Bør du opdrage andres børn?

Når du står og tripper i supermarkedet, fordi der foran dig udspiller sig et lille drama mellem en forælder og et barn – du kender det godt; det handler gerne om slik, men kunne lige så vel handle om, at yoghurten er af den forkerte slags eller om en pind, de glemte at tage med fra børnehaven – er det måske ikke lige en historielektion, du føler, du har brug for. Men det er immervæk det, du nu får.

For at forstå, hvorfor det er så svært at blande sig i andre folks forhold til deres børn, er man nødt til at forstå det mærkværdige skred, der i løbet af bare et par generationer er sket i den måde, vi opdrager vores børn på.

Dels er opdragelsen blevet meget offentlig: Børn har aldrig tilbragt så mange timer i institutioner og skoler, som de gør nu, hvor det er alle mulige andre end forældrene, der står for børnenes udvikling.

Samtidig er det blevet meget personligt: I dag handler opdragelse nemlig ikke kun om at irettesætte og sørge for, at børn sover med hænderne over dynen. Det handler endnu mere om at give børnene de rigtige kvaliteter. Vores afkom skal være etiske, de skal have nogle ordentlige værdier, være selvstændige og stærke og samtidig være behagelige mennesker at være sammen med.

I det mærkelige, dobbelte skred er det blevet sværere og sværere at håndtere, at andre folk stikker næsen i, hvordan vores børn bliver opdraget, for i virkeligheden er det vores forælder-identitet, der bliver angrebet.

Og fra flere børnepsykologer lyder det, at det samtidig er blevet sværere at blande sig, når en andens knægt skriger sine lunger små, fordi han ikke må kælke på kassebåndet, eller når en purk uden blusel smækker de beskidte støvler op på bussædet, og far på ingen måde gør mine til at irettesætte det.

– Vi er inde på andre folks ansvarsområde, siger Fie Hørby, familie-terapeut og forfatter.

– Det er noget andet, hvis man står og bugserer med et eller andet projekt, og andre giver lidt råd. Men præcis når det handler om børne-opdragelse og vores forældrerolle, er det vigtigt for os at føle os gode nok. Det er et punkt, hvor mange af os har rigtig megen tvivl. Forstærker andre den tvivl, bliver det brandfarligt.

Pligt til at blande sig

Træd varsomt

Vær et forbillede

Gør op med den indre betjent

– Du skal ikke blande dig for at skælde ud, men fordi du har lyst til at deltage og har noget hjælp at komme med. For det er jo slet ikke sikkert, at du kan gøre noget ved det barn, der sidder med skoene oppe på  bussædet. Du skal gøre op med din indre politibetjent, for børn har ikke brug for flere regelforvaltere. Dem har de rigeligt af i forvejen.

Situationerne, hvor vi har lyst til at byde os til, kan spænde fra det grinagtige, hvor den største hjælp kan være at holde masken, til det enerverende, hvor det handler om at knytte næven i lommen for at holde lysten til at skrige egen frustration ud i ave. Den sværeste disciplin overhovedet er at gribe ind, hvis en forælder er i gang med at skælde sit barn ud, og det går for vidt.

– Jeg må også sige, at sådan noget gør jeg mindre og mindre, siger Erik Sigsgaard og funderer:

– Jeg er da ikke sikker på, at det hjælper barnet, hvis jeg ‘skælder ud’ på dets mor for at være for hård eller for aggressiv. Jeg ville ønske, der var en måde at aflede den slags situationer på, men det er simpelthen ikke lykkedes mig endnu.

LÆS OGSÅ: Forældre skal turde bestemme

LÆS OGSÅ: 13 myter om opdragelse

LÆS OGSÅ: Trodsalder – Jeg vil, jeg vil, jeg vil!