Hvornår kan dit barn være alene hjemme? Her er 5 gode råd
Bøvler du (også) med børn, der har tidligt fri, og en arbejdsplads, der kræver din tilstedeværelse? Vi har talt med to eksperter om, hvornår børn kan være alene hjemme uden mor og far.
Som forælder har du med stor sandsynlighed oplevet, at dit barn er blevet sendt hjem fra skolen eller institutionen af den ene eller anden grund. Måske fordi der (igen) har været en virus i omløb i børnehaven, eller måske fordi skolen holder ferie.
Det kan også være, at junior bare skal være alene hjemme i et par timer efter skoletid, inden du selv kommer hjem fra arbejde.
Ligegyldig årsagen kan det hurtigt blive en udfordring, når du selv forventes at kunne passe dit arbejde og en travl hverdag. Også selvom arbejdsgiverne i mange fag er blevet mere venligt stillede over for hjemmearbejde. Så hvad gør du?
Måske har du allerede tænkt tanken: Kan jeg lade mit barn, der ikke har de mindste tegn på sygdom, være alene hjemme? Og i så fald hvor længe?
Vi har talt med familieterapeut Fie Hørby og psykolog og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Dorte Kousholt og spurgt dem: Hvornår kan børn være alene hjemme uden deres forældre?
1. Hold øje med dit barns modenhed
Et af vores børns store ønsker er at blive selvstændige og klare sig selv. Og ud over at lære at gå selv, spise og tage tøj på, så hører det også med at kunne være alene og tage ansvar. De første tegn på, at dit barn er ved at være modent til at være alene er, at det for eksempel gerne vil sidde tilbage i bilen, imens mor og far køber ind. Og den parathed finder du hos nogle børn allerede fra fire-femårs-alderen, forklarer Fie Hørby.
”Det handler om at være lydhør over for de signaler, dit barn udsender. For ellers kan der ske det, at du overser hans forsøg på at markere, at der er noget, han er parat til. Og hvis du for eksempel reagerer med et ”nej, det er du ikke stor nok til”, så kan din egen manglende parathed og frygt gå ind og bremse dit barns naturlige udvikling og mod,” siger hun.
Hvornår du kan lade dine unger være alene hjemme, handler også om, hvordan jeres familieliv ellers fungerer - altså hvilke rytmer og rutiner I har, forklarer Dorte Kousholt.
”Er dit barn vant til at klare sig selv? Går det selv til skole normalt? Så kan det være et naturligt næste step i hendes rutiner at prøve at være alene hjemme,” siger psykologen.
2. Sørg for en god, tryg opstart
Hvornår kan børn være alene hjemme? Mange børn vil være klar til at være lidt alene omkring fem-seks-års-alderen, men det er vigtigt, at I starter i små doser - ellers kan det gøre barnet utrygt, fortæller Fie Hørby.
”Hold undervejs øje med, om barnet er trygt og glad. For når børn skal prøve kræfter med noget nyt, er det naturligt, at de også kan blive bange, frustreret eller overvældet. Og i den sammenhæng er det din opgave at have et blik for, hvornår du presser junior for meget eller for lidt. Balancen er vigtig,” siger hun og tilføjer, at mange forældre også skal passe på med at komme til at smitte deres børn med deres egen ængstelighed:
”Hvis du siger: ”du ringer bare, hvis der er noget” eller ”hvis der sker noget, så går du bare over til naboen” – så vil barnet hurtigt tænke, at det her, der egentlig føles godt, kan blive dårligt, for der ”kan ske noget”. På den måde kan du utilsigtet gøre noget, som hun ellers føler er trygt og naturligt, til noget utrygt og farligt. Det er fint at sige, at du kan fanges på telefonen, og at jeres nabo er hjemme. Men det er også nok, og vi skal ikke sige det 10 gange. For vores bekymring som forældre skal ikke blive vores børns. Hav tillid til, at det nok skal gå godt, når dit barn skal være alene. Vores tillid smitter – og omvendt.”
LÆS OGSÅ: Skab madglæde hos dit barn: Sådan gør I måltiderne hyggelige
3. Hold øje med tegn på, at dit barn IKKE er klar
Bliver dit barn ængsteligt, uroligt og grædende og beder dig om at blive, så er det tydelige tegn på, at du er gået for hurtigt frem. Det mener Fie Hørby.
”Ligesom du ikke kan hive i en blomst for at få den til at gro, kan du heller ikke tvinge en udvikling igennem hos dit barn. For det vil give bagslag. Husk på at adskillelse mellem forælder og barn er et meget sårbart område for de fleste børn. Og det er måske det punkt, hvor det er allermest vigtigt, at vi som voksne har et blik for, hvad vores børn reelt kan rumme,” siger hun.
4. Accepter nederlag - og giv det tid
Har junior først fået en dårlig oplevelse med at være alene, kan det sætte sig som et lille traume, forklarer Fie Hørby. I nogle tilfælde vil det derfor tage tid for et barn at komme sig og finde mod til at prøve igen. Og det skal I som forældre give fred og ro til, mener hun.
”Så skal du ikke lade barnet være alene igen, før I har fået talt godt ud om det, og dit barn igen selv viser tegn på at være klar til det. Og husk at passe på med at træffe beslutninger omkring hendes parathed, når du selv er presset. For så kan du blive blind for realiteterne og for dit barns følelser og komme til at få presset hende til at gå længere, end hun har lyst til. Mennesker har det med at operere på den korte bane og ikke tænke på den lange bane. Og det kan betyde, at de beslutninger, du får taget på den korte bane, kan få store konsekvenser på den lange bane.”
Selvom junior måske tidligere har kunnet være alene uden opsyn, kan der også være noget i dit barns liv, som pludselig gør ham eller hende utryg. Og det kan have betydning for, hvornår du kan lade barnet være alene hjemme igen, fortæller Dorte Kousholt.
LÆS OGSÅ: Forstå dit barns personlighed: Følsom eller fuld fart frem?
5. Overvej, om alene-timerne skal planlægges
LÆS MERE OM SKOLEBØRN OG SELVSTÆNDIGHED HER
-
Familie tester nyt smartwatch til børn: ”Det er trygt, at Ella altid kan få fat på os”
-
5 tips til at støtte dit skolebarns voksende selvstændighed
-
Hvornår kan dit barn være alene hjemme? Her er 5 gode råd
-
Er I kørt træt i lektierne? Sådan gør du lektielæsning til en succes
-
Udebørn er lykkeligere: Det viser ny forskning
-
Her er 13 af Danmarks bedste naturlegepladser
Inden I går i gang, kan det være en god idé at tale med dit barn om, hvad der skal til for, at nogle timer alene kan være en god ting. På den måde lader du også junior tage ansvar for situationen. Det anbefaler Dorte Kousholt.
”Husk også på, at der er stor forskel på, om alenetiden skal bruges som arbejdstid for dit barn, hvis han forventes at deltage i onlineskole – eller om det er fritid, hvor dit barn bare slapper af og venter på, at mor og far kommer hjem igen. Når barnet forventes at deltage i onlineskole, er det en anden måde at skulle administrere sin tid på. For det er arbejdstid frem for slappe-af-tid og kan på den måde være en større udfordring end ”bare” at være alene hjemme,” siger hun.