklet.

I år 1900 var langt størstedelen af Danmarks befolkning beskæftiget i landbruget, mens der var en stor vandring på vej fra land til by.

Børn på landet sås ofte på egen hånd og sågar i fodlænker på gårdspladsen, så de ikke stak af til moser og søer, hvor de kunne drukne. Det var ikke ualmindeligt at hælde en snaps i sutteflasken, så mor kunne arbejde i marken. Kvinder, der ikke var beskæftiget på landet arbejdede ofte på fabrikker eller i huset som køkken- eller barnepiger.

Man var i gennemsnit 31 år, når man fødte sine børn i starten af 1900-tallet, for man skulle ud og tjene først.

Og jo, så er det rigtigt, at ligesom nu om dage, var der en lille overklasse af privilegerede kvinder, der ikke "arbejdede", men mon ikke de havde ret travlt med at organisere arbejdet for de ansatte, trods alt.

Især efter krigen betød velstanden i det økonomiske og industrielle opsving, at mange middelklassekvinder kunne prøve at spille overklasse og tage slapper derhjemme, men dette var en kort historisk undtagelse, og økonomien havde ret hurtigt brug for dem igen. Ikke rødstrømperne eller deres egen forfængelige ambitioner og ønsker om at vanrøgte deres børn. Økonomien.

Derfor er den i uendelighed reproducerede myte om familiens og femininitetens kollaps post 1970 lige så stupid som antagelsen om, at det danske samfund kunne bestå eller nyde fremgang, skulle vi kvinder give efter for dårlig samvittighed over karrieren (læs: det lønindkomstbringende arbejde) og rent faktisk søge hjem til børn og kødgryder. Den økonomiske og finansielle krise ville virke som en frokost i det grønne til sammenligning.

LÆS OGSÅ: Kønsroller: Hvorfor er det negativt at være en tøs?

LÆS OGSÅ: Her er de 10 største bommerter i 2014 på ligestillingsfronten

LÆS OGSÅ: Derfor bliver det sværere at holde sammen i familien