Børn med spisevægring: Min søn ville ikke spise

Min søn Max kom til verden ved en lidt turbulent fødsel, og allerede på barselsgangen var amningen en udfordring. Max var ligesom ikke interesseret i at spise og tog ikke ordentligt fat. Dagen efter vi var kommet hjem fra hospitalet, måtte vi returnere til ammeambulatoriet på Hvidovre Hospital for at få hjælp til at få sat skub i amningen. Jeg prøvede med ammebrikker og forsøgte uden held at supplere med modermælkserstatning fra flaske, men det gad han slet ikke.

LÆS OGSÅ: Kæmpeguide: Det må din baby spise

Vi blev derfor hurtigt dus med sundhedsplejersken og min praktiserende læge, hvor vi gik til kontrolvejninger og målinger hver uge – og i gode perioder hver 14. dag. På intet tidspunkt var Max sløv eller apatisk, tværtimod gik hans arme og ben gik som trommestikker. Han var opmærksom og ekstremt vågen.

En krævende ung mand

Tre måneder gammel blev Max det, man vist i dag kalder en high need baby. Han ville hverken spise, sove eller være med ude blandt andre mennesker, og han skreg insisterende, hver gang der var noget, der ikke passede ham. Jeg kan stadig se mig selv stå og danse frem og tilbage med baby på armen i mødregruppen, mens han bare skreg, og de andre mødre sad roligt med kaffe og brød og snakkede babysnak.

LÆS OGSÅ: Sådan får du din baby til at spise grøntsager

Når Max sov var det i 40 minutter – og en sjælden gang (hvis man ramte de gode brosten på ruten), så kunne han strække den til 1,5 time, og så skulle han ellers ud af vognen lige med det vons. Når jeg ind imellem forsøgte at lægge ham fra mig for lige at trække vejret, så hoppede han op i luften af raseri og knaldede hovedet ned i gulvet. Sundhedsplejersken konkluderede, at der bare er nogen børn, der ikke er gode til at være babyer.

Let at distrahere

Gik helt i sultestrejke

Måske er det min skyld?

Helt skævt gik det, da sygeplejersken mente, at Max løb om hjørner med os, og at han bare skulle lære at forstå, hvem der bestemte. Hun viste, hvordan vi skulle sætte ham på skødet, så vi begge havde front mod bordet, og holde ham ind til os, så hans arme var låst fast, mens vi med et fast greb kom skeen med mad ind i munden på ham.

Jeg kan huske, at hun gjorde det. Og jeg kan huske, at jeg selv gjorde det – og at Max skreg, mens tårerne trillede ned af kinderne på mig. Jeg følte mig som den største falliterklæring i verden. Sådan skulle det bare ikke være.

Alligevel gjorde vi det i et stykke tid, fordi vi var afmægtige og frygtede indlæggelse. Fordi vi regnede med, at eksperterne vidste bedre, end vi selv gjorde. Hospitalsbesøgene var blevet til evig dårlig samvittighed, hvor jeg især følte, at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om jeg var medskyldig, om man så kan sige. Om det var mig, der skabte dårlig stemning under måltiderne, så min søn ikke ville spise. Til sidst i en sådan grad, at jeg rent faktisk begyndte at tvivle på mig selv, for hvis man som mor ikke er i stand til noget så simplet som at give sit barn mad, så er man måske slet ikke nogen god mor.

Nok er nok

Nu er han mere madmodig

Vi fulgte Ulla Lebahns anbefalinger til, hvordan vi kom videre, og det var stadig udfordrende og dybt frustrerende, men vi kunne se, at Max’ spisevaner ændrede sig langsomt over tid.

Da Max var 3,5 år gammel, fik han diagnosen infantil autisme, og vi erfarede, at rigtig mange autister døjer med spisevanskeligheder af forskellig art. I dag er han seks år, han er 110 høj og vejer lidt over 15 kg, så han bliver aldrig nogen sværvægter. Han mærker ikke sult, som vi andre gør. Han kan sagtens gå en helt dag uden at spise, men lidt som en pytonslange, så kompenserer han for det, når han kommer hjem fra børnehave ved f.eks. at spise to store portioner pasta med kødsauce.

Vi har fundet frem til en god håndfuld retter i særlige systemer, hvor kød ikke blandes med ris eller pasta. Gullaschsuppen skal være uden grøntsager, peperonipizzaen uden pølse og kødsaucen uden synlige stykker af løg og tomat, men det er jo til at leve med, så længe Max bare spiser. 

LÆS OGSÅ: Hvad er det værste, der kan ske, hvis mit barn spiser sit eget lort?

LÆS OGSÅ: Derfor skal dit barn spise selv

LÆS OGSÅ: Får dit barn nok at spise?