KONFLIKT #4: MIN SØN SPILLER BARE VIDERE
Min store dreng på syv år elsker at spille computer, iPad, Wii og så videre. Det ville ikke være et problem, hvis han selv havde en stopklods, eller hvis han var i stand til at stoppe, når han blev bedt om det.
Vi har forsøgt med faste regler, normering af spilletid og lignende, men det duer ikke. Jeg er ikke blind for, at der er et kæmpe social aspekt i det i hans alder.
Problemet er, at han har ekstremt svært ved at slippe det, og hvis han spiller for meget, bliver han meget udadreagerende. Han bliver ked af det og vred og plager konstant om at få lov til at spille.
Rikke Kampmann Holm, mor til Kristoffer, 7 år.
FIE HØRBY: DROP REGLERNE
Når du kan se, at din søn ikke trives med at spille meget, er det godt at hjælpe ham med at finde balancen. Den kan vi ikke forvente, at børn selv kan se. Tit laver vi regler for at undgå konflikter, men de har en tendens til at optrappe dem i stedet. Det skyldes, at vores egne grænser rykker sig fra dag til dag.
Den ene dag har din søn måske været til idræt, er træt og trænger bare til at spille et par timer, og det synes du er okay. Den anden dag har du lyst til, at der skal være helt mediefrit i familien. Så sidder du der i dit eget hjem og skal holde fast i nogle regler, du ikke selv helt står inde for. Det kan din søn godt mærke! Derfor bliver reglerne tit en langsom død for alle.
Vær i stedet ærlig, og sig på et godt tids-punkt ‘jeg er ked af, vi har så mange konflikter om computertid, så det vil jeg gerne ændre på. Jeg tror ikke, det er godt for dig at spille for lang tid ad gangen, fordi du nogle gange virker irriteret, når du har siddet der længe. Har du selv lagt mærke til det?’
Det er ikke sikkert, han har det, men så har du vist dig selv og inviteret ham til dialog. Når du så næste gang siger ‘det er i orden, at du spiller en time, derefter skal du slukke’ må du holde ud, at du bliver upopulær og måske bliver kaldt ‘dumme mor’. Vores børn har godt af, at vi tager ansvaret, men de takker os altså ikke altid for det! Det skal vi kunne rumme.
Fie Hørby