Åh, jeg lyder som min mor

Du får en sort streg i panden, hvis du lyver. Dine øjne sidder fast, hvis du gør dig skeløjet. Du får firkantede øjne, hvis du ser for meget fjernsyn. Mange af os, der var børn i 1980’erne, har helt sikkert fået kastet floskler som dem i hovedet. Og senere brugt dem på eget afkom, selvom de jo egentligt ikke passer.

Vi er nok også nogle, der kan huske fornemmelsen, når mor slikkede på vatpinden eller kluden for bagefter at rense vores ører eller fjerne skidtet på kinden. Nu tager vi os i at gøre det ved vores egne børn. Og selvom de nok bryder sig lige så lidt om spytkluden, som vi gjorde, så er det jo ret uskyldigt.

Men så er der de pressede situationer, hvor vi lige pludselig åbner munden og det, der kommer ud, lyder præcist som noget, vores mor kunne have sagt. Hvordan kan det være, at det er sådan? 

Forklaringen er simpel nok, fortæller Camilla Carlsen Bechsgaard, der er psykolog med speciale i relationer mellem børn og voksne.

– Vores mødre er de forbilleder, vi har haft gennem opvæksten, og vi lærer alle gennem de modeller, vi omgiver os med. 

Camilla Carlsen Bechsgaard påpeger også, at vi i ungdomsårene i højere grad føler os forskellige fra vores mødre, men når børnene så kommer, ender mange af os i samme familietrummerum. På både godt og ondt.

Kamilla Nalani og Camilla Merrild er begge mødre og lyder ligesom deres mødre. Specielt i pressede situationer, når børnene råber, plager, roder, skændes og slår, og intet virker.

Kamilla er mor til en pige på fire år og to drenge på 12 og 18 år, og en af de ting, hun har arvet, er morens lyde.

– Jeg glemmer aldrig min mors suk, som fulgte mig gennem hele min barndom. Det var så dybtfølt og gik direkte i maven på mig hver gang. For jeg lærte jo hurtigt, at sukket skyldtes irritation, når jeg for tiende gang spildte saftevand ud over min sommerkjole, eller når mit legetøj rodede i stuen. Men det værste er, at jeg selv er begyndt at sukke højt over for mine børn. Lyden er så dybt integreret i mig, selvom jeg virkelig synes, den er tarvelig. Jeg vil hellere tale med mine børn end at give dem skyldfølelse og skam i form af et suk.

Nu lyder jeg som mormor

Men der er meget mere morklon i Kamilla. Faktisk så meget, at hendes egen mor flere gange har påpeget, hvor meget hun lyder som hende. Ikke kun i forhold til opdragelse, men også når det gælder, hvordan hun lyder under leg med børnene, og hvordan hun lyder, når børnene vil hjælpe til med madlavning, rengøring og den slags.

Nu er Kamilla begyndt at grine, når det dybfølte suk kommer hele vejen nede fra maven og ud gennem munden som et stille brøl.

– Jeg forsøger at lave det til noget sjovt og siger ‘ej, nu lyder jeg jo ligesom mormor’. Medmindre jeg virkelig er sur. Så er jeg bare hende. Og det mønster er svært at bryde.

Er mors regler også dine?

Camilla Merrild er mor til to piger på otte og fem år og ser sig selv som en mor med en pæn portion tolerance over for sine børn. Men der sker et skift, når hun bliver gal.

– Det er, som om jeg bliver skubbet ud over en kant. Og på den anden side af den kant lyder jeg fuldstændig som min mor. Hvis der for eksempel er meget larm, og jeg gentagne gange har bedt dem om at holde op, så er det lidt som en trold af en æske. Jeg råber meget højt af dem og altid med et bandeord ‘nu holder I kraftedeme op’. Og hver gang jeg gør det, bliver jeg selv overrasket. For jeg er slet ikke råbetypen, og jeg skammer mig dybt bagefter. Samtidig kan jeg mærke følelsen inde i kroppen, fra da jeg selv var barn, og min mor råbte.

Camilla er ikke kun en tro kopi af sin mor i forhold til råberiet. De små dagligdagsting, hvor hun retter på sine børn, er også noget, hun har arvet fra sin mor. Det handler om alt fra håndvask til hjemmesko og oprydning. Og det skal helst gå lidt hurtigt.

– Nogle gange er det bare komisk, så meget jeg lyder som min mor, og så ryster jeg på hovedet af det. Andre gange så synes jeg virkelig, jeg gør et dårligt stykke arbejde som mor. Jeg vil ikke råbe eller skynde på børnene, som min mor gjorde, men meget hellere håndtere tingene på en god måde. Derfor undskylder jeg også over for pigerne, når de bliver kede af mit råberi. Det er simpelthen ikke i orden. Men alligevel bliver jeg ved med at gøre det.

Er der et tydeligt mormønster?

Vi tager mange gode ting med os fra vores mødre. Og nogle dårlige, som er dem, der kommer op til overfladen i pressede situationer. Men det er forskelligt, hvor meget vi lyder som vores mødre, fortæller Camilla Carlsen Bechsgaard.

– For det første handler det om, hvor mange personlighedstræk du har fået med fra din mor. Det er med andre ord den genetiske disposition. For det andet handler det om, hvor god du har været i voksenlivet til at tænke over både de regler, du lever efter, og den måde, du handler på. At du har tænkt over, i hvilke situationer du bliver lige så presset som din egen mor, siger psykologen.

Hvis du allerede er fanget i et uheldigt mormønster, har hun nogle bud på, hvordan du bryder med det igen. Du skal starte med at overveje, om du har arvet et triggerpunkt, der tænder dig af på den dårlige måde, og samtidig tænke over levereglerne hjemme hos jer.

– Alle familier har forskellige ideer om, hvad der er vigtigt i livet. Jeg har mange i terapiforløb, som fortæller, at levereglen hos deres mødre var et rent hjem. For mange kvinder munder de leveregler ud i en uheldig perfektionisme, som kommer til at handle om, at mor altid gjorde rent, og det gør jeg så også. Men hvorfor ikke gøre oprør med den indpodede leveregel og tænke over, om det er en så vigtig værdi, at den også skal styre dit liv? Selvom mor gjorde det, behøver det ikke at være sådan hjemme hos dig, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Og så er det altså heller ikke værre at lyde som vores mødre, mener psykologen. Hun opfordrer os til at være lidt mere selvtilgivende og sige ‘so what, så overlever vi nok også det’. Og til at vende det til en familiejoke frem for at gøre det til en familiekatastrofe.

– Det er vigtigt at få med, at når vi selv får børn, så får vi en større tolerance over for de udfordringer, som vores egne mødre stod overfor. De var også bare mennesker, der forsøgte at gøre deres bedste. Helt ligesom os.

LÆS OGSÅ: “Det er ikke så mærkeligt, hvis bedsteforældrene føler sig overflødige – for måske lader vi dem ikke komme til"

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

LÆS OGSÅ: Plejehjem med gåvogne og gangstativer