Sara Blædel: "Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter"

Sygdom og kriser kan ofte give et nyt perspektiv på livet. De kan endda være afsæt for, at man når de karrieremål, man drømmer om.  

Det var tilfældet for den populære krimiforfatter, som i et interview med ALT for damerne også fortæller om, hvornår hun har været mest bange.

Hvad er dit livs største nedtur?

− Dengang min arm stod af, og jeg brugte tre år af mit liv ud og ind af Rigshospitalet. Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter i min venstre arm, og lægerne kunne ikke finde årsagerne til smerterne. Jeg måtte opgive min tjenerkarriere, og lægerne overvejede at indstille mig til invalidepension og hjemmehjælp tre gange om ugen. Jeg var 27, og det stod på, frem til jeg var 30. Jeg skulle have lavet alt muligt andet i de år, men var i stedet frustreret, bange og ked af det. Ved et tilfælde opdagede man, at jeg havde et ekstra halsribben, som trykkede på nervebaner, og en relativ simpel operation reddede mig fra at blive invalidepensionist. Omvendt – var det ikke sket, så havde jeg ikke været her, hvor jeg er i dag, for inden det kom så langt, var jeg allerede i fuld gang med at etablere krimiforlaget Sara B.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?

− "Brumbassen, der ikke vidste, den kunne flyve, men gjorde det alligevel".

Hvornår har du været mest bange?

− Bange kan gradbøjes. Men for eksempel var jeg virkelig bange, da min søn, Adam, som 3- eller 4-årig fik en grannål i øjet og ødelagde sin hornhinde. Han lå på sygehuset, og der skulle flyves dråber ind fra Schweiz, ellers ville han blive blind. Der var jeg bange helt dybt ind i min sjæl.

Hvornår føler du dig allermest som kvinde?

− Det gør jeg, når jeg går ind i en virkelig delikat skoforretning og køber tårnhøje stiletter, som jeg alligevel ikke kan gå i. Hver gang. Jeg føler mig så feminin og kvindelig i købsøjeblikket, men jeg kommer aldrig til at bruge dem.

Hvad ville du aldrig give penge for?

− Der er mange ting, jeg ikke vil give penge for. Jeg ville for eksempel aldrig betale for at se en boksekamp, for jeg ville alligevel sidde og holde mig for øjnene hele tiden.

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

− Alt er godt nok, så længe man har gjort sit bedste. Og at det er vigtigt ikke at være bange for at slå sig – ikke fysisk selvfølgelig, men mentalt. Jeg har en stor ro omkring mange ting i mit liv, fordi de altid har sagt, at jeg var god nok, som jeg var, hvis jeg havde gjort mit bedste.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?

− Min mor. Jeg ser det helt tydeligt nu, hvor hun ikke er her mere. Hun var så stærk og havde en ukuelig tro på, at alting kunne lade sig gøre. Og så havde hun en meget fin fornemmelse for mit privatliv. Hun respekterede mig som menneske, både da jeg var barn og som voksen. Selvfølgelig var hun også enormt irriterende, men hun var en fantastisk mor – sådan en mor som jeg selv kunne tænke mig at være.

Hvad er dit mest mindeværdige barndomsminde?

− Jeg tænker på den gang, min veninde Gitte fik en ny cykel. Det var sådan en minicykel. Hendes var blå, og min var hvid. Gitte var så glad for sin cykel, og hendes glæde var smittende og overvældende. Vi drønede rundt i Lerbjerg i timevis, mens vi skreg: "Lyset virker, lyset virker". Der var dynamo på.

Hvilke egenskaber bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

− Smålighed. Uærlighed. Det kan jeg slet ikke med. Mennesker, der ikke vil dele, er skrækkelige.

Hvad er din største last?

− Stegt flæsk.

Hvad er den vigtigste lektie, livet har lært dig?

− Man skal gå efter det, man tror på. Man skal turde. Man skal være modig. Man fortryder mest af alt de ting, man IKKE gjorde.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen tvunget til at sælge sit hjem

LÆS OGSÅ: Semi Jan "Det er et mirakel, at både Adam og jeg er her i dag"

LÆS OGSÅ: Tove Lo: Mine forhold starter passioneret og slutter smertefuldt

