”Jeg skulle holde mit barn i armene for at erkende, at jeg er ambitiøs”

”Jeg skulle holde mit barn i armene for at erkende, at jeg er ambitiøs”

Personlig rådgiver Daisy Løvendahl slår et slag for, at det er okay at ville have både familien og den gode karriere.

Skal man tage valget mellem børn og karriere, eller kan man få begge dele? Svaret er ikke entydigt, og nogle undersøgelser peger ligefrem på, at mænd bliver ulykkelige af at få børn. Men det kan godt lade sig gøre at have tid til børn og parforhold, selvom arbejdslivet kører på fuldt blus, mener Daisy Løvendahl.

Klumme: Jeg ville ikke have en karriere. For mig var ord som 'ambitiøs' og 'karrierekvinde' ord, der smagte af ligegyldighed overfor verden og manglende nærvær. Mine ønsker til livet handlede om noget andet. Om nærvær, kærlighed og glæde. Om ønsket om at møde den mand jeg skulle være sammen med og være en familie.

I 2009 var mange af mine ønsker opfyldt. Jeg sad om sommeren med min 3 måneder gamle søn på armen og var fuldstændigt dedikeret til at være en god mor. Jeg centrerede min tid om at være sammen med ham og ordne vores hjem og hverdag. Jeg gik ture med barnevognen, ammede og ordnede praktiske ting i hjemmet.

Men jeg var ikke grundlæggende glad.

I 2012 brugte jeg sommeren på at nyde min datter på 4 måneder og min søn på 3 år samtidigt med, at jeg var i gang med realisere nogle ret store planer for mit arbejdsliv. Jeg skrev de fleste aftener, og jeg havde samtaler med mine klienter fra mit køkkenbord, mens min datter sad på armen af mig eller sov i sin lift ved siden af mig.

Jeg husker denne periode som meget intens, men også som meget givende. Jeg havde nogle gange hjertebanken over, om jeg var der nok for mine børn, om jeg nød det hele nok, og om jeg traf de rette valg ved at arbejde samtidigt med barsel frem for at sætte verden på hold i et års tid.

Samtidigt følte jeg mig også stærk, levende og glad.

Nogle gange skal man opnå sine drømme for at blive klogere på dem. Jeg skulle holde mit barn i armene og gå fuldstændigt ind i mit moderskab for at blive mere ærlig med mig selv og erkende, at jeg er et ambitiøst, dedikeret og kreativt menneske. Glæden ved livet ligger for mig ikke i kun at være sammen med de mennesker jeg elsker eller gøre noget lidt. Jeg har altid engageret mig 100% i det jeg gør, og det giver mening i mit liv.

I dag har jeg en karriere på fuldt blus. Jeg driver min egen virksomhed og har en fuldt booket kalender, en karrieremand, to børn og et stort behov for også at være alene. Jeg har ikke et ukompliceret eller let liv, men et liv som jeg elsker. Jeg ved, at del af min lykke handler om at bruge mig selv i verden og folde mine styrker ud. Det gør jeg både i mit moderskab, men også som selvstændig, forfatter og personlig rådgiver.

Det lykkelige liv handler netop om at mestre det hele. Det handler om at finde sin egen måde at folde sig ud i alle områder af livet og leve sådan, at man til sidst kan dø og sige JA til det hele en gang til. Filosoffen Nietzsche har et meget fint eksempel - hvad ville man svare, hvis man skulle leve livet igen? Ville man så føle, det var en ond dæmon, der drev én igennem lidelse eller en gud der gav én lykken igen?

Jeg ved jeg ikke, hvad lykke er for dig. Jeg ved dog, at du ved det eller kan finde ud af det. Ligesom jeg mener, at du har en etisk pligt til at blive klog på det. Livet er en gave, og det skal bruges. Derfor skal du også folde dig ud i de livsområder, som er vigtige for dig.

Dette er ikke nemt, men når man gør det alligevel, kan man opleve, at hvert enkelt livsområde begynder at give til de andre. Energi, overskud, glæde og mening er ikke følelser, som kun fås i begrænsede mængder. Det er ikke sådan, at hvis man bruger sig på arbejdet, har man mindre at give af derhjemme. Det er nærmere omvendt. Desto mere man bruger sig selv i verden, desto mere er der at give af.

Formålet for mig med at skrive bogen LEV var at beskrive, at det netop er i mestringen af alle de vigtigste livsområder, at man folder sig ud som menneske og bliver lykkeligere samtidigt med, at man bidrager til verden omkring sig. Det er også min ambition, at bogen LEV kan bidrage til, hvordan man gør i praksis. En ting er at ville have både kærlighed, familie og karriere - noget andet er at folde det ud i hverdagen uden pres og stress.

LEV er skrevet med stor ydmyghed overfor, at det ikke er nemt. Mestringen af det gode liv kommer ikke i et 3- trins program, men ved at kaste sig ud i livet og starte med at turde sige ja til det hele. I bogen møder du seks personer, hvis historier tydeligt giver stof til eftertanke og inspiration. Der er også 25 mærkbare råd, som er nemme at bruge i en travl hverdag, og der er en tilgang til året, som sikrer, at man træffer bedre valg, der er mere i overensstemmelse med ens styrker og værdier.

Du kan allerede nu begynde ved at reflektere over:

Hvad giver mig mening i livet?

Hvad fylder mit sind og min krop med glæde?

Er der noget, som jeg kan vælge til eller fra for at give plads til det, som er vigtigt for mig?

LÆS OGSÅ: Bliv iværksætter og gør en forskel med dit arbejde

LÆS OGSÅ: Hvor godt kender du din partner?

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du til at elske dit job

Om klummeskribenten

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver. Gennem samtaler assisterer hun dedikerede mennesker med at mestre kærlighed, familie og karriere. Hendes baggrund er en kandidatgrad i filosofi og kommunikation samt certificering i coaching og styrkebaseret udvikling. Hun kombinerer coachingens spørgende tilgang med teoretisk viden i et samtalerum, hvor mødet er vigtigere end en metode. Udover at skrive arbejder Daisy med fotografiet som udtryksform og har haft 14 kunstudstillinger i ind- og udland. Hun bor i København med sin mand og deres to børn.

Hende bog 'LEV – kunsten at mestre både kærlighed, familie og karriere' udkommer 19. marts på forlaget INDBLIK.